Starwars, Marken er mejet og Svanesøen på kinesisk


Af Helsingør Dagblad

Den flotte tranedans havde tydelig inspiration fra balletten Svanesøen. (foto: Torben Sørensen)

Helsingør: Flot, charmerende og eksotisk. 500 mennesker fik en strålende oplevelse i det to timer lange kinesiske nytårsshow i aftes i Kulturværftets store sal.

Det musikalske åbningsbrag var i bedste Star Wars-stil med kinesiske overtoner, og en meget yndig sangerinde sang “Marken er mejet” – på dansk! – iført en drøm af en kjole, der kunne have givet point ved det europæiske Melodi Grand Prix. Melodien til “Marken er mejet” er i øvrigt også en elsket børnesang i Kina, fik vi at vide.

International genkendelse var der over en tranedans, der var en glad gendigtning af de store optrin fra “Svanesøen”, der kommer fra Rusland og går sin sejrsgang på tåspidserne i alverdens balletkompagnier.

En virtuos fløjtespiller gav en munter rundtur i alle skovens fuglestemmer, og masser af humor var der også i et dansenummer med fem muntre svende og en meget ung forførerske, der tryllede lommetørklæder om til snurrende paraplyer.

Hele vejen kunne man glæde sig over fantasifulde og farverige kostumer.

Artiklen sidst ændret: 16. juli 2018 18:32

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018