Af Asger Lind Krebs

En grundstamme af engagerede journalister

HF Byg 353825 1723481  logo 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

Længe var Helsingør Dagblad en gammeldags og primitiv avis, men op igennem 70'erne og 80'erne lykkedes at give avisen mere og bedre indhold og en skarpere profil.

Af John Bech, chefredaktør 1973-2006

Mange fremragende journalister har arbejdet på Helsingør Dagblad i tidens løb, men for de fleste var det blot et kortvarigt stop på karrierens vej. Arbejdspresset på den ofte underbemandede redaktion var stort, og de fleste kørte fast efter et par år.

Andre radikale provinsblade havde skarpt profilerede redaktører og blev citeret vidt og bredt. Helsingør Dagblad var i flere årtier en gammeldags avis, hvis ry ikke rakte langt på den anden side af Hestens Bakke.

Det skyldtes nok primært Fritz Hansens lange redaktørperiode og derefter, at bogtrykker Rothejsen var meget længe om at overgive ledelsen til yngre kræfter.

Da Sten Strube under besættelsen overtog redaktørposten, har der været håb for fremtiden, for han var en ung, dygtig og seriøs journalist, som havde kunnet give avisen et nyt ansigt. Men Strube måtte flygte til Sverige.

Der skete noget, da triumviratet af Normann-brødre overtog ejerskabet i 50'erne, men det var først og fremmest teknisk.

Midt i en udskiftning

Ikke desto mindre holdt Helsingør Dagblad positionen som byens største avis, og det kunne man i høj grad takke de skiftende journalister og andre dedikerede medarbejdere for.

Redaktionens omdrejningspunkt var i mange år Birger Mikkelsen, som ikke bare skrev, men i praksis også var daglig leder. Mik var højt respekteret af kollegerne for sin viden og sine evner som skribent, men arbejdsmoralen på redaktionen kunne der nok sættes spørgsmålstegn ved.

Da jeg kom til bladet, var det tydeligt, at man i de andre afdelinger ikke havde særlig høje tanker om redaktionen. Men jeg hørte meget godt om journalisteleven Kurt Bjørndahl, der netop var rejst. Også Svend Hermansen og Palle Schneider var på vej til at afslutte deres elevtid, lige som Poul Støvring snart forlod os.

En ny redaktion tog form

Det var altså – bortset fra Mik – en ny redaktion, jeg stod med. Heldigvis fik jeg en ny elev, Dorthe Møller Hansen (nu Møller Rasmussen), som var datter af chefredaktør Alfred Hansen i Holbæk og havde fået journalistikken ind med modermælken.

Dorthe var den sidste elev under mesterlærens gamle journalistuddannelse, og hun blev en dygtig og trofast støtte i en årrække. I en periode havde vi Flemming Jørgensen som redaktionssekretær, og da han drog videre til Ekstra Bladet, overtog Dorthe posten. Siden har hun i mange år været lokalredaktør på Frederiksborg Amts Avis.

Også Birgitte Marfeldt var journalistelev hos os, og Rie Ernst blev den første i en række af 50 journalistpraktikanter, som var hos os i min tid.

Rie kørte i en bil af ældre model, og en dag larmede den helt forfærdeligt, da hun skulle til morgenmøde hos politiet. Men Rie gik simpelthen ind til vagthavende og forklarede, at hun havde tabt udstødningsrøret, og så kom der straks en flok flinke politimænd ud og satte det fast.

Redaktøren i hopla mellem Birger Mikkelsen og Poul Martin.

Tror du på Gud?

De to næste uddannede journalister, som jeg ansatte, var Pernille Warrer (senere Hermann) og Levi Meinke.

Levi tilhørte en større familie af Meinker fra vores lokale sydkyst og var vokset op i et hjem med stærk tilknytning til den apostolske kirke. Det havde han et problematisk forhold til. Han begyndte ofte et interview med spørgsmålet »Tror du på Gud?«. For, som han sagde, »så ender det med, at jeg får hele livshistorien«.

Levi var hos os i seks stormombruste år med masser af grønne Cecil og en hel del bajere. Bølgerne gik tit højt omkring ham, men han havde en væsentlig kvalitet: Han arbejdede utrolig meget.

Pernille Warrer i samtale med teknisk dirketør Mogens Eeg og planchef Ulf Hasager.

Det var ikke altid så formfuldendt, hvad der sprogligt kom ud af det, og overskrifterne hentede han i højskolesangbogen, som også blev brugt til at lukke øl op med. Men han tog ufortøvet kontakt med mennesker når som helst og hvor som helst, og så elskede han håndens arbejdere.

Levis største sag handlede om hashhandelen i »Pütchers Gård« på Stengade. Dengang var det ømtåleligt at tage fat på narkoproblemet på det lokale plan. Men det gjorde vi.

En flot karriere

Per Westergaard var en medarbejder af en helt anden karat. Altid rolig og afbalanceret. Per havde været praktikant hos os, og som udlært blev han den perfekte redaktionssekretær – netop på grund af sin medfødte ro i alle situationer. Det var vigtigt, når han havde en impulsiv og temperamentsfuld redaktør.

At han efter tiden hos os fik en strålende karriere som chefredaktør for adskillige medier undrede ikke. Men jeg praler gerne af, at grunden blev lagt hos os.

Per Westergaard - ung mand med en lovende karriere.

En ildsjæl kom forbi

Så kom Arne Mariager og beviste, at der også kan være temperament i jyder. Han var super som redaktionssekretær. Fuld af humør og engageret i tusind ting, sprudlende af vid og skrivelyst.

Samtidig med sit travle job som tovholder på den daglige avis skrev han i lynende fart store, tunge artikler til kultursiderne. Han var med sit intellekt og sin begejstring for journalistikken med til at højne ambitionsniveauet på redaktionen.

Arne gjorde også karriere som chefredaktør på flere medier, da han forlod os efter et par år. Med sine ukonventionelle ledere skrevet med følelse og vid løftede han leder-genren til et niveau langt over det gængse i provinsaviser.

En pige ved roret

Måske var det næsten for meget med to så højttalende og eksplosive typer som Mariager og undertegnede ved roret, så det har sikkert været en lettelse, da Anne Ravn satte sig på redaktionssekretærens plads.

Anne var stille og rolig, og hun beviste, at man godt kunne få avisen færdig uden store udladninger, altid seriøs og i stand til at gyde olie på de oprørte vande. Anne flyttede efter nogle år til Jylland sammen med sin mand, Jørgen E. Petersen, og blev ansat på Jyllands-Posten.

Hendes afløser blev Carsten Birket Andersen, som satte nye normer for styring af det daglige arbejde. Han ville have overblik over, hvad den enkelte havde at byde ind med til dagens avis, og det var rigtig sundt for vores arbejdsform, som nok i perioder havde været lidt for løs i koderne.

Carsten gik rundt med blokken hver formiddag - »Hvad har vi idag?« - og han havde også styr på, hvad der skete i lokalsamfundet. Efter tiden hos os fortsatte han som kommunens grønne guide.

De to indfødte

Vi blev flere op igennem 80'erne og 90'erne, og én redaktionssekretær kunne ikke gøre det. Poul Støvring var kommet tilbage fra »Op og Ned Langs Kysten« og blev en ny nøglemedarbejder, og det samme gjorde Bent Jørgensen, som havde været Per Kroghs højre hånd på Amtsavisen og nogle år i Sparekassen.

Med deres store berøringsflade i lokalområdet tilførte de to indfødte helsingoranere redaktionen en lokal indfølelse og viden, som den vel havde savnet med alle os tilflyttere.

Poul Støvring var hos os i flere omgange.

Mads kom med nye tider

Inklusive fotografer og praktikanter var vi 15-16 medarbejdere, da vi var flest. Det var unægtelig et spring fra de seks, som vi var i 70'erne, og avisen var nu på 32 magasinsider til hverdag og 40 sider om lørdagen.

Da vi samtidig havde indført skærmombrydning, fik jeg nu en redaktionschef som min næstkommanderende. Det blev Mads Birch, som havde været praktikant hos os og derefter arbejdet i København i nogle år. Mads havde den nye tid med sig, havde fod på teknikken og et professionelt greb om ledelsen af redaktionen. Uden Mads havde jeg ikke klaret alle de omstillinger, som den nye teknik krævede, og han leverede en minutiøs kritisk gennemgang af gårsdagens avis ved de redaktionsmøder, som under hans ledelse blev en institution.

Mads Birch indførte moderne tider på redaktionen.

En solid grundstamme

Fra starten havde jeg sat mig for at gøre Helsingør Dagblads redaktion til en arbejdsplads, som man havde svært ved at forlade. Samtidig var jeg optaget af at få medarbejdere, som ville bosætte sig i nærheden. Andre lokalavser på Sjælland har været døden nær, fordi næsten alle deres medarbejdere var pendlere fra København.

I dag skiller Helsingør Dagblad sig ud ved at have en journalistisk grundstamme, som har været den samme i årtier, og det er en kolossal styrke for en lille avis. Den journalistiske kvalitet på Helsingør Dagblad dementerer efter min mening enhver fordom om små provinsavisers standard.

Nye toner fra Byrådet

Det begyndte med Pernille Warrer, som var den begavede og stilsikre journalist i 70'erne og 80'erne. Hun holdt ved i 13 år og kom tilbage som Pernille Hermann over tyve år senere.

Det var hende, der reformerede dækningen af kommunalstoffet fra Miks lange referater til en mere sagsorienteret journalistik. Det gjorde hun i en suveræn sproglig form, som bestemt ikke savnede bid og en vis intellektuel form for sarkastisk distance.

Hun og jeg var dem med ægtefælle og børn, og når de andre om eftermiddagen var ude på opgaver eller hvad-ved-jeg, så sad vi tilbage og nørklede med forberedelserne til næste dags avis.

Den bedste interviewer

Også Dorte Remar havde vi hos os i 13 år, og hun udviklede sig efter min mening til Danmarks bedste interviewer. Dorte var i høj grad med til at løfte kvaliteten i Dagbladet med sine suveræne menneskeportrætter.

Når hun kom hjem til redaktionen, rev hun alle siderne ud af blokken og lagde dem op på skrivebordet i rækkefølge. På den måde fik hun et fuldstændigt overblik over samtalen. Men det indebar selvfølgelig den risiko, at der kunne blive åbnet et vindue, så hele puslespillet fløj ud i lokalet!

Dorte kom siden til Kristeligt Dagblad, hvor hun længe redigerede sektionen »Liv og sjæl«.

Dorte Remar - Danmarks bedste interviewer.

Journalistik med én finger

Lasse Bech (vi er ikke i familie) var praktikant og derefter uddannet journalist i mange år. I tidens løb var han omkring de fleste stofområder, men hans speciale var store reportager, som han med virtuositet skrev med kun én finger på tastaturet. Vi drillede ham med, at han ville miste 100 pct. af sin arbejdsevne, hvis der skete den finger noget.

Lasse var ikke den, der opsøgte historier med konflikt i – det måtte andre tage sig af, men han kunne skildre skæve eksistenser med indføling og begejstring, og længe trak han et stort læs i den daglige produktion.

Lasse Bech med den dyrebare finger.

Socialstof i sikre hænder

Gunhild Korsgaard havde jeg bemærket, da hun var på Ritzau og lavede en række interviews og andre længere artikler, der tydeligt var skrevet af et voksent, modent menneske - endda med korrekthed i det sproglige.

Derfor var det selvsagt en glæde, da jeg kunne ansætte hende og blandt andet nyde godt af hendes viden som uddannet socialrådgiver til at forbedre vores dækning af socialstoffet.

Senere blev Gunhild også en passioneret organisator af vores boganmeldelser.

Kirsten Moth var hos os omkring 1980, da hun hed Jørgensen, og efter nogle år i England kom hun tilbage og har nu i mange år bekræftet indtrykket af en meget alsidig og dybt engageret journalist.

Kirsten kan det hele, både den socialt indignerede sag om mennesker i krise og den hurtige reportage fra en ulykke.

Jeg vil altid huske hendes energiske udstråling, når hun styrtede ud ad døren på vej til en opgave. Kirsten ville ud og se folk i øjnene.

En stjerne, som blev

Jesper Munch Nielsen er et fornemt eksempel på, at man godt kan være lokaljournalist i mange år uden at miste sin integritet og sin evne til at sætte det lokale ind i et større perspektiv. Han kom som journalistpraktikant, og han er her stadig, ovenikøbet med det vigtige kommunalstof som arbejdsområde. Hvordan går det til?

Måske skyldes det, at han også har kunnet få afløb for sin interesse for film og musik. På en lille avis kan man få lidt mere luft under vingerne. Når man havde passet sine opgaver i lokalstoffet, er der stort set ingen grænser for, hvad man kunne kaste sig over.

Alle journalister bør have sådan en sikkerhedsventil for deres engagement, så de ikke kører fast i en bestemt skure og brænder ud.

Altmuligmanden Tom

Tom Danielsen var i en årrække storleverandør af »dagens historie« og dermed den, vi spændt kiggede hen til, når det så lidt tyndt ud med stofmængden: Hvad havde han i ærmet i dag?

Tom boltrede sig inden for flere genrer med hovedvægt på det lokalpolitiske liv og trafikken over Sundet. Han havde boet i Helsingborg nogle år og havde en stor kærlighed til Sverige.

Med sine spidsfindige, skæve betragtninger på »Side 3 bagfra«, som han selv havde opfundet, konfronterede han hver uge diverse ministerier med bureaukratiets udskejelser, lavede spøjse analyser og dyrkede politiske kandestøberier i den lokale andedam.

Tom kunne tegne og havde også stor interesse for avisdesign. I en lang periode var det ham, der udformede avisens forside, hvor han ikke sjældent selv leverede tophistorien.

Til Toms meriter hørte flere opsigtsvækkende rejseprojekter, ofte finansieret som efteruddannelse. Han rejste ned gennem Europa, mens jerntæppet raslede sammen, fandt Ceausescus elefantorden, interviewede Lech Walesa i Polen og talte på Hawaii med en dansker, som havde oplevet angrebet på Pearl Harbour.

Det var også Tom, der fik levningerne af en estisk søhelt gravet op i Vestjylland og fragtet hjem til genbegravelse i Estland.

Tom Danielsen var i Rumænien for at finde Ceausescus elefantorden.

Helsingørs Gunnar Nu

Et andet journalistisk ikon var sportsredaktøren Jørgen Sørensen, der var med på holdet helt fra 60'erne indtil for få år siden. Han begyndte med at skrive om popmusik, og hans rubrik »Spotlight« var i avisen hver lørdag i omkring 50 år.

Han deltog også i 70'erne også i en stor tv-popquiz, men hos os var han først og fremmest sportsjournalist - også mens han i en periode var ansat på Tipsbladet og arbejdede for Danmarks radio med tekst-tv og med sin store viden om engelsk fodbold leverede kommentarer til Fodbold-Lørdag.

Godt hjulpet af blandt andre Klaus Bjerg Petersen tog Jørgen sig af den lokale sport, og især håndbolden i Helsingør havde hans hjerte. Han var for idrætten i Helsingør, hvad Gunnar Nu Hansen var for sporten på landsplan - her, der og allevegne, speakede til håndboldkampe i hallen og skrev bagefter om det i avisen.

I 1988-95 var Jørgen Sørensen i øvrigt formand for foreningen Danske Sportsjournalister.

Fra lokalradio til Dag 1

Også Niels Berg havde musikken som afsæt for et job på Dagbladet. Han var leder af den lokalradio, som på et tidspunkt blev overtaget af Helsingør Dagblad, og da direktør Tage Kjær opgav at få god økonomi i foretagendet, fik Niels ansættelse på Dagbladet.

Niels var ikke egentlig journalistisk uddannet, men det tør siges, at han hurtigt fandt sig til rette som skrivende journalist. Han har gjort sig gældende inden for mange stofområder og har sat sig sikre spor i avisens profil. Blandt andet lever han opfindelse »Dag 1« stadigvæk.

Opera og nekrologer

Kenn Andersen er også musikalsk, men i en helt anden genre. Han var på fritidsbasis operaanmelder ved »Det fri Aktuelt« og arbejdede som slotsbetjent på Kronborg.

Kenn er helsingoraner med stort H og løb mig på dørene i lange tider, til der blev plads til ham, og med sit store lokalkendskab blev han en gevinst for avisen. Han havde sit store kildenet på plads og kom ud i de mere upåagtede kroge af lokalsamfundet, deriblandt i værtshuslivet, som viste sig at rumme en guldgrube af historier, som vi aldrig før rigtigt havde haft fingrene i.

Nestor i kirkeredaktør

Personaliastoffet - fødselsdage, bryllupper, jubilæer og dødsfald - er noget af det vigtigste for en lokal avis, og sagt med al mulig respekt for de yngre journalister, så er det altså ikke i almindelighed deres foretrukne felt.

Jeg anser selv den velskrevne nekrolog for en af de ypperste former for journalistik, og der er stor arbejdsglæde forbundet med at skildre et menneskeliv fra start til slut. Men avisen skal også have alt det andet personaliastof, og derfor tog jeg initiativet til »Det glade Hjørne«.

Poul Martin blev den modne medarbejder, som efter en tid på Nordsjælland blev tovholder på Dagbladets personalia. Da jeg var elev på Ærø Avis i Marstal, var Poul Martin ejer og redaktør af konkurrenten, Ærø Folkeblad. Det havde han nu solgt og siden været informationschef i olieselskabet BP.

Nu kom han hos os i et par timer hver formiddag, og han blev en populær gæst og nestor på redaktionen. Han havde i flere år også en ugentlig kirkeside, som vi begge var ikke så lidt stolte af.

Og alle de andre

Der har været flere medarbejdere end de her omtalte, og Tine Zedeler er der endnu. Hun kom ind som sommervikar og viste hurtigt sine kvaliteter som all round journalist med stor glæde ved faget.

Jacob Jürs, der havde været praktikant hos os, var her også som uddannet journalist i en længere periode. Han var lokalkendt og kompetent og satte markante aftryk på redaktionens indre liv med sin faglige bevidsthed og positive holdning til avisens mission i lokalsamfundet. Nu er han ansat hos Boliggården.

Og der var Heidi von Bülow Smith, som var redaktionssekretær en tid, indtil hun flyttede til Ritzau for at lave telegramsider derfra.

I rækken af vikarer husker jeg især Poul Nielsen, der var her et år. Ham lærte vi at kende som en utroligt hyggelig og venlig mand, der fungerede som redaktionssekretær. Ellers var det mest tidligere praktikanter, som fik en tjans efter Journalisthøjskolen.

Dyre læsere i omegnen

Mange i Humlebæk føler et stærkere tilhørsforhold til Helsingør end til Fredensborg. Derfor dækker Helsingør Dagblad også Humlebæk, på trods af kommunegrænsen. I 80'erne førsøgte vi os med en særlig udgave for Fredensborg-Humlebæk, men det blev opgivet igen.

Senere blev journalist Steen Lippert Scherwin, der boede i Fredensborg, knyttet til Helsingør Dagblad på freelance-basis, og man må virkelig sige, at han gjorde sit til at gøre Helsingør Dagblad kendt i kommunen.

Steen Lipper Scherwin - vor mand i Fredensborg-Humlebæk.

Steen var manden bag flere spektakulære og kontroversielle historier, og det kan ikke skjules, at nogle af dem gav hans redaktør grå hår. Men meningsdannerne i kommunen måtte nødvendigvis læse, hvad han skrev, så vi nåede et oplag i Fredensborg på omkring 200.

Et andet forsøg bestod i at oprette en egentlig redaktion i Fredensborg, og det eksperiment tog Povel Utzon Buch sig af. Han havde været Nordsjællands-redaktør for B.T. med kontor hos os på Fabriksvej. og i mellemtiden chefredaktør for Sjællands Tidende i Slagelse. I det lange løb kunne det ikke svare sig med en lokalredaktion, så nu bliver Humlebæk og omegn dækket fra Helsingør.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 24. oktober 2017 12:11

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Casper Andersson  24/5  18 – 24/5 19 25.000 1726606 logo
HF Byg 353825 1723481  logo 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19
Nsnet.dk – læs online
øresundsakvariet. Ordre 1724948. Kundenummer 373612. 25000 visninger Side/logo
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu