Af Asger Lind Krebs

John Bechs første møde med det gamle bladhus

Prøvestenen logo/side/artikel banner

John Bech tiltrådte som redaktionschef 1. maj 1973. Her begynder han sin fortælling om byen og bladhuset og dets mennesker i 70'erne og videre frem. Som man vil se, var der ikke sket meget de sidste ti år.

Helsingør Dagblads redaktion havde dengang stadig til huse i to små lokaler på første sal i Sct. Olaigade 27. Man kom derop ad en stejl og godt slidt trappe nede fra porten, og den første dør, der mødte én, var toiletdøren.

Til højre kom man ind i redaktionens lokaliteter, hvor lyset kom fra de to vinduer ud til gården. Nærmeste nabo, som man kunne se ned til, var værtshuset Hjorten, som i en snæver vending blot blev kaldt »Dyret«.

I det første lokale sad eleverne Svend Hermansen og Palle Schneider sammen med Poul Støvring, og i det bageste tronede Birger Mikkelsen tungt med ryggen mod en væg, der var helt dækket med gamle, brune årgangsbøger, godt imprægnerede af årtiers tobaksrøg.

Skrivebordene var gamle og slidte, og væggene havde ikke fået ny maling i lange tider.

Læs flere personlige beretninger fra Helsingør dagblads farverige historie.

Spejlvendte sider

Jeg fik anvist plads over for Mik, og mellem os havde vi – vist som de eneste – hver sin telefon og dertil journalistens vigtigste værktøj: saks og klister.

Klisteret var gummiarabicum i flasker med en gummitut. Når man trykkede den mod papiret, afsatte den en stribe lim på papiret. Saksene var af den langnæbbede slags.

Ad en trappe i hjørnet kunne man komme ned i ombrydningen, hvor siderne blev sat op med negative film, men snart efter gik vi over til papirmontage. Det gjorde det hele noget lettere, for ganske vist var jeg vant til at læse spejlvendt sats i »skibene« på Sjællands Tidende. Det med film var nyt for mig.

Sætteriet med sættemaskinerne stod på første sal i baghuset, og jeg var vist kun derovre et par gange i mine halvandet år i Sct. Olaigade. Ved sættemaskinerne residerede vistnok stadig maskinsætter Richard Hansen, eller også talte man bare om ham med veneration.

I den anden ende af huset – ud mod gaden – var der dels redaktørkontor, dels skrivestue, hvor damerne sad og lavede hullestrimler til sættemaskinerne, og hvor korrekturlæserne »Mary Lou« og Bent Stenderup også holdt til.

I begyndelsen brugte jeg en regnemaskine til at styre dagens linjer til avisen.

Redaktør på udgang

Redaktørkontoret var faktisk hyggeligt med udsigt til bylivet udenfor. Gulvet var godt nok lidt skråt, men tæppebelagt, og der stod et skrivebord, hvor A. C. Normann tog plads, når han med dages mellemrum kiggede indenfor i bladhuset. Han var stadig chefredaktør, da jeg tiltrådte som redaktionschef.

A. C. Normann var indsat i Horserød, da jeg skulle tiltræde min stilling. Han afsonede 30 dages hæfte for den fatale dødsulykke, der også kostede ham folketingsmandatet. Men den dag havde han fået fri for at byde mig velkommen, ledsaget af en fængselsbetjent.

Jeg var ved en senere lejlighed på besøg i Normanns celle i Horserød. Det regnede forskrækkeligt den dag, og midt på cellegulvet stod en spand, der opsamlede regnvand fra et hul i taget.

- Det må De endelig ikke skrive noget om, formanede den forhenværende minister.

- De er så flinke mod mig herude.

I John Bechs første år på HD var A. C. Normann redaktør, men han kom kun på besøg engang imellem.

Journalist og politiker

Jeg besøgte siden Normann flere gange i hyggeligere omgivelser, nemlig i hans imponerende store hus, Bergmansdal ved Strandvejen. Han ville selvfølgelig høre, hvordan det gik på bladet, og ellers snakkede vi om nogle af hans oplevelser som journalist og politiker.

Han havde to idoler, som han tit vendte tilbage til, nemlig politikeren Scavenius og digteren Jørgen Nielsen, som han havde været elev sammen med på Venstres Folkeblad i Ringsted. Scavenius beundrede han, og han mente, at han var blevet uretfærdigt behandlet efter besættelsen.

I øvrigt skænkede han os som regel en stor whisky hver, og den blev serveret uden vand. I hvert fald uden vand med brus i, for det havde en læge advaret ham imod.

Normanns hjem gjorde et stort indtryk på mig, for det myldrede med malerier af nogle af de største danske malere.

Flaget er hejst, Dagbladet er på gaden.

»De små blade«

Når den forhenværende minister kom, som altid nobelt klædt i sort tøj og med hat og slips, var proceduren altid den samme:
Han begyndte med at spørge efter »de små blade«. Dermed mente han Ekstra Bladet og B.T. Som regel kunne vi ikke finde dem og måtte sætte en eftersøgning i værk, og jeg har tænkte dengang på, at interessen for de kulørte formiddagsblade harmonerede dårligt med den fine, ældre politiker og hans respektindgydende ydre.

Det var minimalt, hvad Normann blandede sig i redaktionens arbejde. Enkelte gange havde han en håndskrevet leder med hjemmefra, men det skete vist kun to-tre gange. Ellers handlede mine samtaler mest om økonomiske og personalemæssige spørgsmål.

Lige så hyggelig, A. C. Normann var at snakke med om politik, historie og hverdagsagtige ting, lige så forretningsmæssigt og formelt blev hans udtryk, når det handlede om økonomi. Da jeg kom til, havde han lige solgt Helsingør Dagblad til Berlingske, og han var meget optaget af, at vi sparede mest muligt, så de ikke fik indtryk af at have købt katten i sækken.

Længe holdt Normann således fast ved, at nu, hvor jeg var blevet chef, havde jeg ikke længere krav på en pensionsordning. Det endte dog med, at han gav sig.

Hjælp til den nye mand

I begyndelsen af 70'erne var der kun tre uddannede journalister, men fire journalistelever på Helsingør Dagblad. Samtidig var der i alt syv medarbejdere i annonceafdelingen og ti i administrationen.

Jeg overtog stillingen som redaktionschef efter Kresten Tommerup, som loyalt havde beskrevet arbejdsgangene for mig i efterladte papirer, så jeg ikke stod helt på bar bund.

Men ellers kunne jeg jo støtte mig til Birger Mikkelsen, Mik, som havde været på bladet siden 1954. Han var som indfødt helsingoraner en guldgrube af viden. Jeg lærte ham også hurtigt at kende som en dygtig skribent med en enorm historisk viden om sin by.

Mik kunne bedre end nogen overlevere bladets og byens ånd til den nye mand. Han lærte beredvilligt fra sig om det, der virkelig betød noget, hvis man ville begå sig i Helsingør: at det hed »på Stengade« og ikke »i Stengade«, at man kun måtte drikke Wiibroe, og at der var stor forskel på at være helsingoraner og at være helsingørsk.

De kulturradikale

Det blev hurtigt klart for mig, at der omkring Mik og redaktør Peder Normann havde været et miljø, der i perioder havde været mere kulturradikalt og kunstnerisk, end man kunne få indtryk af ved at læse avisen.

Der var tider, hvor Mik nærmest holdt hof for folk som arkitekt Sandholt, grafikeren Povl Christensen, digteren, maleren og journalisten Robert Corydon med flere. Corydon havde i sin tid selv været ansat på Dagbladet og boede stadig i Borsholm.

Man fortalte mig, at det i årevis i praksis var Mik, der bestyrede redaktionen, når Peder Normann var draget af til »klubben« - Skydeselskabet på Stengade eller »Den høje stue« på Borgerkroen.

Lynskriveren Mik

Mik sad over for mig, bred og mægtig og iført gråt jakkesæt og slips, røg cigarer af mærket Caminante og havde en forkærlighed for Wiibroes flagbajer - diskret anbragt på gulvet bag skrivebordet.

Og så skrev han. Han skrev på rekordtid historiske artikler, der kunne fylde hele sider, hvilket der ikke sjældent var brug for. Det gjaldt navnlig om fredagen, når vi også skulle lave lørdagsavisen, der udkom som formiddagsavis med op til 12 store sider.

Det eneste, vi kunne nå lørdag morgen, var at tjekke med politiet og ringe »Nyt fra havnen« og »Rundt Kronborgpynten« hjem og rende en tur ned til Torvet for at hente de aktuelle priser på suppehøns og gulerødder.

Mest blev Mik dog nok berømmet for sine byrådsreferater. I hvert fald af politikerne. For med sin fyldepen i lynhurtig glideflugt over blokken fik han skrevet alt, hvad de sagde. Det var referater i ordets bedste forstand, velskrevne og præcise, men temmelig langt fra moderne journalistik.

Da vi efter Miks tid begyndte at skrive om kommunalpolitiske sager enkeltvis og behandlede dem journalistisk, var det noget af en revolution, og de gamle politikere mente éntydigt, at Mik havde gjort det bedre.

Regnemaskinens korte liv

På Sjællands Tidende, hvor jeg havde været redaktionssekretær indtil 1973, havde en tidligere chefredaktør indført regnemaskiner på redaktionen. De skulle bruges til holde regnskab med antallet af linjer, efterhånden som de blev afleveret til teknikken. På den måde kunne man få en oversigt over, hvornår stoffet blev ekspederet. Hensigten var at få det rigtige ”flow” i produktionen.

Derfor bad jeg som noget af det første om at få en gammel regnemaskine stillet til rådighed fra kontoret. Men det holdt ikke ret længe, så måtte jeg give op og gå over til en mere primitiv registrering af, hvad der blev afleveret og hvornår.

Det var svært at nå det hele inden deadline om formiddagen, og vi var da også ofte sent på den. Men når det sidste punktum endelig var sat, kunne jeg løbe ned ad trappen til typograferne.

Manden med saksen

I begyndelsen var typograferne ikke meget for, at jeg stod og kiggede dem over skulderen, for ikke at tale om, når jeg blandede mig i ombrydningen. Det var de tilsyneladende ikke vant til.

Faktoren hed Flemming Hansen dengang. Han var hurtig på aftrækkeren, når han kunne se, at vi var for længe om det med en side. Så kom han farende og klippede brutalt i en artikel uden større finfølelse for, om det nu også var det rigtige sted.

Jeg forstod ham sådan set godt, men min opgave var jo at forbedre avisen, og så kunne vi jo ikke bare fortsætte med at gøre, som man altid havde gjort.

Trykkefaktor Henning Petersen styrede med sikker hånd Goss Community offset-maskinen - både i Fiolgade og senere på Fabriksvej.

Bedaget genbrug

På ét område var Helsingør Dagblad forud for mange andre lokalaviser på den tid: Der var altid lokalstof på forsiden.

Nu drejede det sig om at få det til at se lidt mere indbydende ud.

I begyndelsen klarede jeg det ved hjælp af rammer med såkaldte »skræp« for indholdet. Det er et fagudtryk for små appetitvækkere til artikler inde i avisen, og det gav dog i det mindste lidt hold på siden, så den ikke bare var præget af de forhåndenværende søms princip.

Men der var unægtelig meget uaktuelt stof i avisen dengang. Sætteriet kunne simpelthen ikke overkomme at sætte Ritzau-stof i det omfang, som vi havde brug for.

På forsiden var indholdet dog stort set fra samme dag, men store dele af den øvrige avis bestod af artikler, som var klippet ud af andre aviser, fortrinsvis den ligeledes radikale Roskilde Tidende. Det betød, at meget landsstof var to, tre eller fire dage gammelt, og desuden var skriftbilledet helt anderledes end i de artikler, som vi selv havde sat.

Avisen skal ud!

Når sidste side var færdig, skulle de færdige film over i trykkeriet, som lå i Fiolgade. Det sørgede vores bud, Søren Schubell, normalt for, men det skete også, at en af os fra redaktionen skulle afsted.

Det hastede altid, så for at skyde genvej løb vi ind gennem porten i den gamle købmandsforretning i Sudergade og via købmandskonens have over til den gamle hvidtølsfabrik, hvor faktor Henning Petersen herskede. Så råbte konen efter os og skældte ud, men hvad udsætter man sig ikke for, når avisen skal ud?

Trykkeriet var en verden for sig, og Henning ledede det med stor autoritet. Hvad der foregik derovre, skulle ingen blande sig i. Det var i hvert fald den fornemmelse, jeg og de fleste andre på bladet havde.

Men hos Henning og hans Goss Community var trykningen nu også i gode hænder, og det store budkorps af piger og drenge kunne – mere eller mindre forsinket - strømme ud i byens gader med endnu en udgave af byens avis.

Søren Schubell var HD's lynbud i 70´erne.

Redaktøren som bud

Budene blev styret af Børge Andersen, som senere blev akkvisitør (abonnementssælger) for avisen. På en af hans ture i byens opgange fulgte jeg ham for at høre hans argumenter til fordel for avisen – og omvendt folks argumenter for ikke at holde den.

Her gik det op for mig, at hvis nogen sagde »Der står jo ikke noget i avisen«, så var det fødselsdagsomtaler, nekrologer og andet personalia, de mente.

Endnu vigtigere var det dog, om avisen udeblev for ofte. Det lagde jeg mig på sinde, og derfor ilede jeg i alle årene med selv at køre ud med avisen til folk, som ringede hjem til redaktøren privat, når budet havde svigtet.

Dermed fulgte jeg i Peder Normanns fodspor. En anekdote fortæller, at da Kresten Tommerup lige var blevet ansat som elev og havde fået bevilget et avisabonnement, udeblev avisen en af de første dage.

Altså ringede den nybagte elev til avisen for at klage. Og hvem kom så med avisen? Det gjorde såmænd hans chef, redaktør Peder Normann selv.

Bodsgang med taxabon'er

Avisens ekspedition og annonceafdeling lå i stueetagen i Sct. Olaigade. På kontoret var det Betty Bøgh, der var den ubestridte leder, som der stod stor respekt omkring.

For mit vedkommende holdt den respekt sig lige til fru Bøgh gik på pension. En bogholder skal man altid holde sig gode venner med i et lille firma. Det var hende, der sad på pengene, og som jeg i første omgang skulle aflevere bilagene til, når en af journalisterne havde påført os en udgift.

Jeg havde ustandselig dårlig samvittighed over, at jeg var bagud med at attestere taxa-boner, for jeg syntes jo også, at vi brugte alt for mange penge til det formål. De kunne vel cykle, kunne de ikke?

Jeg var De’s med Betty Bøgh længe efter, at alle andre i bladhuset var blevet dus. Men vi blev ikke desto mindre rigtig gode venner, som årene gik.

Betty Bøgh havde fuldt styr på administrationen.

Fint skal det være

I annonceafdelingen residerede annoncechef Lehmann, der for nylig havde afløst den driftige Michael Steen Sørensen, som var kommet til Jyllands-Posten. Lehmann var en fin mand, for han havde været reklamechef i stormagasinet Messen i København.

Måske kunne han ikke helt vænne sig til tanken om, at han nu var havnet i væsentlig mere beskedne forhold. Jeg husker, at han på et møde i samarbejdsudvalget rejste spørgsmålet om nogle avisstakke på en hylde i hans kontor. Nu havde han – jeg ved ikke hvor mange gange – bedt budet Søren om at fjerne dem, og han havde stadig ikke gjort det.

Det morede vi os en del over, for alle andre vidste, at hvis man var træt af at se på en stak aviser, så kunne man jo bare selv fjerne dem.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 5. oktober 2017 15:21

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger logo
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. side/logo
Madam Sprunck, Kunde nr. 220955, Ordre nr. 1725351, 25.000 visninger logo/side
HF Byg 353825 1723481  logo 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19
AH modegarn 39169 1723845  top 40.000 win win 1. maj 18-1. maj 19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu