Af Helsingør Dagblad

Vi skabte et af landets største avistrykkerier

Euronics side  win win 30.000 16/4 18 – april 19 1723144

Tage Kjær var medejer og direktør for Helsingør Dagblad A/S fra 1979 til 2006. Her fortæller han selv for første gang, hvordan det lykkedes at redde den lille avis fra bladdøden, og hvordan virksomheden mod mange odds blev en stor og god forretning og arbejdsplads.

Af Tage Kjær

Helsingør Dagblad var i 1970’erne ejet af Det Berlingske Hus, der i 1977 blev ramt af de, i dagbladskredse, berømte 141 strejkedage.

Strejken forvandlede Berlingske-koncernen fra en overordentlig rig virksomhed, ejet af familien Næser, til ludfattig og stærkt lukningstruet. Efter strejken overgik ejerskabet til et aktieselskab med A.P. Møller og Den Danske Bank (også A.P. Møller) som hovedaktionærer.

Dette selskab udstak naturligvis en række direktiver til forbedring af Berlingske-forretningen, hvorimod ejerne ikke blandede sig i den redaktionelle linie på de implicerede aviser. Det var blandt andet Berlingske, BT, Jyske Tidende, Randers Amtsavis, Berlingske Aftenavis, Tipsbladet, cirka 30 ugeaviser, Billed Bladet, Søndags BT og Helsingør Dagblad.

Min rolle på dette tidspunkt var som forretningsmæssig og administrativ leder af fire ugeaviser, som gav et pænt overskud, hvilket var et særsyn i Berlingske-koncernen i disse år.

Derfor blev jeg inddraget som rådgiver af direktionen, der bestod af direktørerne K. B. Nielsen og Olav Poulsen samt chefredaktør Aage Deleuran. Det var ikke velset hos min chef og dennes kollegaer, der var rangeret under direktionen.

Første foto af den nye unge direktør i august 1979.

Tilliden var der ikke

Helsingør Dagblad var en meget dårlig forretning i 1970èrne. Det nye Berlingske-aktieselskab søgte derfor efter købere i sidste del af 1978 og begyndelsen af 1979, men de interesserede købere kunne ikke stille den nødvendige kapital eller fremkomme med en handlingsplan, der sandsynliggjorde et stærkt forbedret driftsresultat.

De mest seriøse mulige, fremtidige ejere var medarbejderne på Helsingør Dagblad med John Bech i spidsen. Dog manglede tiltroen fra bankerne til deres projekt. På dette tidspunkt ønskede adm. direktør K. B. Nielsen min indstilling til, hvordan jeg forestillede mig, at Helsingør Dagblad kunne overleve.

Jeg pegede på mange nødvendige ændringer som for eksempel forbedret lokal ledelse, større vægt på effektiv udnyttelse af arbejdskraften og forbedret produktionsudstyr - samtidig med at jeg påpegede, at alle tilgængelige økonomiske resourcer skulle tilgå modernisering af produktionsudstyret. De redaktionelle forbedringer skulle udskydes, til virksomheden fik råd.

På intet tidspunkt pegede jeg på, at jeg ønskede job på Helsingør Dagblad.

Mine råd blev ikke brugt. Tiltroen til Helsingør Dagblads fortsatte liv var ikke til stede, men jeg blev ikke informeret om, at bestyrelsen besluttede sig for at lukke hele virksomheden.

Hvordan det videre kom til at gå, fortæller jeg her for første gang.

Læs flere fortællinger fra Helsingør Dagblads farverige historie.

Fra idé til handling

Min ven Jens Henrik Linnemann var salgschef på De Berlingske Omegnsblade med cirka 30 ugeaviser. Han kontaktede mig primo juni 1979 og fortalte, at Berlingske havde besluttet at lukke Helsingør Dagblad.

- Skal vi ikke købe, spurgte han. Det var en tanke, jeg ikke havde haft, men som jeg absolut reagerede positivt på. Vi havde dog ét problem: ingen penge. Vi vidste, at vi ikke kunne komme til Berlingskes direktion med tomme lommer, så vi måtte finde en investor.

Jens fik den idé, at Dansk Avis Tryk A/S skulle inviteres med. Efter flere hasteindkaldte møder i Ballerup fik vi deres tilsagn om at indskyde 200.000 kroner og stille sikkerhed for yderligere 200.000 kroner. Betingelsen var, at Jens og jeg hver indskød 100.000 kroner og stillede tilsvarende sikkerhed.

En slem skuffelse

Vores tiltro til projektet blev større og større. Handlingsplanen skulle være den plan, jeg en måned tidligere havde forelagt Berlingskes direktion. Jeg skulle være administrerende direktør med Linnemann, Togsverd og Bøllingtoft fra Dansk Avis Tryk som bestyrelsesmedlemmer.

På denne baggrund kontaktede vi administrerende direktør K. B. Nielsen hos Berlingske og fik et møde, hvor vi fremlagde vores købsplan. Men måtte gå nedslået derfra med et afslag som negativ ballast.

K.B. Nielsen udtrykte sig på den måde, at han ikke ville undvære to af sine bladchefer til et projekt, som han ikke selv troede på. Slut.

På vandring i Norge

Skuffede og med vished om, at samtlige medarbejdere på Helsingør Dagblad blev opsagt, drog Jens Linnemann og jeg med familier på en uges ferie i Norge. Vandreture på Hardanger Vidda og Jotunheimen.

Vi fik det hele på afstand og havde faktisk forliget os med, at vi skulle fortsætte vores ganske vellønnede virke på Berlingske. Fortsat være sikre på fast månedsløn, fri bil og samme udfordringer som i de foregående otte år. Men sådan skulle det ikke gå.

Netop hjemkommet blev Jens ringet op af chefredaktør Aage Deleuran, der gerne ville se os alle fire til møde på hans kontor den næstfølgende dag, som var en søndag - med henblik på at afslutte vores købsaftale. Vild jubel!

Købsaftalerne

Vi fire unge mennesker havde ingen reel mening om købsbetingelserne. Vi medbragte hverken advokat eller revisor til assistance, lige som vi end ikke havde nogen aftale med en bank om kassekredit etcetera.

Dette fortalte vi Aage Deleuran fra starten og bemærkede samtidig, at vi kun kunne fremkomme med en egenkapital på 400.000 kroner plus sikkerhed for yderligere 400.000 kroner. Hvortil Aage Deleuran svarede:

- Det løser sig. Jeg og Berlingske kan ikke tåle at lukke et dagblad, når der findes bare en lille mulighed for overlevelse.

Da vidste vi, at vi kunne stille vores krav, og at prisen ville blive rimelig. Handelen blev afsluttet samme dag på de vilkår, at vi skulle overtage de 68 medarbejdere på going virksomheds-vilkår. Det vil sige, at vi bar feriepengene til funktionærerne og eventuelle opsigelseslønninger til alle. Desuden skulle vi betale 6,8 millioner kroner for produktionsudstyret og bygningen på Fabriksvej 20.

De 6,8 millioner kroner skulle finansieres via et kreditforeningslån på halvdelen, hvor hele provenuet skulle tilfalde Berlingske, og restbeløbet skulle vi afdrage over ti år. I samme periode måtte Berlingske ikke flytte produktionsopgaver væk fra Helsingør Dagblad.

Overtagelsen skulle finde sted den 1. august 1979. Derfor blev vores nye aktieselskab døbt Helsingør Dagblad af 1979 A/S. Senere droppede vi »af 1979«.

Rundt med hatten

Jeg var nu 25 procents aktionær, administrerende direktør, dagbladsudgiver og alt-mulig-mand. Ingen – heller ikke jeg – troede, det ville blive nemt.

Min første opgave primo juli 1979 var at skaffe en kassekredit. Min bank var Sparekassen SDS, som godt ville bidrage med sikkerhed for mine 100.000 kroner. Jeg havde selv det kontante indskud på andre 100.000 kroner, men de ville ikke stille en kassekredit til vores rådighed.

Det skinnede tydeligt igennem, at de ikke troede på projektet. Jeg kunne end ikke få lov til at tale med en af de øverste lokale chefer for Sparekassen i Helsingør.

Så måtte jeg – meget nødtvungent – gå til Den Danske Bank, som ingen af os fire var kunder hos, og som jo nok havde en væsentlig indflydelse på beslutningen om at lukke Helsingør Dagblad. Men her blev jeg mødt positivt.

I mellemtiden havde jeg nedsat mit ønske om en kassekredit fra 800.000 kroner til 400.000. Det lykkedes.

Et ultimatum

Knapt så positivt var det, at Jens Linnemann blev kaldt til møde hos K.B. Nielsen og fik forelagt det ultimatum, at hvis han var aktionær på Helsingør Dagblad, kunne han ikke bevare sin ansættelse på Berlingske. Han måtte dog godt fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem, men Jens valgte at sælge sine 25 procents aktier til mig.

Pludselig havde jeg 50 pct. De penge skulle jeg så også skaffe. Igen var sparekassen mig venligt stemt - når blot det var mig selv og ikke firmaet, der skulle låne. Men nu var mit hus så belånt til overkanten af skorstenen.

Store forandringer

Ole Stig Pedersen var fællestillidsmand for de grafiske medarbejdere, og han fik usædvanlig stor betydning for firmaets overlevelse. Når han havde indgået en aftale med mig, så blev det sådan – og vi behøvede ikke papir på aftalen.

Ole Stig var med på, at der skulle mange ændringer til. Han godkendte blandt andet, at der ikke længere skulle spilles bordtennisturnering i arbejdstiden, at opgaver, jeg tog ind, blev lavet færdigt til tiden, og at ingen måtte være berusede i arbejdstiden.

Ole Stig var garant for, at medarbejdernes indstilling til den nye ledelse som udgangspunkt var positiv, og han tilsluttede sig, at et par alkoholikere blev opsagt. Spiritus var et meget stort problem på Helsingør Dagblad såvel i teknikken som på redaktionen. Først midt i 80'erne fik vi gennemført et delvist spiritusforbud.

Det første overskud

I 1979, 1980 og begyndelsen af 1981 sloges vi med dårlig økonomi. Omsætningen steg kraftigt fra 12 millioner kroner i 1978 til 28 millioner i 1980. Min holdning var, at vi kun kunne overleve ved at udnytte kapaciteten til smertegrænsen. Altså ved at skaffe mange nye kunder.

Ofte gik det for stærkt, og vi løb ind i flere dårlige betalere. I 1980 måtte vi konstant vurdere, hvilke fakturaer der skulle betales til tiden, og hvilke der kunne udskydes.

Det var ikke sjovt for kontorets to ledende medarbejdere, Betty Bøgh og Anne Olsen, men deres loyalitet og opfindsomhed var imponerende. I 1981 lettede trykket noget, og vi kom ud af året med et beskedent overskud på 1 million kroner.

De lokale ugeaviser

Medhjælpende hertil var, at Espergærde Centret skiftede annoncemedie fra Politikens lokalavis »Op og Ned langs Kysten« til vores »Nordsjælland«. Fra den dag forblev Nordsjælland en meget betydende indtægtskilde, og det endte da også med, at Politiken solgte »Op og Ned« til os.

I 1982 startede vi to nye aviser: »Nordsjælland Weekend« (nu »Søndagsavisen«) og Ejendomsavisen (nu lukket). Disse to aviser fik indflydelse på fremtiden ved, at Richard Bunck, hovedaktionær og stifter af Søndagsavisen, Forbrugerkontakt med mere, henvendte sig med budskabet om, at han ville købe de to aviser. Han ønskede også at blive aktionær i Helsingør Dagblad A/S.

Det skete så. Richard Bunck blev 33,33 procents aktionær, lige som vi andre.

Nye trykmaskiner

Den kapital, som Richard Bunck tilførte, blev investeret i en ny trykmaskine - sidste nye offsetmodel til 9 millioner inklusive pakkeriudstyr. Sikken satsning - men opgaverne kom.

Vi fik Kristeligt Dagblad som trykkunde seks dage ugentlig, ugeavisen Ingeniøren fulgte som den første af flere, og Bunck var med Søndagsaviserne stor kunde i trykkeriet.

Den nye trykmaskine buldrede derudad, men den var for lille og lokalerne for små. Ambitionerne tilsvarende større.

Altså måtte vi bygge nyt og købe ny trykmaskine. Det stod alt sammen klar i den nye bygning på Klostermosevej 101 i 1986. Samlet ny investering 50 millioner kroner - hvorefter vi fik Ekstra Bladets søndagsudgave til trykning til en god pris., og en pæn del af Politikens Lokalaviser fulgte.

Omsætningen steg og steg. Også de nye lokaler var for små, og trykmaskinen igen for lille. Ny trykhal måtte tilføjes og ny trykmaskine købes - klar til brug i 1991, samlet pris over 140 mio. kroner.

Talrige dag- og ugeblade og reklametryksager udgik fra Fabriksvej og Klostermosevej i trykkeriets storhedstid.

Hen over en kop kaffe

Endnu en gang var tiden med os. Under et besøg hos chefredaktør Jørgen Ejbøl på Jyllands-Posten spurgte jeg ham.

- Har du aldrig overvejet at få trykt jeres Sjællands-oplag på Sjælland?

- Jo, svarede han, det ønsker vi, men vi har ikke fundet det rigtige sted.

Inden vi forlod kaffebordet, havde vi indgået en aftale. Dog skulle den gamle maskine blive stående, og den nye skulle udvides med et trykværk plus automatisk indstiks- og pakkeriudstyr.

I 1993 var vi tæt på 200 millioner kroner i omsætning, og det årlige overskud var nu tocifret i millioner. Med to trykmaskiner og alt tænkeligt up-to-date produktionsudstyr forventede jeg, at vores topniveau var nået.

Storhedstiden

Men nej. Jyllands-Posten og Politikens Hus (med Ekstra Bladet og Politiken) fusionerede og lod samtidig sive, at de af miljømæssige grunde skulle lukke trykkeriet på Rådhuspladsen. En chance, jeg ikke ville lade passere uden en indsats.

I første omgang valgte JP-Pol dog et samarbejde med Berlingske. Men som tidligere endte det alt sammen i trykkeriet på Klostermosevej i Helsingør.

Endnu en gang måtte vi købe ny trykmaskine, tilkøbe byggegrund og bygge ny trykkerihal - endnu en ny investering på 140 millioner kroner.

Fra 1998 trykte vi Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, gratis-dagbladet 24-timer, Ingeniøren, Landsbladet, mange ugeaviser og en hel del reklameaviser, blandt andet for Obs! i 1,5 millioner eksemplarer.

Jeg mener, at vi i årene 1998–2004 var Danmarks største eller næststørste avistrykkeri. Vi havde i disse år mere end 100 ansatte i trykkeriet.

Den ene nye trykmaskine efter den anden krævede stadig mere plads. Der var mange rundvisninger i det travle bladhus.

Ny teknik sparer folk

I takt med, at trykkeriet og ugeavisen Nordsjælland var blevet gode forretninger, fik vi råd til at investere i den nye teknik, så vi kunne producere billigere og tjene penge.

Indtil slutningen af 80'erne var Helsingør Dagblad, Kristeligt Dagblad og Nordsjælland blevet produceret af typografer og litografer på Helsingør Dagblad.

