Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Sky
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger top
For byen 15/2 – uendeligt sky 1717407

Niels Granberg var Dagbladets skakmedarbejder, og her afprøver han redaktørens evner for det ædle spil. Behøver vi tilføje, hvem der tabte.

Af Helsingør Dagblad

Avisens uundværlige hjælpere

Holmen, 1723975, 12.000 visninger logo

Af John Bech, chefredaktør 1973-2006

Aviser har ligesom mennesker brug for et netværk, og Helsingør Dagblad - og læserne - har gennem årene nydt godt af en kreds af mennesker, som mere eller mindre ulønnet har bidraget med artikler og viden og gør den mere alsidig.

Mit mål var fra starten at gøre Helsingør Dagblad til en »hel« avis. Ikke blot var en lokalavis, hvor ingen nyhed var for lille, men som efter bedste evne forsøgte at komme hele spektret rundt og levere læserne så meget som muligt af det, som de kunne få ved at abonnere på en landsavis.

Det kunne ikke lade sig gøre ved udelukkende at satse på journalisterne, selv om de havde mulighed for at dyrke deres specielle interesser og udfolde deres viden uden for deres primære opgave med lokalstoffet. Vi måtte have frivillig hjælp fra lokalområdet til at dække os ind på stofområder, som krævede specialviden eller særligt engagement.

Læs flere personlige beretninger fra avisens farverige historie på Helsingør Dagblads jubilæumsside.

32 blanke sider

Begrebet »borgerjournalist« er således ikke nyt, selv om det i sin moderne form har fået et endnu mere ambitiøst indhold. I hvert fald var det mit synspunkt, at vi hver dag begyndte med 32 blanke sider, og at skrivende mennesker fra lokalområdet skulle have mulighed for at byde ind på, hvad de skulle indeholde.

Det viste sig, at der var kompetente og vidende mennesker, som for en ringe- eller ingen betaling var villige til at hjælpe os med at komplettere avisen, så den blev mere »hel«, end hvad man med rimelighed kunne forlange inden for de beskedne økonomiske rammer, som var til rådighed.

Heldigvis kunne jeg i 1973 overtage nogle, og jeg kommer først til at tænke på sportsredaktionen, hvor Helge Christensen i de første år var sportsredaktør.

Freelance-journalisten Preben Jack Petersen kom jævnligt til Helsingør og havde ofte en nyhed i ærmet. Han blev senere udgiver af rejsemagasinet Stand By.

De skrev om sport

I sit civile liv var Helge Christensen medarbejder på Værftets kontor, men han var altså også engageret i det lokale sportsliv, som dengang endnu havde håndbolden som det absolutte centrum.

Helge Christensen havde skrevet om sport i avisen i årtier, og til at hjælpe sig havde han Jørgen Sørensen, som dengang var medarbejder i Gustav Svendsens vognmandsfirma i Hornbæk. At Jørgen skulle blive Helges arvtager som sportsredaktør og faktotum i det lokale idrætsliv, lå sikkert allerede dengang i kortene.

Siden kom Klaus Bjerg Petersen, Gleb Hansen, Peter Clausen, Michael Sørensen og flere til, og også inden for Dagbladets eget hus var der bidragydere til sporten. Typograferne John Niemeyer og Ole Stig Pedersen tog sig henholdsvis af fodbolden i Humlebæk og af travsporten.

Ole Stig, som var fast ombryder på Dagbladet, leverede travtips år efter år og havde insiderviden fra travbanen, skønt han var allergisk over for heste og måtte tage en »hestepille« før hvert besøg i Charlottenlund.

Musikanmelderen

I kulturlivet er det navnlig to personer, der skal fremhæves: Grethe Jørgensen og Chris Gaardø.

Grethe Jørgensen havde skrevet om klassisk musik i Helsingør Dagblad længe før, jeg kom til. Hun havde endda været med til at lave revy sammen med Georg Poulsen i sin tid.

Grethes musikanmeldelser var på et meget højt niveau og værdsat af mange af de kunstnere, der besøgte Helsingør gennem årene. Mange gav udtryk for deres forbløffelse og glæde over at blive anmeldt efter en optræden i Helsingør. De var slet ikke vant til den opmærksomhed i lokalaviserne dér, hvor de ellers spillede og sang, og slet ikke af en anmelder med den indsigt, som Grethe repræsenterede.

Grethe Jørgensen gik til utroligt mange koncerter gennem tiden. Hun anmeldte alt, hvad hun kunne overkomme. Men somme tider var der jo flere koncerter samtidig, og så havde hun gode hjælpere i Ole Josephsen og Kjeld Nielsen.

Grethe Jørgensen var en både kyndig og flittig musikanmelder.

Han brændte for teater

Chris Gaardø var Helsingørs legendariske aftenskoleleder gennem en menneskealder og blandt så meget andet ophavsmand til den berømte »Operation tog-klog«. Men han var også leder af Teaterforeningen, og det var som sådan, at han blev vores teaterredaktør.

Nu kan man jo sige, at han var inhabil, og journalistisk neutral var han vitterligt ikke. Men det så jeg igennem fingre med, for jeg så det som avisens opgave at understøtte det lokale kulturliv, og det gjorde han uge efter uge på teatersiderne. Chris Gaardø markedsførte forestillingerne alt, hvad han kunne.

Problemet var, at det ikke var så ligetil at beordre en af de faste journalister ud til Borupgårdteatret for at anmelde turnéforestillinger. Det ville uvilkårligt komme til at gå ud over den tid, som de kunne bruge på avisen næste dag eller de kommende dage. Journalister har en 37 timers arbejdsuge som andre lønmodtagere.

Men Gaardø håbede selvfølgelig, at de ville gøre det »con amore«, og det skete da også. Men man skal jo huske, at de fleste forestillinger allerede er rigeligt anmeldt, når de kommer hertil.

Somme tider fik Chris Gaardø dog lokket redaktøren eller en anden journalist med til en forestilling, og så måtte han jo finde sig i, at der kunne komme nogle knubbede bemærkninger om kvaliteten af dette eller hint. Men så fik vi en snak om det, næste gang han kom – og var lige gode venner af den grund.

Jeg kan huske, at jeg engang kom til at skrive noget om Erik Paaskes tiltagende korpus, som jeg ikke syntes passede til rollen, og det fandt Chris ganske uhøfligt.

Aftenskoleleder Chris Gaardø leverede trofast de ugentlige teatersider.

Veteran med fiskekrog

En anden fast bidragyder gennem en lang årrække var Erik Aarestrup, som leverede sin rubrik »Fiskekrogen« om det lokale lystfiskeri - fortrinsvis det, der foregik fra bådene. Erik skrev langt, og sikkert for langt. I hvert fald forkortede jeg ofte hans bidrag. Men han var trofast, og han dækkede et stofområde, som spillede en stor rolle i byen.

Jeg holdt meget af Erik Aarestrup, men helt uproblematisk var samarbejdet ikke, for hans ugentlige besøg kunne vare temmelig længe. Han havde nemlig en anden passion ved siden af fiskeriet, og det var arbejdet for »Frihedskampens veteraner«. Han havde været i KZ-lejr, og fik man først åbnet for sluserne, kunne han forståeligt nok tale om emnet i timevis.

Det interesserede mig bestemt at høre om hans oplevelser i lejrene, som var kommet til at præge hele hans efterfølgende liv. Men jeg har jo nok virket lidt distraheret, når jeg vidste, at der var arbejde, som ventede.

Han skabte motorsiderne

Indehaveren af butik »Varelageret«, Per Egelund, kom og tilbød at skrive om motor og motorsport, og jeg var vistnok lidt forbeholden til at begynde med. Men det blev et mangeårigt samarbejde, som jeg kom til at sætte højt.

Per Egelund dækkede os ind på et stofområde, som enhver avis med respekt for sig selv skulle have, og som jo også indebar nogle potentielle annoncemuligheder. Per skabte sine egne sider med »Motor og Trafik«, og han var anset blandt sine fagkolleger blandt motorjournalisterne som meget vidende og passioneret.

I mange år deltog Per Egelund i kåringen af »Årets bil«, lige som han flere gange rejste ned til den store biludstilling i Geneve.

Han var også velanskrevet hos bilimportørerne og havde næsten hver uge en ny bil til prøvekørsel. At han også havde veteranbiler hjemme i garagen hører med til billedet af en meget dedikeret medarbejder.

Selv holdt jeg meget af de ugentlige snakke med Per, ikke mindst for vore fisketure sammen, mens han stadig havde motorbåd. Engang fangede jeg 17 torsk på én tur, men han fangede det dobbelte antal. Der var trængsel i »dammen«, da vi kom i havn.

Per Egelund solgte gardiner og indførte motorsider i Helsingør Dagblad.

Revisoren ville tælle linjer

Nu har jeg så til min skræk næsten glemt Ahrensberg, som var vores »meddeler« fra Fredensborg. Det havde han været længe før min tid, og han fortsatte i nogle år, selv om han allerede dengang var en gammel mand.

Ahrensberg havde været ved banerne, vistnok stationsforstander i Lyngby, og det hed sig, at han stadig kunne alle tiderne for ankomst og afgang i hovedet helt tilbage fra 20'erne.

Det var nu ikke så meget, vi fik fra Ahrensberg, og det var nok meget godt, for han var på linjebetaling. Det var vist 12 øre per linje, under alle omstændigheder småpenge.

Ikke desto mindre fik jeg en dag besøg af en revisor, som var på rutinebesøg i bladhuset. Han spurgte, om jeg nu også havde talt de linjer, Ahrensberg havde taget betaling for. Det havde jeg ikke.

Når Ahrensberg kunne huske togtiderne i 20'erne, kunne han vel også tælle sine linjer nøjagtigt op. Og jeg havde forresten andet at bruge min tid til.

Bridgens faste spalte

Og så var der Kirketerp, som leverede resultater fra bridgeklubberne i en årrække. Han havde haft en ejendom på Rønnebær Allé, og han boede stadig i en villa derude. Det var vigtigt stof, han leverede. Jeg havde det slogan, at hvis vi bare sørgede for bridgeresultaterne og for at skrive pænt om Pigegarden, kunne vi bedre tillade os at være en kritisk lokalavis.

Hvis nogen i dag skulle spørge mig, hvad der er vigtigt for en lokalavis, ville jeg gentage: bridgeresultaterne. Hvis man har dem på plads på en fast ugedag, har man fat i et interessant segment i befolkningen.

Så da Kirketerp faldt fra, fik vi heldigvis en ung mand til at sørge for det vigtige bridgestof.

Dagbladets skakpris

Niels Granberg skrev om skak. Vi havde et mangeårigt samarbejde, som dog ikke var helt uden gnidninger, når der i ombrydningen var blevet blandet lidt for meget rundt i hans skak-diagrammer.

Men det var Granberg, der fik mig til at indstifte Dagbladets Skakpris, som blev uddelt i en lang årrække ved en årlig sammenkomst i kantine. Jeg håber virkelig, at vi dermed har været med til at stimulere skakinteressen i Helsingør – sagt med en venlig hilsen til blandt andre Helge Jensen, der i mange år var formand for Espergærde Skakklub.

Granberg spillede i øvrigt også wienermusik, og på en eller anden måde kom vi altid til at lave fejl, når vi skulle præsentere ham og hans gruppe for læserne. Det var, som om Granberg var forfulgt af sætternissen.

Epistler fra hverdagen

Tom Lund Hansen var i et par omgange medarbejder i Helsingør Dagblads annonceafdeling, og han boede i skoven ude ved Danstrup. Hans små ugentlige epistler om sine ture sammen med hunden Luffe huskes måske hos avisens ældre læsere.

Og sådan har der mellem år og dag været mange, som berigede Helsingør Dagblad med deres anekdoter fra hverdagen. En af dem var min daværende hustru, Karen Gertz. Hun skrev i 70'erne jævnligt betragtninger om livet med børnene derhjemme under overskriften »Som dagene går«.

En af Karens historier handlede om Lego-klodserne, som lejlighedsvis fyldte hele stuegulvet derhjemme, og det førte til, at vi fik tilsendt en kæmpe pakke med Lego fra fabrikken derovre i Billund. Jeg sendte den ikke tilbage, for det kan vel ikke kaldes bestikkelse, når gaven først kommer efterpå.

Uden for Hestens Bakke

Erik S. Rønn var korrekturlæser ved bladet. Jeg havde kendt ham i mange år, for han var medredaktør af Retsforbundets blad »Vejen Frem«, hvor jeg i mine unge dage gav en hånd med.

Rønn boede i Valby her i Nordsjælland, og jeg fik ham til at skrive en rubrik, der hed »Nabo-noter«. Min tanke var, at selv om det lå helt uden for vores rækkevidde at dække resten af Nordsjælland kontinuerligt, så burde vi have en smule om resten af landsdelen.

Rønn skrev sine noter fra Nordkysten i causeriets form, og somme tider gik han også til byrådsmøder i Helsinge og Gilleleje for at være orienteret. Hvilket blev bemærket på Amtsavisen, som vel tænkte »Hvad vil de her oppe?«

Tilsvarende havde jeg også kontakt med den tidligere medarbejder ved lokalavisen Nordsjælland, Claus Ricka, der boede i Nivå. Her var tanken, at han skulle skrive lidt om, hvad der rørte sig syd for Humlebæk. Desværre havde han nogle lange sygdomsperioder, så efter nogle sporadiske forsøg løb det ud i sandet.

Carl Nielsen fra Hellebæk skrev især anekdoter fra sine mange arbejdsår.

Kenno og museet

Kenno Pedersen var leder af Helsingør Kommunes Museer, og samtidig skrev han masser af artikler til Helsingør Dagblad. Det var markedsføring for museet, og med til at udbrede kendskabet til den lokale historie, og på redaktionen var vi glade for samarbejdet.

Historisk stof er en nødvendighed for avisen i en by, der emmer af historie, og Kenno udfyldte pladsen efter Birger Mikkelsen, da vi ikke havde ham mere. Sammen lavede vi flere store tillæg til avisen om historiske emner – til glæde for begge parter.

Siden har Kenno som bekendt kastet sig over en anden af sine interesser og skriver om vin.

Ikke mindst takket være Svend Ørnø fik vi også gang i klip fra de gamle årgange efter en pause. Omhyggeligt støvsugede han de gamle årgangsbøger for småt og stort (en opgave, som nu over overtaget af Peter Clausen - red.).

Det er altid spændende at få repeteret, hvad der skete lokalt før i tiden – måske ikke mindst det, som man selv har en chance for at huske.

Kenno Pedersen var leder af Helsingør Kommunes Museer, og samtidig skrev han masser af artikler til Helsingør Dagblad. Historisk stof er en nødvendighed for avisen i en by, der emmer af historie.

Tips og fortællinger

John Edmund Andersen fra Snekkersten var et musisk menneske med mange talenter, og han skrev lejlighedsvis også journalistiske artikler til Helsingør Dagblad. En anden bidragyder var Karl Nielsen fra Hellebæk, som også havde lokalhistorie at fortælle. Der var aldrig nogen fast aftale, men han leverede artikel efter artikel, hvortil han hentede stoffet fra sine mange arbejdsår.

Hvad de mere kontante lokalnyheder angik, nød vi også dengang godt af Kaj Hvolgaards hjælpsomhed. Journalistuddannet, som han er, ved han nok, hvad der er en historie. Det udnyttede han i de år, hvor han drev PR- og reklamebureau på Stengade, og han fortsatte med at levere os tips og artikler, da han ikke mere havde nogen kommercielle interesser at pleje.

Således var der omkring avisen en mængde mennesker, der var med til at gøre den til det, den var. Jeg skylder dem alle en stor tak og en undskyldning for, at jeg sjældent havde mulighed for at belønne dem efter fortjeneste. De fleste er døde nu, men andre sørger for, at engagementet lever videre i spalterne.

John Edmund Andersen fra Snekkersten skrev klummer om løst og fast.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 13. november 2017 11:26

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Verona Pizza og Kebab 20.000 win win 23/5 18-23/5 19 1726656 logo
Eksakt Rengoering

KV-Revision, Kunde nr. 280954,  Ordre nr. 1725350, 40.000 visninger Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

Abonnements tilbud

Prøv Helsingør Dagblad gratis i 3 uger

Nej tak
Jeg vil ikke have en gratis avis
Ja tak
Jeg vil gerne tage imod tilbudet
*Prøvetilbuddet gælder kun husstande, som ikke tidligere har haft gratis uger 2 gange, og husstande som ikke har abonneret på Helsingør Dagblad indenfor de sidste 3 måneder.
close-link
Abonnements tilbud

hovedmenu