Af Helsingør Dagblad

Da Helsingør Dagblad kæmpede for livet

Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Side/logo

Af John Bech

Det Berlingske Hus ejede Helsingør Dagblad i seks år med en række store underskud. I 1979 var det slut. Berlingske kastede tøjlerne, og medarbejderne fik to måneder til at redde avisen.

Det Berlingske Hus købte Helsingør Dagblad af A. C. Normann i 1973. Det skete i løbet af den måned, der gik fra min ansættelse som redaktionschef til min tiltrædelse 1. maj.

Jeg læste om handelen i avisen og var unægtelig noget overrasket, men uventet var det ikke.

A. C. Normann var en ældre mand, som ovenikøbet havde været igennem en personlig krise, da han efter dødsulykken på Kongevejen blev kendt skyldig og blev stemt ud af Folketinget med en hæftedom hængende over hovedet. Desuden var det kun nødtvunget, at han i 1972 havde overtaget ledelsen af bladet efter broderen Peder Normanns død som kun 60-årig.

Det var altså en lettelse for ham, da Berlingske viste sig interesseret i at overtage det lille bladhus i Sct. Olaigade.

En middagsaftale

Selve aftalen kom i stand, efter at Normann ved en middag var kommet til at sidde ved siden af Nele Poul Sørensen og betroede hende sit ønske om at sælge Helsingør Dagblad.

Nele Poul Sørensen var redaktør af Søndags BT og skabte kontakt med chefredaktør Svend Aage Lund på Berlingske Tidende. Resultatet blev, at Helsingør Dagblad blev en del af Berlingske-koncernen.

Hvad Berlingskes motiv egentlig var for at købe en lille lokalavis, står hen i det uvisse. Men koncernen ejede i forvejen Randers Amts Avis og Jydske Tidende, så ukendt med avisdrift i provinsen var man ikke i Pilestræde.

Flytningen til Fabriksvej

Organisatorisk blev Helsingør Dagblad placeret under De Berlingske Omegnsblade, og det er vel tænkeligt, at man har set nogle udviklingsmuligheder på ugebladsmarkedet i Nordsjælland.

Disponent Ole Stæhr, der var leder af Omegnsbladene med basis i Lyngby, fik overdraget den forretningsmæssige ledelse af Helsingør Dagblad.

Hans første opgave blev at flytte avisen ud fra bymidten. Der var nemlig et ønske om at få samlet bladhusets aktiviteter på én adresse, og en kommunal byplanvedtægt hindrede, at det kunne ske i centrum.

Det lykkedes at finde en egnet bygning, nemlig den tidligere lampefabrik Quality Systems’ ejendom på Fabriksvej 20. I september 1974 skete udflytningen fra henholdsvis Sct. Olaigade og det tidligere hvidtølsbryggeri i Fiolgade, hvor trykkeriet havde haft til huse.

Trykkefaktor Henning Petersen, der blev udnævnt til driftsleder, var den centrale person i den komplicerede flytteproces. Ole Stæhr kom en gang om ugen, somme tider hver fjortende dag, og gik en runde i huset med spørgsmålet »Hvordan går det?«

Det var næppe den mest hensigtsmæssige måde at drive virksomheden på, og på et tidspunkt blev der da også ansat en lokal forretningsfører, Leif Hansen.

To måneders frist

Men nogen guldgrube blev det ikke for Det Berlingske Hus. I de følgende seks år gav Helsingør Dagblad med en enkelt undtagelse underskud hvert år.

Samtidig havde officinet i Pilestræde i stigende grad sine egne problemer at koncentrere sig om. Ønskerne om at effektivisere den tekniske produktion blev mødt med typografstrejker, og det udhulede økonomien i den engang så magtfulde koncern.

Derfor trak de mørke skyer også sammen over Helsingør Dagblad, og den 1. maj 1979 sprang bomben:

Direktørerne K. B. Nielsen og Erik Jensen bekendtgjorde ved et personalemøde i det store redaktionslokale, at avisen og arbejdspladserne ville blive nedlagt 1. juli, hvis der ikke inden da var fundet en interesseret køber til bladhuset.

Den sørgelige besked til læsere og annoncører. Medarbejderne nåede også at få fyresedlen i hånden.

Med fløjlshandsker

Den konkrete begrundelse for Berlingskes beslutning var dels underskuddet på 1,4 millioner kroner i 1978, dels udsigten til en udskiftning af offset-rotationen inden for de nærmeste år.

Man kan måske undre sig over, at der blev givet et varsel på to måneder, inden truslen skulle effektueres. Det er ikke normalt ved avislukninger. Da Politiken lukkede Roskilde Tidende, skete det fra den ene dag til den næste.

Berlingske behandlede altså Helsingør Dagblad meget lempeligt.

Chefredaktør Aage Deleuran betroede mig i øvrigt, at hvis det ikke havde været for Helsingør Dagblads vellykkede overgang til magasinformat og en pæn oplagsfremgang i det sidste år, var avisen blevet lukket straks.

B.T.-konflikten lammede Det berlinske Hus i hele første halvdel af 1977, og det fik følger for Helsingør Dagblad – ikke kun i form af en strejke, der blev kompenseret med daglige vægaviser til læserne.

»Projekt Dagblad«

Beskeden om, at sikkerhedsnettet var trukket væk, var naturligvis et chok for medarbejderne, men det vendtes snart til beslutsomhed. Vi oprettede en »situationens generalstab«, som med hjælp fra advokat Ole Langemark tog fat på en række initiativer.

Først og fremmest blev der optaget forhandlinger med Berlingske Hus om prisen for at overtage virksomheden, og man var meget imødekommende. Medarbejderne fik tilbudt hele butikken for 700.000 kroner, men der skulle desuden sikres en måneds lønninger, så det samlede kapitalkrav var 1,5 millioner kroner.

Ole Langemark foreslog en konstruktion bestående af et kommanditselskab til at overtage produktionsapparatet og et aktieselskab til at forestå driften.

På folkeaktier

På det grundlag forsøgte man at rejse den nødvendige kapital. Først skulle medarbejderne binde sig for 5000 kroner hver, og resten søgtes tilvejebragt ved salg af folkeaktier à 250 kroner og ved hjælp af større lokale investorer, blandt andet de lokale pengeinstitutter.

Meningen var ikke, at det skulle være en egentlig medarbejderejet virksomhed, og ideen om kollektiv ledelse blev afvist. Det nye ejerskab skulle være så bredt funderet som muligt, og virksomheden skulle ledes på traditionel vis.

Som jeg selv fastslog flere gange i processen, var tanken med redningsaktionen, at det i hvert fald ikke skulle være medarbejderne, der lukkede Helsingør Dagblad. Lokalsamfundet skulle have en chance for at vise sin interesse for at bevare den lokale avis.

Dette blev også understreget ved et borgermøde om avisens fremtid den 10. maj 1979, hvor en tætpakket sal i Folkets Hus på Stengade gav opbakning til projektet.

De næste dage skulle vise, at helsingoranerne i den grad sluttede op omkring deres avis. Man kunne tegne sig for køb af folkeaktier i de lokale pengeinstitutter, og mange stod i kø for at komme til at skrive under.

Leif Hansen var forretningsfører frem til krisen i 1979.

Hold gryden i kog

Der blev tegnet folkeaktier for cirka 250.000 kroner, men selv om man dertil kunne lægge medarbejderaktierne, var det langtfra nok til at leve op til Berlingskes rimelige krav. De lokale pengeinstitutter sagde nej til at investere, og der meldte sig ingen andre større investorer.

Det var en travl tid for alle, der var engageret i forsøget på at få avisen til at overleve, for samtidig med bestræbelserne på at skaffe penge skulle der udarbejdes vedtægter, opstilles budgetter og søges efter en ny forretningsfører eller direktør som afløsning for Leif Hansen, der på dette tidspunkt var holdt op.

Sideløbende drejede det sig om at holde gryden i kog ved daglige artikler om krisen i avisen, og om folkeaktierne. Vi tilstræbte naturligvis den størst mulige åbenhed om processen.

I tilgift hertil skulle vi besvare spørgsmål fra de andre medier, som interesseret fulgte eksperimentet. Det blev i øvrigt også fulgt af to studerende ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi ved Handelshøjskolen, og de udgav i oktober samme år en omfattende rapport om forløbet.

Uvished til det allersidste

Men det gik altså ikke, og det måtte vi meddele Berlingske. Derefter måtte vi gå ud fra, at avisen som bebudet ville blive lukket den 1. juli.

Vi hørte intet i dagene op til månedsskiftet, og da vi gik i gang med avisen til den sidste lørdag i juni, anede jeg som redaktør ikke, om det ville blive den allersidste udgave. Derfor ringede jeg til bestyrelsens formand, chefredaktør Aage Deleuran, der vist befandt sig i sit sommerhus.

Hans svar var tøvende, men han mente nu ikke, at vi behøvede at skrive farvel-artikler. Noget var undervejs – vi skulle se tiden an weekenden over.

Svaret kom om mandagen. Et konsortium havde købt Helsingør Dagblad for at drive det videre. Den historie følger.

Artiklen sidst ændret: 9. oktober 2017 10:48

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
HF Byg 353825 1723481 top 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

Job i Nordsjælland

rafn-woldsen, Ordre 1725631,  kunde 275797, 25.000 visninger side
Viridis 25.000 visninger fra 1/5. Kunde 369687 ordre 1724844 logo/side
øresundsakvariet. Ordre 1724948. Kundenummer 373612. 25000 visninger Side/logo
Bruuns rengøring logo  25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013
Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu