Benny Kurt Hansen. (Privatfoto)

Af Helsingør Dagblad

Farvel til en tusindkunstner

Living Invest, Kundenr 280833, Ordrenr 1725103, 25.000 visninger side/logo

Benny Kurt Hansen, Unnasvej 12, Helsingør, er død. Hans kæreste, Birgit V. Voigt, skriver mindeord om et usædvanligt menneske.

Mindeord: Vi har med Bennys bortgang mistet et usædvanligt og utroligt kreativt menneske. Han havde et lyst og ungdommeligt sind, elskede at lege, og der var næsten ikke den genre i livet, han ikke brillerede i.

Da jeg for 27 år siden mødte Benny, syntes jeg, at jeg var en meget energisk person. Men jeg fandt hurtig ud af, at her havde jeg virkelig mødt min overmand!

Læs også: Finns smukke død på en bjergtop

Sang, musik og trylleri

Utrolig hjælpsom var han også. Havde man brug for praktisk hjælp, kunne man regne med ham med det samme. Han var sangskriver, og på et øjeblik havde han kreeret en sang til en eller anden lejlighed, festlig som sørgelig.

Benny optrådte som tryllekunstner og julemand, elskede karneval og medvirkede i amatørteaterforestillinger – han var blandt andet med i Sommer i Tyrol, spillet på Kronborg.

Han havde en smuk tenorstemme, sang meget hjemme og i korsammenhæng. Han kunne spille på mange forskellige instrumenter og spillede en årrække violin i Hamlet Strygerne. Han mødtes også med gamle spillevenner to gange ugentligt og nød det.

Flere gange blev de booket til at spille til sølv- og guldbryllupper og runde fødselsdage eller på diverse plejehjem.

Et samlerhjem

Benny havde han en særlig evne til at kunne vurdere ting og ejendomme, og ofte så man ham lørdag formiddag med cyklen ved sin side gå rundt på byens loppemarkeder, hvor han lynhurtigt spottede de bedste tilbud. Hans hjem bar i høj grad også præg af dette. Spændende, men for de fleste totalt overvældende med så mange ting samlet et sted.

Som bygningsingeniør evnede han at bygge sit eget hus med indendørs swimmingpool, og her underviste han et utal af byens børn i svømning. Han og hans familie havde også megen glæde af en skøn have, som voksede sig stor og frodig, og da han bestemt var et udendørs menneske, tilbragte han meget tid her året rundt.

Himmel og hav

Også tegne og male kunne han, var endda talentfuld også her. Luftrummet brugte Benny som svæveflyver, og når han havde drager oppe på stranden eller på dragefestivals. Havet brugte han på den måde, at han i næsten 25 år var vinterbader, og dette uden sauna, i al slags vejr.

Han beherskede også både surfing, lasersejlads i egen båd og havkajak (en gave fra børnene). Han fiskede skønne fisk i Øresund fra sin lille træbåd, indtil vi ved hjemkomst fra en ferie erfarede, at den var blevet stjålet.

Ud at køre

På landjorden var cyklen hans fortrukne befordringsmiddel. I tidernes morgen var han formand for Kronborg cykelklub, og sin tandem medbragte han på mange ferier sydpå til stor ærgrelse for mange en taxachauffør på det lokale sted, vi ferierede.

Han kørte veteranmotorcykel fra 1938 og veteranbil, hvor man løfter taget op fra den ene side. Han kørte folkevognsrugbrød, fin til kræmmerting, og i familiens campingvogn bød det på mange skønne familieture i udlandet, med medbragt cykel naturligvis.

Mortorcykelturene gik blandt andet til koncerter og karneval i København – og til besøg hos Bennys mor på et plejehjem i Næstved, hvor hun efterfølgende gav dejlig frokost i byen.

Om vinteren, når det var skiføre, viste han sine evner som habil skiløber på løjperne i Teglstrup Hegn.

Op på tæerne

Benny var også en strålende og elegant danser. På vores utallige ferier i Spanien udfoldede han aften efter aften sit store talent på hotellets dansegulv, til stor glæde for de andre gæster.

Et år opnåede han af hotellets ledelse at blive kåret til årets mr. Beautiful. En stor ære, der glædede ham meget. Når vi gik forbi gæsterne i byen, hviskede de ”Der går ”the dancers#.

Børn og børnebørn har haft mange skønne sommerdage med Benny på stranden ved Marienlyst, og han elskede at være der i solen ved havet. Han elskede sine børn, børne- og oldebørn meget højt og fortalte ofte om de mange oplevelser, han havde haft med dem gennem årene. så lyste hans ansigt af stolthed over det, de havde bedrevet i deres liv, hver på deres måde.

Den sidste cykeltur

Det er også en glæde for mig at vide, at mine børnebørn altid har betragtet det som en fest at være i selskab med Benny, når de kom og besøgte mig i Helsingør.

Alle, der elsker Benny, vil altid savne hans lyse og farverige sind, og vi er stolte over, at han så længe og utrætteligt kæmpede så flot mod sin alvorlige sygdom. Desværre vandt den over ham den 27. januar.

Forsynet ville, at han fik sin allersidste cykeltur kun få minutter før, hans hjerte ikke kunne mere, og han fik også lov at opleve den dejligste ”sidste dag” i livet sammen med mig.

Vi er alle taknemmelige over, at han fik en så hurtig og dermed meget nådig død, og han efterlader et stort savn hos os. Han var min soul mate.

Artiklen sidst ændret: 5. marts 2018 13:40

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger Top

Job i Nordsjælland

Forsyning 375774 25.000 win til og med juni ´19. 1729995
øresundsakvariet. Ordre 1724948. Kundenummer 373612. 25000 visninger Side/logo
HF Byg 353825 1723481  logo 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19
Madam Sprunck/Strejf 220955, 1725351, 25.000 visninger logo/side
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu