Af Helsingør Dagblad

Livets gang i det hyggelige »Lidenlund«

Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 side/logo

Foto: Arne Magnussen

Piet van Deurs, der stadig lever og bor i Espergærde, har skrevet denne beretning om sin tid som redaktionssekretær på Helsingør Dagblad i 1950'erne. Senere blev han kendt som programredaktør ved Danmarks Radio og især for mange tv-udsendelser om Danmarks historie og for den legendariske serie »Hvad er det?«

Ved Helsingør Dagblads jubilæum i 1992 overdrog jeg redaktionen to blyklodser med bladets »hoved« - kobberforhudet, som det hedder teknisk. »Helsingør« står der på den ene og »Dagblad« på den anden.

Byvåbnet midt imellem mangler. Det var på en tredje blyklods, men det har en eller anden neglet fra min reol i TV-Byen.

Klodserne skulle smides ud fra trykkeriet i bladhuset i Sct. Olaigade, fordi man var gået over til at tage et negativ-aftryk af hele avissiden og støbe den i bly. Så var der ikke mere brug for det kobberforstærkede, men alligevel ramponerede »hoved«, som gennem så mange år dagligt havde været gennem trykpressen.

Duerne på loftet

Klodserne havde blandt andet overlevet, at trykkeren kastede sin hammer ind i maskineriet i raseri over nogle satans duer, der havde deres dueslag i øverste etage af bladhuset.

De var også lidt besværlige at have med at gøre, når man - fra det gule bladhus med de skæve gulve i Sct. Olaigade - skulle hen over loftet med de aggressive duer for at nå over til sætteriet i bagbygningen med manuskripterne til dagens avis.

Første spadestik til Den hvide By i Espergærde: Arkitekt Per Christiansen, to fra kommunen, som vi mangler navne på, advokat Asger Berning, investor Hugo Fokdal og arkitekt Per Bruun.

Redaktørens stambord

I forhuset i Sct. Olaigade huserede redaktøren, når han ikke var ude for at lodde stemningen i byen nede på Borgerkroen, hvor flere af byens bedsteborgere havde stambord.

Det blev nu og da til et par håndskrevne noter. et tip til journalistelev Mikkelsen eller et korrektiv til, hvad vi havde skrevet dagen før. For nok skulle vi være meningsdannende, men man skulle nu heller ikke lægge sig ud med byens viise fædre – for slet ikke at tale om annoncørerne.

Af historisk interesse

Den nye redaktionssekretær kom til i en avisløs periode, hvor nyheder fra Ritzau blev hængt op i butiksvinduet i bladekspeditionen. Her passede den gamle bladejers faktotum, Frøken Lind, ellers det meste af abonnements- og annonceekspeditionen og vrissede lidt ad de nyankomne unge piger. Trofast og egenhændigt bundtede hun aviser til bladbudene, da avisen igen udkom.

Mangen helsingoraner-dreng har tjent de første lommepenge ved at bringe »lagenavisen« ud. Tømrermester Haldur Christiansen var en af dem, der med stolthed fortalte om sin tid på Dagbladet.

For den nye redaktionssekretær (Piet van Deurs - red.) var dette at komme til Dagbladet mere end en udfordring, og han var lige ved at fortryde, men blev dog hængende et par år. Med hans allerede dengang vågne interesse for det hedengangne, så blev årene på denne antikverede, men – har det jo vist sig – levedygtige avis alligevel en spændende udfordring.

Udfordringen bestod i at bringe en mere end gammeldags avis ind i dette århundrede med faktoren som kampfælle. Kurt Johansen, der siden startede Helsingør Maskinsætteri, var den, der indførte ny trykkeriteknik – i allersidste øjeblik.

Presseklubbens møder blev af indlysende grunde altid holdt på Wiibroe hos brygger Bjørn Madsen.

Hvor var nu »dugen«

Dagen begyndte meget tidligt - ned til byen sammen med skaren af morgenduelige værftsarbejdere. Maskinsætterne startede klokken seks og skulle have manuskripter til forside og bagside. De blev nemlig trykt først.

Mens det skete, gjorde man klar til side 2 og 3 med lokalstof og annoncer, som så kom i trykken, når for- og bagside var blevet vendt. Der var nemlig kun fire sider, men de var tilgengæld enormt store – derfor tilnavnet »Lagenavisen«.

Da siderne blev øget, og formatet samtidig blev mindre, så var der gamle abonnenter, som klagede. Onde tunger vil vide, at det var, fordi de anvendtes som dug, men det er selvfølgelig noget sludder og skal snarere tolkes som en indædt konservatisme hos avislæsere. Det gør det til lidt af en hovedpine at lave om – selv om det er til det bedre.

Staben dengang

Typograferne var hyggelige mennesker - en af dem særligt spændende, nemlig »Gamle Mikkelsen«, der engang havde været redaktør af en hedengangen konservativ Helsingør-avis.

Han var en begavet gentleman – for øvrigt bedstefar til byens meget originale journalist Birger Mikkelsen, der satte redaktionssekretæren grå hår i hovedet mere end én gang, men som nok er en af de mest begavede journalister, byen har fostret.

Men der var andre: Robert Corydon – fin stilist og endnu finere digter – den begavede Poul Jensen, nervøst tyndhudet, men lige så fint fornemmende nuancer i livet og byen, som vi andre ikke fik øje på. Han var også Falck-redder og på stationen kollega og god ven til den senere kongelige operasanger Ove Verner Hansen, og med i Helsingoraner-revyen var han også.

Der var bladindehaverens datter, Janne Normann, på kort, men markant gæstebesøg. Og Sven Skovmand, der med lige-på-og-hårdt-artikler fra det helsingørske Lidenlund fik sat gang i fejemøget og et par gange gav redaktøren kvababbelser.

Piet van Deurs anno 1958.

Lillebyens egen avis

For én, der kom fra et moderne, strømlinet dagblad, føltes det ofte som lidt af et mirakel, at den daglige avis udkom, og at den var cementeret i helsingoranernes bevidsthed.

Redaktør Hagelsten på Amtsavisen kunne gøre, hvad han ville, fra sit hjørne på Strandgade/Sct. Annagade – det var og blev Dagbladet, folk holdt og annoncerede i, for det var nu engang byens avis. Og det er det jo stadig – og til lykke med det, selv om man jo må håbe, Amtsavisen stadig vil udkomme, for det er aldrig godt med kun ét dagblad i en by.

By og land

Selv om brødrene Normann havde deres rødder i Det radikale Venstre, så mærkedes det ikke synderligt på den daglige avis, der gav rigelig spalteplads til forskellige politiske synspunkter. De var nu heller ikke markante i det Lidenlund, som Helsingør var dengang.

Hornbæk, Kvistgård og Espergærde lå i deres egen Tikøb Kommune, der økonomisk sad langt bedre i det under den navnkundige sognerådsformand og smedmester Karl Olsen – og beskedent holdt sine møder i den gamle villa »Radisen«, der senere blev først bibliotek og siden sæde for den nye storkommunes saneringsafdeling.

Amtsavisens lokalredaktør Johannes Hagelsten.

Én kommune, og dog

Sammenlægningen af de to kommuner skabte en del vrede og bitterhed hos beboerne i Tikøb Kommune over, at de skulle af med en kassebeholdning på mange millioner, der til gengæld faldt på et tørt sted i Helsingør Kommunes, da det blev en storkommune.

Nu er vi jo kommet mange udenbys til. Den gamle bondekommunes tyktflydende blod blev unægtelig tyndet op, da københavnerne opdagede Espergærde som charmerende »soveby« - og mere end det.

Men der er nok dem, der stadig føler, at kommunen fortsat er delt op i bye, sydkyst og nordkyst. Det havde politikerne også sans for i de mange år, når goderne skulle fordeles – og helst i alle tre hjørner.

Der er unægtelig sket meget, siden den energiske landsretssagfører Asger Berning fik Per Christiansen til at udvikle store dele af det moderne Espergærde på tegnebrættet – og fik én oppe fra Nordkysten, Hugo Fokdal, til at stå last og brast med ham om at tumle ideen igennem.

Berning havde prøvet det før – i mindre, men lige så imponerende målestok med Romerhusene. De blev bygget for boligforeningen Kingo, og dens formand nede fra Værftet gjorde, sammen med sin bestyrelse, store øjne ved afleveringsforretningen af prøvehuset.

Arkitekten Jørn Utzon havde nemlig møbleret det med havemøbler – og indkøbt et pund lakridskonfekt, som børnene dekorerede væggene med. Dengang kunne jo ingen vide, at Lin Utzon skulle blive verdenskendt kunstner.

Solide traditioner

Blandt disse mennesker, som førte an i sidste halvdel af 50'erne, var også den festlige turistforeningsformand »Stubben«, der var ven med hele byen og dårligt havde tid til at passe sin dyrlægepraksis.

Helsingør var en hyggelig udgave af dagbladet Politikens tegneserie om »Livets gang i Lidenlund«, og meget har overlevet tidernes skiften og nye generationer, selv om stilen nok er en lidt anden i dag.

I Borgerlig Jysk Forening og Skydeselskabet så man højtideligt paradere igennem byen med fane og gamle geværer og musik i spidsen – på vej til årets store begivenhed: Kongefugleskydningen – en reminicens fra Sundtoldstidens gloriøse dage.

Annoncørernes besøg

Blandt byens spidser var nogle annoncører, der selv mødte op for at se til, at alle udsalgstilbudene præsenterede sig, så kunderne faldt for dem.

Der var Lynhjem, der mødte op med bajere til typograferne, når den store annonce skulle sættes og appellere til byens kræsne ganer, og elegantieren af en indehaver fra Magasin HHHH, som forsigtigt begav sig op ad hønsestigen til sætteriet på førstesalen i baggården.

Sønderjyden Otzen tog også turen fra hjørnet af Stjernegade, og optikeren lige overfor, og alle de andre, der kendte hinanden, og som nød at indsnuse lugten af bly, tryksværte og rensebenzin – og som buldrede, hvis der var en fejl i den nytrykte avis. Men man holdt af den helt specielle atmosfære på Dagbladet – lidt gammeldags og meget fascinerende.

»Havnerunden«

Hver morgen var byens journalister på »havnerunden« - først hos kriminalassistenten nede på »Gården« (det var inden, man blev så fine, at man fik kommissærer) for at høre, hvad der var sket af indbrud og fylderier (og det var sjældent opsigtsvækkende).

Turen fortsatte op om Havnekontoret for at høre, hvilke skibe der havde passeret Kronborg. Det fyldte altid lidt i lokalspalterne, sammen med referaterne af gårsdagens begravelser, der var lidt af en plage for yngste journalist. Men alt bliver jo rutine, lige som biografanmeldelserne og besøget af pastor Bjerglund, der gerne lagde turen ned om Sct. Olaigade.

Brandinspektør Krieger var en elegantier, der trak i hvid uniform ved festlige lejligheder.

Presseklubben

Richard Bjerglund var selvskrevet medlem af journalistklubben til møderne oppe hos den navnkundige brygger Bjørn Madsen.

Nestor var lokalredaktør Hagelsten, hvis han da ikke var optaget af en »spids« om lokale vederværdigheder - eller af arbejdet i Logen en af de lejlighedssange, som den særprægede redaktør var en begavet storleverandør af.

Hagelstens førstemand var journalist Per Mossin, der på sine scooterture prøvede at indføre storby-journalistikken i sundbyen, men både i overført forstand og rent korporligt kolliderede med svingdøren med bladets nidkære lokale tillidsmand, snedkermester og menighedsrådsformand Kryger.

Det temperamentsfuldt inspirerende islæt i journalistskaren blev leveret af den tyrkiskfødte Nelie Auretøy, pressefotograf Arne Magnussen og de to fra »regeringsbladet« Social-Demokraten ikke at forglemme: Redaktør Eilertsen og journalist Jørn Træholt, der blev en kendt stemme på Radioavisen.

Pastor Richard Bjerglund var flittig gæst i bladhuset og fast deltager i presseklubben.

Stabelafløbningerne

Hver for sig var disse brave mænd aktører på byens lille scene, hvor den gavnkundige borgmester Sigurd Schytz var den, der – næsten patriarkalsk - stod for sceneriet.

Man traf dem, når de store begivenheder skulle dækkes – som Værftets imponerende søsætninger, hver gang et lige betagende syn, for Værftet og skibene var jo byens livsnerve. Ville det nu også gå godt denne gang – eller ville nybygningen havne ovre i Søndre Mole?

Det var et mystisk, næsten religiøst ceremoniel, der udspilledes, når direktør Steffensen egenhændigt kontrollerede nybygningen, inden champagneflasken knustes mod skroget, og det stolte skib blev døbt.

Nitterdrengene piftede, som de også gjorde det som »fast inventar« i Søstræde-revyerne, hvor brandinspektør Krieger var i hvid galla-uniform, hilsende galant på byens damer og honoratiores – og alle hidsigt klappede, da Bodil Udsen brillerede med »Fløjtetønden Victoria«.

De forsvundne huse

Det var en sorgens dag, da biografdirektør Haagen Petersen lod det gamle Helsingør Teater rive ned for at få en rigtig moderne biograf i beton. Men heldigvis overlod han originalen til Den gamle By i Århus, der nu har dette enestående klenodie.

Også Hollandske Mølle forsvandt, men hvorfor lod man den sidste af byens møller rive ned?

Andre gamle huse i bykernen fik samme triste skæbne - uden genopstandelse. Jeg tror, det begyndte i Stengade, hvor et stort pengeinstitut lod en smuk, gammel bindingsværksgård rive ned og i stedet opførte et nyt hus, der råber til himlen i den smukke husrække.

Men det må vel afskrives som fortids synder – som Ligbærerlavets fine gamle hus ved kirkegården, lige over for Sct. Vincentsøstrene. Også det forsvandt. Huset havde det ikke så godt, sagde man undskyldende – og så generede det sikkert trafikken.

Men hvor er den pragtfulde karet af en rustvogn, som stod i Ligbærerlavets hus? Fotografiet findes på Nationalmuseet, men hvor er selve vognen? Sådan én forsvinder jo ikke uden videre.

Avisen, der husker

De moderne pladser i begge ender af Svingelport konkurrerer med Sveasøjlen om at tage prisen for speciel smag, alle tæt på nogle af byens smukkeste huse. Der er jo vitterligt gjort meget fra byens side for de gamle bygninger, men der kan nu heller ikke gøres for meget – for den er jo ret fantastisk, vores by.

Det helsingoranske Lidenlund undergår ustandselig forandring. Det er ligesom ét langt stykke, hvor scenen ustandselig skifter, og de medvirkende - dem man kendte, dem man kender - passerer revy, indtager scenen, dominerer den nogle år - og forsvinder.

Men de registreres i avisen, og nostalgien blomstrer, når man får fat i en gammel årgang af Dagbladet. Godt, vi har Helsingør Dagblad til at fastholde øjeblikket.

I morgen er det allerede historie.

(Netop derfor er disse sidste afsnit af artiklen opdateret til virkeligheden i 2017. Piet van Deurs skrev den i 1992, og der er sket lidt i byen siden da - red.)

Læs flere fortællinger fra Helsingør Dagblads farverige historie.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 28. september 2017 11:15

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Petersen ure-smykker, 373613, 1724569, 25.000 visninger logo
kompost artikel, side og logobanner
Bruuns rengøring logo  25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger logo

Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

close-link

hovedmenu