Af Helsingør Dagblad

Klumme: Når jeg bliver stor, så vil jeg … ja, så køber jeg altså også en kirke!

Euronics side  win win 30.000 16/4 18 – april 19 1723144

Helle Josefsen er mor til to teenage-drenge. Hun er født, opvokset og bosiddende i Espergærde. Helle er leder af Ungdomsskolen i Helsingør.

Okay, jeg skal nok også vinde en lille smule i lotto… – eller finde en investor, der tænder lige så meget på ord som FÆLLESSKAB og SAMMEN som jeg gør – for ellers har projektet nok lige så lange udsigter som det tager, at Danmark tager Halland, Skåne og Blekinge tilbage.

For nogle uger siden pakkede jeg og en flok dejlige veninder os sammen og drog på udflugt til København. Vi skulle nemlig til Fællesspisning i Folkehuset Absalon – for nogle måske bedre kendt som Absalon Kirke.

Absalon Kirke blev i forbindelse med noget sognesammenlægning tilovers og solgt til en millionær, der var glad for fællesskab og bordtennis. Her er der så nu skabt et privat drevet kultur- og forsamlingshus åbent fra tidlig morgen til sen aften, 365 dage om året.

Veninderne og jeg mødes nogle gange om året og er sammen. Vi spiser sammen, er kloge sammen, cykler sammen, drikker (masser af) vin sammen og oplever sammen. Denne gang ville vi bare også gerne være det sammen med nogle andre, der også gerne ville være sammen.

Det er meget SAMMEN – men dem der kender mig ved også at #sammenerdetsjovere burde være mit mellemnavn. Jeg tror, at vi bliver både klogere og stærkere, hvis vi lever og tænker vores liv som en del af et fællesskab – og også bruger det fællesskab til udvikle alt det, vi er usikre på og bange for.

Efter en transportsituation og et snif af socialrealismens Vesterbro, ramte vi kirken og åbningen af billetsalget helt som planlagt kl. 17. Stemningen var høj, spændingen stor og køen var lang, for ca. 180 havde denne lørdag fundet frem til ”Fællesspisning, brætspil og natdiskotek”. Vi kom endelig frem til aftenens vært. Vi betalte vores 50’er, som det koster at spise ”dagens ret”, og fik efter værtens grundige overvejelser anvist en plads ved halvdelen af et 16 mands bord. Vi var fire, to var i selskab med de 8 ved nabobordet og de to sidste kom begge alene og kendte ingen. Den ene – en ældre stram debutant-dame, den anden – en ung og velfriseret mand der kommer i kirken 2-3 gange om ugen… – og så sad vi – og de – der!

Der er jo højt til loftet i sådan en aflagt kirke – og vinen var billig – så stemningen blev meget hurtig både lidt løssluppen – men også omsorgs- og hensynsfuld. For det, der foregår i den kirke, er så meget mere end bare ”kom og spis”. Maden blev præsenteret af dagens kok, bordformænd blev udnævnt, retterne skulle serveres af os selv. Giga-øko-kyllingerne skulle parteres – og vi klappede, roste, jublede, og snakken bølgede undervejs.

Og jeg var lykkelig – eller i hvert fald tæt på. For ét var, at jeg var omringet af min egen kerne, mine veninder – men vi kunne også omfavne nogle, der ikke var det. Så efter en skøn aften gik vi beriget ud i københavnernatten og rejste hjem til hver vores lille matrikel.

Og efterfølgende har jeg dagligt både talt om – og drømt om – den kirke. Hvordan kan vi få sådan noget op og stå i vores lille hjørne af øen. Gider folk overhovedet stille sig selv til rådighed i frivillighedens navn i den målestok. For jeg vil jo have det hele – fællesspisning, folkekøkken, bordtennis, studiemiljø, yogaklub, mødregrupper, seniordans, banko, kokkeskole, koncerter, strikkeopvisninger, loppemarkeder og så videre. Jeg ved godt, jeg kan finde meget af det i Helsingør. Det er bare ikke helt det samme. Jeg vil have mit eget – og jeg vil sælge øl til en 10’er, og jeg vil lave bordplan, så der bliver plads til alle.

Jeg ved godt, at jeg nok er nødt til lige at gennemtænke det lidt mere – og I kommer helt sikkert til at høre mere herfra om det. Jeg starter lige med at fise ned og forsøge sikring af finansiering og købe en lottokupon eller to. Nogle der skal med? For så kunne vi jo gøre det SAMMEN?!

Artiklen sidst ændret: 6. december 2017 00:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
HF Byg 353825 1723481 top 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

Job i Nordsjælland

Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger logo
Euronics log  win win 30.000 16/4 18 – april 19 1723144
Esp Dyreklinik 1723659+1734831 25.000 vis. 29/5 18-29/5 19
Holmen, 1723975, 12.000 visninger logo
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu