Tanja Bendixen Krygers ?klumme i oktober 2017, hvor hun fortalte om det særlige venskab mellem hende og Per.

Af Mads Birch

Klumme: Farvel min gamling

Euronics side  win win 30.000 16/4 18 – april 19 1723144

I oktober måned fortalte Tanja Bendixen Kryger om sit venskab med cykelvennen Per i Dagbladets klumme "Som jeg ser det". Nu er Per død, og Tanja sender her sit eget farvel til ham, hun kaldte sin gamling. Herunder kan du genlæse klummen.

Min ven er cyklet i forvejen, og jeg nåede ikke at sige ordentligt farvel… jeg vidste jo, at det ville ske, og at jeg ville være den sidste, der fik besked. Som det er, når man hverken er familie eller nær bekendt, men blot en del af en frivillig base, der cykler med de gamle.

Men, for pokker, hvor havde jeg ønsket, at jeg lige kunne nå at sige farvel og fortælle ham, hvor meget turene betød for mig. Hvor højt jeg værdsatte hans fortællinger og smittende glæde ved at komme ud og gense byen og naturen. Og hvordan han gav mig et nyt syn på livet som gammel – og ikke mindst, en forståelse af, hvor stor betydning selv de små glæder får, når bevægelsesfriheden begrænses af alder og fysik. Jeg kan jo håbe, han læser klummerne i lokalavisen.

Kære Per, tusind tak fordi du lod mig være din cykelven – og tak fordi du krævede, at jeg kun cyklede med dig! Jeg håber du cykler videre med din hustru og din elskede hund, og nyder ikke længere at være bundet af din kørestol. Farvel min ven – farvel min gamling!

Hvorfor cykler jeg rundt med en 90-årig på ladet af en Christianiacykel hver anden uge?

For tre år siden fik jeg lyst til at gøre noget godt for andre.

Jeg havde overskud på energikontoen og kunne mærke, at jeg var klar til at prøve noget af det der sociale velgørenhed. Jeg er normalt ikke den, der står forrest, når der skal gives noget af mig som person. Samme dag beslutningen var truffet, dukkede et opslag frem på min Facebook-væg, hvor ”Cykling uden alder” efterspurgte piloter, der ville cykle gamle mennesker rundt i kommunen.

Det var noget, jeg kunne klare! Jeg kan godt lide at røre mig og være ude i naturen, og der var ikke andre krav end den tid, man kunne afse.

JEG FIK HURTIGT gennemført de indledende møder og finpudset mine cykelfærdigheder på den elektriske ladcykel. Min første tur blev booket via hjemmesiden, og jeg troppede nykæmmet op til første dag som pilot. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg aldrig har været særligt betaget af ældre mennesker og aldrig havde forestillet mig at arbejde på eller i nærheden af et plejehjem. Og, hvad pokker skulle jeg tale med denne fremmede person om i en hel time. For en sikkerheds skyld tog jeg høretelefoner med, så jeg i det mindste kunne høre lidt musik, hvis nu min passager var tavs som graven.

Men tavshed var absolut ikke noget problem. Jeg blev nemlig koblet med Per. Per var på det tidspunkt 89 år og en mand af ufattelig mange ord. Han havde desværre været ude for et fald tidligere, hvilket gjorde, at hans ben ikke længere ville, som han ønskede, og han derfor var tvunget til at sidde i kørestol. Hvilket absolut ikke passede ham. Hans fald til trods fejlede hovedet ikke noget særligt, og han havde altid været en mand, der nød udelivet og naturen. Så han ville bare gerne ud at cykle - nu!

Per og kørestol blev lastet på cyklen, og vi begav os ud på første tur. Der var lidt tekniske udfordringer med at få strøm til at virke optimalt, hvilket resulterede i nogle pudsige episoder undervejs, og hvad der gik endnu bedre, var vores snak. Det viste sig hurtigt, at vi havde fælles interesser i sport, biler og naturen, så der var ikke mange minutters tavshed.

Den dag fik Per for alvor vind i håret – og jeg blev bidt af cykling uden alder. For det første fordi det var hyggeligt at høre alle de gode historier, for det andet fordi det var fantastisk at komme rundt til andre områder af min by end dem, jeg normalt bevæger mig i.

Men mest af alt fordi jeg oplevede en fantastisk smittende glæde hos Per og en umiddelbar taknemmelighed over, hvor meget den skide cykeltur betød for ham. Fra da af var Per min skønne gamling.

Og Per var åbenbart også tilfreds, for der gik ikke mange ture, før han kiggede mig i øjnene og bad mig om ikke at cykle med andre. Jeg har cyklet med Per hver anden uge lige siden, - kun ham, og det bliver jeg ved med. For det har jeg lovet.

HÅNDEN PÅ HJERTET. Det er ikke alt sammen rosenrødt og solskinsfyldt. Når regnen falder og vinden rusker, kræver det sgu lidt ekstra viljestyrke at komme ud ad døren. Og jeg har da også aflyst en enkelt gang eller to. Hvis det stod til Per, skulle vi aldrig aflyse. For han er ligeglad med at blive kold, våd eller gennemblæst. Bare han kan få lov at komme ud at cykle.

Per er blevet ældre, hukommelsen er ikke, hvad den har været, og der er noget længere mellem historierne. Men selvom turene er blevet mere stille, så ændrer det ikke ved den glæde, jeg mærker fra Per hver gang jeg henter ham på plejehjemmet.

Og der går da heller ikke en tur, hvor han ikke bryder ud i spontan glæde over skoven, havet, cyklen, mig eller noget helt femte. Derfor fortsætter jeg med at laste min gamling og hans kørestol på ladet, lige til den dag, hvor han skal cykle videre til det næste liv.

Jeg kalder ham min gamling, og det er sagt med kærlighed. Han er gammel, og når vi cykler sammen, så er han min.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 20. februar 2018 14:50

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal man tvinge flygtning til at dele bolig?

Job i Nordsjælland

mestergartneren side+logo 25.000 win win 1. april og 1 år frem
vind salaer – logo
prøvestenen logobanner
3T  textil 374063 25.000 win win 27/8 1 år frem 1733128
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu