Af Asger Lind Krebs

Før der kom kvinder på avisen

Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger side

Den senere tv-journalist Poul Zebitz Nielsen var journalistelev på Helsingør Daglad i begyndelsen af 60'erne. Det skrev han om i sin bog »Fra tv-reporter til sognepræst« - her i redigeret uddrag.

En augustdag i begyndelsen af 1960'erne kørte jeg fra Frederiksberg til Helsingør for at aflevere min ansøgning personligt til redaktør Peder Normann.

Han havde fået omkring 20 ansøgninger, fortrinsvis fra 18-19-årige, som lige er blevet færdige med skolen. Jeg var i midten af 20'erne og havde prøvet lidt af hvert. Normann bad mig om at gå en tur og gå hjem og skrive et par sider om turen, og næste dag blev jeg ansat.

Lønnen var 500 kroner om måneden, og jeg skulle arbejde som »føl« hos redaktionschef Sten Strube og have skrivebord over for ham.

- Kan De begynde på mandag? Om jeg kunne!

Poul Zebitz Nielsen har et helt kapitel om sin læretid i Helsingør i sin erindringsbog.

Helsingør Dagblad var dengang en eftermiddagsavis med deadline klokken 10 om formiddagen, så mødetiden for os journalister var klokken seks. Det var lidt hårdt.

Op lidt i fem, af sted i bil mod Helsingør, færdig ved 15-tiden, 40 km hjem til Frederiksberg – og så skete det jo ikke sjældent, at jeg skulle tilbage til Helsingør og dække en aftenhistorie, et politisk møde eller en teaterpremiere i Malmø eller noget helt andet. Men hvad. Jeg kunne lide det.

Der var tre unge all round-journalister på redaktionen.

Erik Ettrup, der med sin lette pen og formfuldendte sprog senere kom til Politiken både ude og hjemme og blev en »stor« tennisspiller.

Ivan Dich, der efter en tid på Svendborg Avis kom til Morsø Folkeblad, og som ofte efter en tur i byen om aftenen mødte op på redaktionen om morgenen og sang med basstemme »Jeg er en lille sangfugl« på en lidt ubestemmelig melodi, som hans bror, folkesangeren Per Dich, nok havde studset lidt over.

Samt Keld Jørgensen, som spiste sild af en dåse til frokost og senere kom til Børsen og fik en datter, der hed Klinker, som senere blev kendt sammen med figuren Hugo i »Elevatoren« på tv - og lærte en prins at kende i 1990'erne. Desuden var der Birger Mikkelsen, en stor mand på alle måder, der med sprudlende pen tog sig af det lokalpolitiske med småture i byen om formiddagen og møder om aftenen.

Læs flere personlige beretninger fra Helsingør Dagblads farverige historie.

Korrekturlæseren

Sten Strube, venlig redaktionssekretær af navn og redaktionschef af gavn, havde et rigt sprog, og jeg husker især den spids« (leder), han skrev i avisen dagen efter, at præsident Kennedy blev myrdet i november 1963. Jeg klippede den ud, satte den i glas og ramme, hængte den over mit skrivebord derhjemme og læser den af og til den dag i dag.

Peder Normann udgav avisen sammen med sin bror, senere grønlandsminister A. C. Normann, og så var der organisten ved en af byens kirker som korrekturlæser. Bernhard hed han. En høflig, lidt tyndhåret lille, ældre herre med sans for humor, som dukkede op på redaktionen et par timer om formiddagen, før dagens avis skulle gå i trykken.

Redaktør Sten Strube flygtede i 1943 til Sverige, hvor han blev korporal i Den danske Brigade, 1 Bataillon i Håtunaholm. Broderen Fritz Strube tog dette billede, da brigaden blev modtaget på Axeltorvefter befrielsen. Den unge kvinde er Esther Jacobsen, datter af tobakshandler Jacobsen, Ego, på Stengade. (Kopi fra Helsingør Kommunes Museer)

Avisen uden kvinder

Vi var ikke forvænt med kvinder på Dagbladets redaktion. For at sige det lige ud – der var kun ansat mandlige journalister, som i det meste af den danske medieverden.

Det var egentlig ikke noget, vi diskuterede så meget – sådan var det bare, for det var jo kvalifikationerne, der var afgørende for en ansættelse, mente vi mænd konstaterende og skænkede ikke begrebet diskrimination en tanke.

Men der var kvinder på vej, og det var gode historier, når de fik topposter.

Da journalist Eva Ree invaderede Danmarks Radios mandeverden og blev chef for P3 i 1963, var det en fin historie i vores avis – selv om vi havde lidt svært ved at finde den lokale vinkel på denne datter af den kendte bladchef i Esbjerg, Knud Ree. Men der skulle komme flere af hendes slags, skulle der – og heldigvis for det.

(Zebitz kunne jo ikke vide, at Eva Ree mange år senere blev beboer på Lille Odinshøj i Ålsgårde og dermed »lokal« - red.).

Både små og store ind- og udenlandske nyheder dominerede stadig forsiden i den lokale avis. Poul Zebitz Nielsen skriver i sin bog, at »kun meget store indenlandske eller udenlandske nyheder kunne fortrænge en god lokalhistorie fra forsiden«.

Dyk i bladhusets arkiv viser dog, at en historie som »Byrådet fravælger bibliotek« viser sig at være fra Aalborg. Der var stadig kun få lokalhistorier blandt forsidens daglige otte-ti artikler.

Blandt dem fremhæver Poul Zebitz Nielsen en stribe af tidens største forsidenyheder:

- da Gagarin fra Sovjet som det første menneske kom i rumfart om jorden 12. april 1961
- Østtysklands opførelse af Berlinmuren 13. august 1961

- Marilyn Monroes død 5. august 1962
- Jens Otto Krags første statsministerpost 29. august 1962.

- togrøveriet i England med udbytte på 50 millioner kroner i august 1963

- mordet på præsident Kennedy 23. november 1963.

 Den lokale vinkel

Selv skrev vi lokalhistorier og atter lokalhistorier og drejede og vinklede for at få lokale kommentarer fra folk i vores dækningsområde til landsnyhederne, fortsætter Zebitz' beretning:

Der var for eksempel noget, der lignede computeren på vej. Det gav en lokalhistorie med chefen for folkeregistret i Helsingør og overskriften »Elektronmaskinerne regner ikke med navne«.

»Unge hjem« i Espergærde var en aktiv forening med gode foredragsholdere til aftenmøderne, som jeg ofte dækkede, og i efteråret 1963 talte generaldirektør Hans Sølvhøj fra Danmarks Radio om, at folks passivitet er en farlig ting:

- Man bør følge med i, hvad der sker rundt omkring og tage selvstændig stilling til problemerne, være aktive for at løse dem, understregede han.

En anden aften holdt den fra tv så kendte dr. Ingvald Lieberkind foredrag om dyr. Det gav jeg overskriften »Tyren kan ikke se rødt, og den dansende slange er døv«.

Strube havde efterhånden færre og færre bemærkninger til mine manus, og der gik ikke længe, før han nøjedes med at skimme dem hurtigt igennem – og kun yderst sjældent kom han nu med forslag til rettelser.

En eftermiddag, da vi var alene på redaktionen, kom vi til at snakke om Anden Verdenskrig. Jeg fortalte Strube, at jeg faktisk godt kunne huske den tid, selv om jeg kun var ni år ved befrielsen.

Det viste sig, at Strube som redaktør på Dagbladet havde ført en så anti-nazistisk linje, at han havde været nødt til at flygte til Sverige i oktober 1944 – og det var ikke uinteressant at høre om.

Samtalen endte med, at jeg skulle lave en helsideshistorie om »flugten til Sverige« under krigen, og at den selvfølgelig skulle gøres lokal. Strube foreslog, at jeg interviewede bogbindermester Erling Kjær om emnet. (Interviewet er gengivet i bogen - red.)

Når en ambulance eller brandbil kørte tudende gennem byen, var Erik Ettrup som regel den, der var hurtigst til at ringe til Falck og spørge »Hvad tuder I for?«, mens en af os andre fik fat i vagthavende på politistationen. Når vi ved middagstide havde fået dagens avis op på redaktionen og læst den, skete det af og til, at vi var nogle stykker, der gik til frokost på en ganske særlig måde.

Vi havde pressekort, som blandt andet gav fri sejlads på bådene mellem Helsingør og Helsingborg – og da vi fik mad og drikke til ret rimelige priser, indtog vi vor frokost om bord på en af bådene.

Vi gik ikke i land i Sverige. Vi blev ombord og nød vores frokost med toldfri øl og snaps.

Sommetider kunne vi klare den på én tur frem og tilbage mellem Danmark og Sverige, sommetider blev det til en del ture, før vi vaklede i land og rundede redaktionen, før vi holdt fyraften.

Journalist Erik Ettrup markerede sig med et formfuldendt sprog og blev en god tennisspiller. (Foto: Arne Magnussen)

Konkurrenterne

Helsingør havde knap 30.000 indbyggere dengang med flere aviser, der i det daglige lå i skarp konkurrence rent nyhedsmæssigt – bl.a. var der den socialdemokratiske Sjællands-Posten, senere Aktuelt, med Jørn Træholt som redaktør, indtil han kom til Radioavisen i 1965 og fik en godt 30-årig karriere dér.

Vi konkurrerede på nyheder, men var samtidig gode kolleger, som hjalp hinanden, hvis der var behov for det. Større historier med pressemøder var vi i sagens natur fælles om, men med forskellige indfaldsvinkler og nyhedsplot.

Journalist Ivan Dich gik broderen Per Dich i bedene med fuldtonig morgensang. (Foto: Arne Magnussen)

Øresundsvisioner

Det gjaldt for eksempel historien om oprettelse af et Øresundsråd, som med svensk og dansk deltagelse skulle finde frem til den bedste placering af en kommende bro mellem Sverige og Danmark.

Rådet blev etableret i efteråret 1961, og jeg lavede en trespaltet historie med følgende indledning:

»Uanset, hvor Øresundsbroen kommer til at ligge, vil der i løbet af ikke så mange år opstå en svensk-dansk øresundsby. Befolkningstallet stiger, og flugten fra land til by vil fortsætte. Det bevirker, at omkring århundredskiftet vil øresundsbyen på ca.fire millioner mennesker være en realitet. De fire millioner indbyggere vil være fordelt med tre millioner vest for sundet og ca. én million øst for sundet.«

Visioner var der, også inden for andre væsentlige områder. Øresundsrådet påpegede for eksempel, at vandet i Øresund var meget kraftigt forurenet, fordi man ledte urenset kloakvand ud i sundet, hvilket burde have fået politikere og også os journalister til at reagere, men forureningen var mærkelig nok noget, alle tog for givet dengang.

Det var først i marts 1969, at miljøbevægelsen kom til Danmark, og i 1971, at den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag dannede regering med landets første miljøminister, Jens Kampmann.

Jeg havde det som en fisk i vandt på Helsingør Dagblad. Snusede nyheder op, fandt store og små lokalhistorier bag notitser i andre aviser, sprudlede af idéer på improviserede redaktionsmøder og begyndte både at lave politiske kommentarer og af og til en leder.

En dag fik redaktionen en pressemeddelelse om en Helsingør-pige, fotograf Rita Kristjansen, som tog springet fra bestyrer af en Kehlet-fotoforretning til popsanger i gruppen »Quintesserne«.

God lokalhistorie, som jeg »satte« mig på. Interview i fotoforretningen og om aftenen til pressemøde, det vil sige drinks ad libitum, søde piger, der skænkede op, og alt det dér hos pladeproducenten i en stor villa i Hellerup.

Jeg kørte i egen bil til og fra festen, som først sluttede ud på natten, så jeg mødte derfor lidt sent på redaktionen i Helsingør næste morgen.

Til samtale hos politiet

Alle på redaktionen så alvorlige ud, og Erik Ettrup sagde »De har ringet henne fra politistationen. Du skal melde dig til vagthavende. Han vil gerne tale med dig om din bilkørsel i nat.«

Jeg huskede ikke noget specielt om min bilkørsel, men gik hen på politistationen og fik fat i vagthavende, der så uforstående på mig.
- Jo, ser du, jeg havde godt nok fået lidt at drikke, men... Jeg stoppede op. Der var noget galt. Den vagthavende politimand bare så på mig, og jeg sporede tendens til en anelse smil.
Selvfølgelig. En practical joke.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 4. oktober 2017 14:50

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Petersen ure-smykker, 373613, 1724569, 25.000 visninger logo
Madam Sprunck, Kunde nr. 220955, Ordre nr. 1725351, 25.000 visninger logo/side
Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger logo
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger side/logo

Hornbæk Dyreklinik, Kunde nr. 397804, Ordre nr. 1724863, 30.000 visninger

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

close-link

hovedmenu