Dengang var sætteriet (inlusive reprofotografering af siderne) den største arbejdsplads på Helsingør Dagblad med cirka 40 ansatte. Med helsides skærmombrydning hos journalisterne, digital pladekopiering og så videre kunne denne afdeling beskæres til under 10 ansatte.

Skærmombrydningen gjorde produktionen af Helsingør Dagblad meget billigere og produktionen af de annoncebærende aviser lidt billigere.

Helsingør Dagblad var i 90'erne og begyndelsen af nullerne på forkant med den grafiske udvikling. For eksempel var vi blandt de første aviser, der benyttede computer-to-plate-teknikken.

Typograf Ole Stig Pedersen var fællestillidsmand og garant for en helt nødvendig forandringskultur.

Bech og hans stab

I min tid på Helsingør Dagblad A/S var Dagbladet ikke mig, det var John Bech. Han var Dagbladet, og det bekom mig vel. Der var arbejde og udfordringer nok til mig i de øvrige afdelinger af huset.

Min oprindelige plan var jo, at Dagbladet kom i sidste ende, når der skulle investeres. Det vidste John Bech. Det accepterede han uden slagsmål af nogen art, og det var en af grundene til, at han og jeg – så forskellige som vi nu var, og begge med et iltert temperament – kunne forenes i det fælles mål at gøre det bedst muligt for virksomheden og Dagbladet.

John Bech var og er nok stadig et meget nøjsomt, flittigt og omsorgsfuldt menneske. Egenskaber, som bidrog til, at begavede og flittige journalister, som nemt kunne have fået mere vellønnede jobs andre steder, forblev på Dagbladet.

Ny teknik i alle afdelinger gjorde det muligt at lave mere med færre mennesker.

Usædvanlige parløb

Ugeavisen Nordsjælland blev tidligt i 80’erne en glimrende forretning under ledelse af et umage par: annoncechef Asbjørn Ditlevsen og redaktør Birger Mikkelsen (Mik).

Den ærekære, lidt firkantede, meget arbejdsomme og moderigtige Asbjørn i samarbejde med den højt begavede, ikke altid velsoignerede, men altid meget vidende Mik med det svage sind, styrede i et fint samarbejde avisen, indtil Miks helbred ikke længere kunne klare det hårde liv, der desværre sluttede i en for ung alder.

Derefter dannede Asbjørn og Bent Jørgensen ledelsen, på ny som et ret umage par, der hurtigt fandt et fortrinligt samarbejde.

Miks anekdoter

Birger Mikkelsen (Mik) fortalte under en hyggesnak på hans kontor en historie, som jeg synes beskriver spiritusproblemerne på Helsingør Dagblad:

Der blev drukket meget, men en dag fandt chefredaktør Peder Normann dog, at han måtte forsøge at begrænse drikkeriet. Derfor mødte han tidligt, stillede sig i porten og stoppede trykkerfaktor Christensen (Sorte) med en kasse øl på skulderen. Samtalen forløb således:

- Hvad er det, De har der på skulderen, Sorte?

- Er De ikke chefredaktør her på avisen?

- Jo, det skulle jeg da mene.

- Hvis De ikke kan se, at det er en kasse øl, så skal De sgu ikke være chefredaktør her på stedet.

Hvorefter Sorte gik uden om Peder Normann og ind i trykkeriet, og yderligere aktioner mod drikkeriet på arbejdspladsen blev opgivet.

Ved en anden lejlighed fortalte Mik om hans tid som Peder Normanns medredaktør, og jeg kunne ikke dy mig for at indskyde:

- Så sad Peder på Borgerkroen og drak, mens du redigerede dagens avis?

- Ja, svarede Mik - eller omvendt!

Et stort problem

Også i mine første år på Helsingør Dagblad var drikkeriet meget omfattende. De mest alkoholiserede medarbejdere fik vi fyret. De lidt mindre afhængige fik vi på kur – betalt af Helsingør Dagblad.

Vi brugte Majorgårdens seks ugers kur og Minnesotakuren, der også tog seks uger. Begge dyre - og uden virkning, viste det sig.

Efter at have betalt for fire personer, der alle var tilbage i misbruget kort tid efter kurset, så opgav vi, og et spiritusforbud blev aftalt. Men det tog et par år, før forbudet blev effektivt.

De bedste minder

Min arbejdstid på Helsingør Dagblad var lang - altid over 70 timer om ugen. Der var sikkert også mange fortrædeligheder undervejs. Fyringer. Økonomiske spekulationer. Søvnløse nætter. Kampe med fagforeninger og tillidsfolk. Men nu ti år efter, at jeg sluttede som aktionær og administrerende direktør, er det anderledes positive sider af livet på Helsingør Dagblad, jeg mindes:

a. Medarbejdernes positive opbakning i 80'erne.

b. De fantastisk loyale trykkunder, repræsenteret ved personer som chefredaktør og senere bestyrelsesformand hos JP-POL Jørgen Ejbøl, direktør Jens Bruun fra JP, chefredaktør Bo Maltesen fra Politiken, redaktør Erik Lyngsø fra Ingeniøren og John Larsen fra Politikens Lokalaviser.

Det var ordholdende mennesker, som jeg kunne lave holdbare aftaler med – også selv om det skriftlige ikke altid var juridisk korrekt.

c. I perioden 1988-1992 gennemførte Helsingør Dagblad - med journalist Tom Danielsen som idémand og med støtte fra Uffe Ellemann Jensens demokratiseringsfond og flere danske og udenlandske virksomheder - en omfattende modernisering af det estiske dagblad Pärnu Postimees. Såvel teknisk som ledelsesmæssigt.

Jeg fik tildelt ansvaret for projektet af udenrigsministeriet, og i 1992 blev jeg derfor inviteret med til statsmiddag med Estlands første folkevalgte statsminister, Mart Laars. Det foregik i Statsministeriet med deltagelse af Kongehuset, statsminister Poul Schlüter og andre danske ministre.

I 2004 kunne Helsingør Dagblad A/S og dermed også jeg fejre 25 års jubilæum, og der var meget at fejre – syntes i hvert fald jeg. Fejringen afholdtes over fire omgange på Esrum Kloster for over 400 inviterede. Med optræden af De tre kongelige Tenorer. God mad. God vin. God stemning.

En fredagsøl efter arbejdstid var stadig tilladt, da de nye lokaler på Klostermosevej blev taget i brug i 1987. Her er det redaktionen, der fejrer flytningen.

Slutspillet

Efter 26 års lange arbejdsdage orienterede jeg i 2005 mine medaktionærer om, at jeg ville sælge mine aktier og derefter fratræde stillingen som direktør. De købte per 2. januar 2006.

Jeg fratrådte et halvt år senere og fortsatte efter aftale som bestyrelsesformand, men det duede slet ikke. Jeg havde vænnet mig til, at jeg traf beslutningerne og efterfølgende informerede bestyrelsen. Nu skulle jeg vænne mig til at spørge, hvorefter der fulgte en forholdsvis lang beslutningsproces.

Det duede ikke - jeg duede ikke. Løbet var jo kørt, før beslutningerne blev konfirmeret, og jeg passede ikke mit formandskab med ret stor ildhu. På papiret overholdt jeg nok de tre år som formand, men i realiteten stoppede min hjerne med at beskæftige sig med Helsingør Dagblad A/S efter to år.

Helsingør Dagblad A/S havde i 26 år været mit barn. Nu var jeg barnløs.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 13. oktober 2017 14:22

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Esp Dyreklinik 1723659 25.000 vis. 29/5 18-29/5 19
Louise Klinikken, Ordre 1725086, kunde 397931, 25.000 visninger logo/side
Cafe Hammermøllen Logo, side og artikkelbanner
AH modegarn 39169 1723845 logo 40.000 win win 1. maj 18-1. maj 19

Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

close-link

hovedmenu