Flyvende fløjspiller fik sit gennembrud i storkamp
HÅNDBOLD: Der var mange gode præstationer hos Nordsjælland Håndbold i kampen mod KIF Kolding København. Men over dem alle var der Carl-Emil Haunstrup, der med ni mål på 10 forsøg kom bragende ind i Håndboldligaen fra højre fløj.
– Jo, du må gerne skrive, at det her var mit gennembrud. Jeg synes, jeg har spillet gode kampe før, men det her var selvfølgelig noget særligt. Jeg er først og fremmest glad for, at holdet vandt, men ni mål i en kamp er ikke normalt for mig. Endnu i hvert fald, for jeg kunne da sagtens blive vant til det, siger Carl-Emil Haunstrup.
Han var på alles læber i Helsingørhallen i minutterne efter den meriterende sejr over Kolding.
I en hæsblæsende afslutning, hvor Nordsjælland Håndbold på kort tid kom foran med tre mål med to minutter tilbage, var det alligevel ved at blive spændende, da Lasse Uth brændte to åbne chancer, og KIF scorede i den anden ende. Med 12 sekunder tilbage bad Haunstrup om bolden fra Jesper Dahl, og da han fik den, gik vejen direkte mod mål.
De 1.000 mennesker i hallen blev for en stund musestille, mens den 21-årige Helsinge-dreng svævede ind over stregen og hamrede 31-29-målet i kassen.
Artiklen sidst ændret: 7. februar 2018 12:57
Den gode tone
- Respekter fællesskabet
- Overskrid ikke grænsen
- Vær med og hav det sjovt