Af Helsingør Dagblad

De døde, de levende og de lange referater

Silverline 24/7-24/7 19. 20.000 win win 1731324 side artikel

I andet afsnit af Birger Mikkelsens portræt af byen og Helsingør Dagblad i 1950’erne spoler vi tilbage til den dag i 1954, da han trådte ind ad døren som nyansat juornalistelev. Det første afsnit kan man også finde på helsingordagblad.dk.

Modtagelsen hos redaktør Peder Normann og journalist Robert Corydon blev en kort ceremoni, for avisen skulle være færdig, og bogtrykkeren stillede kun ét ultimativt krav til redaktionen:

Alt stof til side 1 og 4 skulle være afleveret klokken 10, og stof til side 2 og 3 klokken 12. Det var forudsætningen for, at bladet kunne udkomme, inden værftet fløjtede til fyraften.

Forsiden var redaktør Normanns domæne. Han bearbejdede indholdet af en kuvert fra Ritzaus Bureau, fyldt med den foregående dags telegrammer, duplikeret på tyndt, grønt papir. Desuden brugte han saksen i københavneraviserne, og sammen med klichéerne blev stoffet samlet til en side om verdens gang og de radikale politikeres bedrifter – uden én lokal nyhed, for den slags hørte hjemme på side 2.

Dagbladets bagside krævede derimod ikke det store journalistiske arbejde – her fyldtes spalterne af radioprogrammerne, den komplette trækningsliste, føljetonen og andet »listestof«, der kom som færdige blyplader fra Stereotyperingsanstalten i København.

Allersidst i bladet kom »Rosinen«, en stribe vitser, der blev tyvstjålet hos den radikale kollega Holbæk Amts Venstreblad.

Torvepriser og begravelser

Hovedsagen for redaktionen, og også for læserne, var side 2 og 3, hvor Helsingørs stof og annoncer var samlet med »Sidste Nyt« – sensationelle, korte meldinger, hentet ned fra Ritzaus radioudsendelser. Her havde læseren let ved at orientere sig – man begyndte yderst til venstre med rubrikken »Helsingør og Omegn« og fortsatte med korte meldinger fra havnen, Kronborgpynten og Axeltorv, hvor der registreredes indkomne og udgåede skibe, meteorologiske fænomener, skibsgang i Øresund og priser på æg og grøntsager.

Derefter fulgte personaliastoffet – det måske vigtigste i avisen – med fødselsdagsomtaler, nekrologer og især begravelsesreferater. De sidste blev der lagt vægt på – helsingoranerne forlod deres by via kapel eller kirke med fuld redegørelse for, hvilke salmer der blev sunget, navnene på de båndsignerede kranse og notater om paraderende faner, skriftsteder og præsteord.

Efter trykker Rothejsens død overtog brødrene Normann avisen, og deres første store investering var denne brugte rotationspresse fra før Første Verdenskrig.

Spritbilister i gabestokken

Næsten lige så vigtigt var politi- og retsstoffet, hvor der i den periode blev lagt stor vægt på omtale af alle sager med spirituskørsel. Det var en fast regel, at alle spritbilister skulle have deres navn i avisen – en helt middelalderlig tillægsstraf med præg af gabestok.

Vigtigt var også mødereferater, og ingen generalforsamling – hverken i Håndværkersangforeningen, Industriforeningen, hos folkedanserne eller frimærkesamlerne – kunne forløbe korrekt, hvis der ikke var en journalist til at viderebringe navnet på dirigenten og de nyvalgte tillidsmænd til yderste fanebærersuppleant.

Mest imponerende af alle disse generalforsamlinger var den i Helsingørkredsens Husmandsforeninger – en heldagsforestilling med beretninger, regnskaber og valg fra en lang række udvalg. Den blev gennemført med stor alvor og ulidelig langsommelighed i den smeltende varme fra tromlekakkelovnen i Borsholm Forsamlingshus, eller i klam kølighed i festsalen med Scherfigs vægmalerier i Tikøb kro.

»De ærede medlemmer«

Endnu mere alvorligt – og langsommeligt – gik det til i Helsingør Byråd, hvor Sigurd Schytz var en borgmester, der holdt på værdigheden. Man adresserede hinanden »det ærede medlem« og »den højtærede borgmester«, og man holdt sig nøje til en forretningsorden, kopieret fra Folketinget før den nye grundlov.

Det var det gode, gamle socialdemokratiske flertals dage, hvor vigtige beslutninger blev truffet i magistratens fortrolige mørke, og hvor behandlingen i byrådssalen var ceremoniel og formel.

Kun et par oprørske røster – snedkermester Oscar Kryger fra det yderste højre og civilingeniør Kristian Engelsen fra det yderste venstre – kunne skabe røre.

Spalte op og spalte ned

I dette system havde pressens repræsentanter deres plads som referenter og intet mere. Nordsjællands og noget senere Dagbladets journalister begyndte så småt at bryde dette mønster ved at bruge andre kilder til byrådsnyhederne, men velset var det ikke – tværtimod.

Journalisteleven blev først og sidst indprentet, at fagets ædleste disciplin var det korrekte referat – gerne spalte op og spalte ned, men med koncentrat af alle udtalelser, selvfølgelig med fuld titel og navn.

Filosofien var, at læserne var aktivt interesserede, men ikke magtede at gå til alle møder selv. De måtte så have Dagbladets referater for at kunne danne sig personlige meninger om alle lokale begivenheder og debatter, og disse referater fik de i overflod ved folketingsvalgene.

Redaktør Peder Normann klippede den store forside til med stof fra Ritzau og københavneraviserne.

Valgkamp for de tålmodige

Det socialdemokratiske kredsmandat blev i de år holdt med total sikkerhed af Niels Mørk, der førte an i turnéen af valgmøder til hotel Gefion i Espergærde, Tikøb Kro, Bondegården i Hornbæk, Hellebæk Badehotel og sluttelig den store sal i Folkets Hus i Søstræde.

Initiativet havde de fire »gamle partier«”, hvoraf de tre borgerlige stillede energiske og ambitiøse kandidater, blottet for valgchancer. Men de tog – lige som referenterne – turen med og udstod de timelange vælgermøder med taler om atlantpagt, kronekurs og husmandsbrug.

Alt blev krydret med tilråb fra »hovedafbryder Schmidt« og fra kommunistiske agitatorer. For naturligvis kunne dette parti ikke få adgang til talerrækken, hvor kun Retsforbundet kunne opnå fem minutter på dispensation.

Hyggelæsning på slap line

En nyere form for journalistik var petitstoffet og interviewene, der var fri for officiel ballast og endda tillod nogle nålestik.

En bestemt barbermester satte en ære i at præsentere den først udsprungne bøgegren på redaktionen og komme i avisen. Premieren på sommerrevyen i Søstræde var signal til en række interviews med de medvirkende. De to ugentlige pemierer i hver af byens tre biografer skulle anmeldes med smag og kyndighed. Havearbejdets start på Solbakken og juleguirlandernes tænding på Stengade var emner til fri og gerne munter poetisk behandling.

Helsingør Dagblad side 2 den 6. oktober 1954 – om »opsigtsvækkende detaljer om den kommende Øresundsbro«, centralisering af Tikøb Kommunes brandvæsen og huslejestigning på 16 kroner til Roligheds lejere. De to venstrespalter er småt nyt fra det ganske land, når det kneb med lokalstoffet. Siden er i øvrigt atypisk ved, at der er hele tre billeder foruden annoncen.

Blodstænk på blokken

Frihed var der også til sporten, som blev skrevet af to kyndige uden for huset. Helge Christensen på Værftets kontor tog sig af fodbolden, mens Henning Sejer, lærer i Marienlyst Allé, skrev om håndbolden.

Boksning ville ingen af disse specialister beskæftige sig med, så den blev overladt til journalisteleven, der – ihvert fald på dette felt – var totalt uvidende. Men det var som at medvirke i en Hollywoodfilm at sidde ved ringside og få stænk af næseblod på referentblokken.

I Gutenbergs ånd

Når det hele var skrevet, blev manuskripterne båret gennem budstuen – et gammelt køkken, hvorfra frk. Lind styrede distributionen – over gården med det tjærede pissoir – en lugtkilde af rang på varme dage – og op i sætteriet på første sal i baghuset.

Her var det Gutenbergs ånd, man mødte. Sætteriet var et lavloftet rum, farvet af generationers sværte og godt fyldt op med reolerne med sættekasser, hvoraf de ældste og største endnu rummede de mange kilo frakturtyper til 1800-tallets brødsats.

Engang i 1920’erne var et hjørne skilt fra med glasvægge, og herinde var opstillet to Linotype-sættemaskiner, der klaprende, raslende og osende af blydampe støbte de satslinier, der nu udgjorde brødsatsen – den almindelige tekst i artiklerne og annoncerne.

Stengade 1958, ensrettet med både parkerede og kørende biler og masser af mennesker i anledning af åbningen af den første Irma-butik. (Foto: Arne Magnussen)

Fra kragetæer til blysats

Dagbladets to maskinsættere var Richard Hansen og Knud Olsen, et par meget forskellige personligheder, men begge med professionelle kvalitetskrav: Manuskripterne skulle være ordentligt maskinskrevne og med retskrivning og tegnsætning efter reglerne. Forseelser mod grammatikken blev kritiseret, så det overdøvede maskinlarmen.

Overskrifter, opsætning af annoncer og den afsluttende ombrydning foregik ved sættekasser og på jernborde i håndsætteriet. Her stod fem typografer, anført af ombryderne Svend Holberg Christensen og Stener Rothejsen, søn af bogtrykkeren, og her var kravene til manuskripterne andre.

Peder Normann skrev sine overskrifter i hånden, og det samme gjorde frk. Lind med annoncerne, og begge håndskrifter kunne tydes af disse typografiske specialister.

Hvordan det går til, er endnu den dag i dag et mysterium – journalistens håndskrift forvandler sig på tusinder af notatblokke til en art personlig stenografi, som datidens typografer kunne tyde, men som ingen andre, tit heller ikke journalisten selv, kunne finde mening i.

Respekt for typograferne

Sætteriet var et mandssamfund, og det prægede såvel omgangstonen som dekorationen i den diminutive kantine i sætteriet. Som ny journalistelev lærte man hurtigt at tåle mosten, men også at respektere den faglige stolthed og den viden, der hævede det åndelige loft i officinet.

Man huskede at sige »Godmorgen«, når man kom – ellers var man blevet mødt med den foragt, der tilkommer de vankundige – og man respekterede, at kun de faglærte måtte røre ved blyet.

Fulgte man disse og andre enkle høflighedsregler, blev man accepteret, og man fik blandt typograferne en uddannelse, som ingen højskole og intet universitet kan give bedre.

Og hvor var det en stolt dag, da man første gang fik lov til at være med i et spil geviert – sætteriernes traditionsrige spil om en omgang øl med satsmateriale som »terninger«.

Fladtrykspressens tid

Avisproduktionens fremskridt kan deles i tre faser: først fladtryk direkte på typerne som på Gutenbergs tid, siden højtryksrotation, og derpå offsetrotation (der siden er speedet gevaldigt op – red.)

Dagbladet i 1954 var endnu på et meget tidligt stadium. De fire sider i stort »lagenformat« blev trykt på ark i en hurtigpresse, der stod i rummet neden under sætteriet.

De godt 3000 ark til det daglige oplag blev først kørt en gang igennem maskinen for side 1 og 4. Derefter blev de vendt og kørt igennem for side 2 og 3 – og sluttelig falset og bundtet.

Det var indviklede operationer på den aldrende maskine, der havde sine irriterende nykker, og rent galt blev det, når der optrådte statisk elektricitet, der gjorde papirarkene umedgørlige. Så måtte luften fugtes med damp fra en fløjtekedel over en primus, og fløjtens hvinen skulle lyde time efter time – ellers virkede det åbenbart ikke.

»Så er den gamle død«

Men hver eftermiddag spredtes budene i byen med avisbundterne på cyklernes bagagebærere. Sådan forløb livet med det tilvantes urokkelighed i det gamle bladhus, indtil redaktør Normann en dag kom ind på redaktionen.

»Så er den gamle død,« sagde han med en undertone af lettelse i stemmen. Rothejsen havde som hver dag lagt sig til at sove middagssøvn på sin divan i privaten, men denne dag blev det den søvn, hvoraf ingen vågner.

Snart var alt forandret. Sammen med sine brødre – Mogens, der var bogforlægger i Odense, og A. C., der var radikal politiker på Christiansborg – købte Peder Normann Helsingør Dagblad af dødsboet og begyndte de fornyelser, han havde måttet holde tilbage, mens den gamle bogtrykker levede.

Arne Magnussen var byens første freelance pressefotograf, der leverede hele billedreportager til avisen.

Den »nye« trykkemaskine

Inden et år var gået, var redaktion og andre kontorer flyttet op på førstesalen, så kun selve ekspeditionslokalet blev bevaret.

Bag det blev sidehuset udhulet og uddybet, så der blev plads til en rotationsmaskine, en bundsolid tysk konstruktion, der fik hele huset til at ryste. Det var førkrigskvalitet – endda fra før Første Verdenskrig, for navnepladen forkyndte byggeåret 1911. Men sportsredaktør Helge Christensen sørgede for, at hans arbejdsplads, værftet, graverede en ny med årstallet 1941.

Rotationens drønen indvarslede en ny tid i skarp konkurrence med Nordsjælland, der som dagblad fik sin første, selvbyggede offsetrotation i 1961. Brødrene Normann svarede med en lang række investeringer, der ændrede bladhusets arbejdsgang og produkter.

Birger Mikkelsen – også kendt i hele byen som signaturen Mik – skrev sin artikel til Helsingør Dagblads 125 års jubilæum i 1992. Han var i mange år avisens kommunalpolitiske reporter og skrev adskillige lokalhistoriske bøger. De sidste år var han redaktør af Lokalavisen Nordsjælland.

Den første fotograf

Først fik læserne en avis med flere og mindre sider fra højtryksrotationen, der præsterede en fremragende billedkvalitet. Dagbladet havde fået en ny medarbejder uden for murene i fotograf Arne Magnussen, der i sit daværende atelier i Stjernegade var begyndt at ætse sine egne klichéer. De blev anbragt direkte på trykcylindrene, og pludselig kunne Dagbladet give læserne billedreportage af høj klasse.

Nogle år senere blev der købt en offsetrotation i USA, en maskine af fabrikatet Goss Community, der blev opstillet i familien Tvedes gamle hvidtølsbryggeri i Fiolgade. Her indledte trykkerfaktor Henning Pedersen, omgivet af amerikanske montører, en ny æra. Den trængte også ind i det gamle bladhus i Olaigade, hvor linotyperne blev skiftet ud med flash’o’line-fotosættere af pioneragtig snilde og selvrådighed.

Med det materiel produceredes Dagbladets store 100 års jubilæumsavis i 1967 – og hvad der derefter skete er en ganske anden historie.

Læs flere fortællinger fra Helsingør Dagblads farverige historie.

Artiklen sidst ændret: 28. september 2017 11:15

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Job i Nordsjælland

Petersen ure-smykker, 373613, 1724569, 25.000 visninger logo
rafn-woldsen, Ordre 1725631,  kunde 275797, 25.000 visninger side
KV-Revision, Kunde nr. 280954,  Ordre nr. 1725350, 40.000 visninger logo
Backe vin 374334 1725521 7/5 og 1 år frem  Visninger pr. md. 25.000 delt i 2 mat. Vin logo og top. Gin sky og side. Jul nov+dec
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu