Af Asger Lind Krebs

Dengang der var typografer til

Euronics side  win win 30.000 16/4 18 – april 19 1723144

Af John Bech, tidligere chefredaktør

Et erindringsbillede fra før skærmombrydningens tid, da avisen stadig blev lavet af »rigtige« typografer, som havde stået fire år i lære.

Min historie om typograferne i tiden op til digitaliseringen må nødvendigvis begynde med Ole Stig, for der var ingen på Helsingør Dagblad, jeg kom tættere ind på livet af.

Ole Stig Pedersen og jeg stod hinanden nær, bogstaveligt taget. Vi stod nemlig ved siden af hinanden ved lysbordet i et par timer hver dag, mens vi brød Dagbladets sider om.

Ole Stig var flyttet til Espergærde fra København. Han var Vesterbro-dreng med hud og hår, men han var i den grad faldet til i Nordsjælland, og han identificerede sig helt igennem med den avis, der blev hans arbejdsplads heroppe.

Jeg tror ikke, at mange uden for branchen forstår, hvor meget en ombryder og en journalist kunne komme ind på livet af hinanden gennem mange års samarbejde. Men sagen er jo, at der under arbejdet var tid til at snakke sammen om alt muligt, som ikke nødvendigvis havde med arbejdet at gøre.

Det var de færreste sider, vi lavede lay out til. Det tillod tiden nemlig ikke i papirmontagens dage, så typografen måtte lære journalistens tankegang at kende.

Læs flere personlige beretninger fra Helsingør Dagblads farverige historie.

Op i det røde felt

For en udenforstående kunne det måske være svært at forstå, at de to dér ved lysbordet var gode venner. Der kunne godt blive talt med store bogstaver, når Pedersen eller jeg selv var på tværs, eller når han drillede mig. Ole Stig vidste lige præcis, hvilke kontakter han skulle trykke på for at få mig op i det røde felt.

Han yndlingstema var, at jeg stod under Tage i kolofonen. Hvorefter jeg fortalte ham, at når fjenden eller revolutionen kom, var det altid journalister og redaktører, der først fik kappet hovedet af.

Men det skulle jo heller ikke hedde sig, at vi var alt for gode venner. Ole Stig var i en lang periode også tillidsmand på sætteriet, og kammeraterne skulle jo nødig få opfattelsen af, at han fraterniserede med ledelsen.

Men vi forstod hinanden udmærket inde bag drillerierne, og jeg kendte det godt fra Sjællands Tidende. Der brød jeg avisen om sammen med en tillidsmand og senere faglig sekretær i Typografforbundet.

Moderatoren

Den anden faste ombryder var John Niemeyer. Han var en venlig og stilfærdig mand, som med et skævt smil holdt gode miner til slet spil, når Ole Stig og jeg havde et af vore bråvallaslag. Han var god til at få os til at falde ned på jorden igen og stilfærdigt minde os om, at avisen skulle være færdig.

Niemeyer og Ole Stig var meget forskellige af temperament og holdning, men de supplerede hinanden utrolig godt. De var begge leverandører til avisen, den ene om sport i Humlebæk, den anden om travsport.

Typograferne John Niemeyer, Erik Krølle Nielsen, Per Petersen og Karl Ole Holand på besøg på redaktionen i 1984.

De var guld værd

Typograferne udgjorde en vigtig kontaktflade i forhold til læserne. Dels kunne de selvfølgelig give os tips til historier, dels var de gode til fortælle, hvad folk ude i byen og omegnen mente om avisen eller om enkelte artikler. Man kunne lodde stemningen, og i mit tilfælde kunne jeg få pudset og justeret mine meninger af, inden jeg gik op og satte dem på print.

De to faste ombrydere suppleredes på skift af andre typografer, for der var normalt tre til at lave Dagbladets 24, 32 eller 48 sider, og derved lærte vi også de andre i sætteriet at kende. Desuden var sætteriet jo ét stort lokale, og der kommunikeredes livligt på kryds og tværs i rummet.

Jens Preuthun Petersen, Erik »Krølle« Nielsen, Peder Marcussen, Morten Rich, Jørgen Lund, Karl Ole Holand, »Store Per« Petersen, Leif Didrichsen, Jørgen Bo Wind og mange flere hyggede vi os sammen med, når der var tid til det. Og hjælpsomme var de næsten altid, når man i sidste øjeblik havde et problem, man skulle have løst.

Og det var altid »sidste øjeblik«. Sådan er det bare på en avis. Når vi klynkede over den store påske- eller juleavis, som skulle fra hånden, sagde de godt nok, at »det havde vi jo haft et helt år til at forberede«. Men det var nok mest for at drille.

En særlig historie knytter sig til Mathias Lang kaldet This. Han var sæsonarbejder, kunne man sige, for om sommeren arbejdede han som artist i cirkus.

Der er ikke grund til at gøre nogen hemmelighed af, at This var homoseksuel, for det var grunden til, at han var søgt til Danmark fra det bonerte Schweiz, hvor han var født.

This var et venligt og rart menneske, som var hjælpsomheden selv. Men han led en tragisk skæbne. En dag blev han fundet myrdet og rullet ind i et gulvtæppe i sin lejlighed i Snekkersten. Gerningsmændene var fra Algeriet og blev aldrig udleveret af myndighederne dernede.

Vi var ikke alene

Henne i den anden ende af sætterilokalet blev Kristeligt Dagblad lavet i en årrække, og her var Ole Lous ankermand. Det foregik stille og roligt, for på »Kristeligheden« handlede det ikke så meget om at komme først med det sidste.

Tværtimod sluttede redaktionen tilsyneladende allerede sidst på eftermiddagen, for avisen skulle jo nå posttoget til Jylland, så de missionske vestjyder kunne få deres læsestof til morgenkaffen. Men der var løbende andre produktioner i gang - først og fremmest Nordsjælland, men det var jo kun én gang om ugen. Annonceproduktionen foregik dog løbende, og det var ofte noget pillearbejde med mange detaljer.

Typograf Peder Marcussen ved sætteriets compugraphic-maskine, der »spiste hulbånd« på Fabriksvej.

IT til de søde damer

I skrivestuen, som i mandehørmen ude i sætteriet blev til »skrævestuen«, blev alle tekster skrevet ind i computeren. Annemarie Weber, Gerda Laugesen, Lone Dixgaard og Annette Povlsen var nogle af dem, jeg husker. Tilbage i tiden var der også Britta Fjerbæk, Lis Sørensen og Marianne Ungstrup.

Skrivedamerne var populære, som de måtte være, når de (næsten) var ene høner i kurven på en så mandsdomineret arbejdsplads, som sætteriet længe var. Men de var nu som regel også søde og smilende - selv når jeg en halv time efter deadline kom rendende med noget, der absolut skulle med i dagens avis.

Skrivedamerne var som hovedregel ikke typografuddannede, men det bemærkelsesværdige var, at da digitaliseringen for alvor slog igennem, og vi skulle til at ombryde avisen på skærm, var det damer, der bemandede de tre grafiske arbejdspladser i redaktionen. Var mændene lidt bange for den nye teknik, eller havde de bare ikke lyst?

I hvert fald fik vi et godt samarbejde med hinanden. Ud over nogle af de allerede nævnte var det Ellis Jensen, som i flere år var uundværlig for os med sin typografiske baggrund. I dag er Lone Dixgaard den eneste af dem, der er tilbage som en vigtig del af bladets redaktionssekretariat.

Længe blev artiklerne skrevet ind på hullestrimler, som blev omkodet til spalter i sætteriets »elektronhjerne«. Overskrifterne blev sat i en maskine for sig. Her er det typograf Jørgen Lund, der holder styr på artiklerne.

Korrekturlæserne

Skrivedamerne var både hurtige og sikre på fingrene og fangede både slå- og stavefejl i manuskripterne.

Alligevel havde vi på Fabriksvej også korrekturlæsere - dør om dør med skrivestuen. Blandt dem var forfatterne Sven Ørnø og Lars Kjædegaard - og Georg Mathiasen, der også arbejdede en tid som annoncesælger, inden han sprang ud som galleriejer.

Forsinkelserne

Bossen i sætteriet, faktor Povl Wulff-Høyer, var knap så imødekommende som de søde damer, når vi var forsinkede, og det var der ikke noget at sige til.

Hvis siderne kom for sent over i trykkeriet og forstyrrede dagens trykplan, fik han besøg af Tage Kjær, som kunne være godt harm over det tab, som forsinkelsen kunne medføre - for ikke at tale om, at aviserne kom for sent ud. Hvis det var helt slemt, kunne trykkeriet nemlig være nødt til at tage en anden ordre ind før Dagbladet.

Høyer var i bund og grund en venlig mand, og det var faktisk synd for ham, at han først skulle skændes med mig og bagefter få skældud af Tage. Retfærdigvis kom Tage dog også op til mig og fortalte om de alvorlige problemer, redaktionen skabte for firmaet, når vi var sent på den.

Reprofotograf Kjeld Poulsen affotograferer sider til en ny produktion.

Det sidste punktum

Jeg tror aldrig, at jeg vandt kampen mod forsinkelserne, selv om de blev taget op på Gud ved hvor mange møder. Det kunne selvfølgelig være redaktionens skyld, fordi det kneb med at få sat det sidste punktum. Men ofte kunne der også være tale om computerproblemer eller om forsinkelser i sætteriet.

Efterhånden kom det til at hedde sig, at det var mig, der kom for sent med lederen - »den lede leder«, som typograferne sagde. Det var dog en overdrivelse.

Men rigtigt er det, at jeg havde så meget andet at se til i formiddagens løb, at lederen tit blev det sidste, jeg fik tid til.

Læs flere personlige fortællinger fra Helsing Dagblads farverige historie.

Tryk på et af nedenstående billeder for at se galleri med typografer og DTP'ere.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 19. oktober 2017 14:52

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Bruuns rengøring logo  25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013
mestergartneren side+logo 25.000 win win 1. april og 1 år frem
AH modegarn 39169 1723845 logo 40.000 win win 1. maj 18-1. maj 19
Malerfirmaet Nordkysten side+logo 26/3-18-31/3-19 win win 1721580+81+82

Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

close-link

hovedmenu