Politikere tror på kompromis om byggeri på byens vigtigste grund
BYGGERI: Det er gået op for politikerne i Helsingør Byråds udvalg for by, plan og miljø, at mange borgere ikke er tilfredse med de planer, som er blevet præsenteret for et byggeri på Kulgrunden ved Havnegade i Helsingør.
På et kommende møde i udvalget skal politikerne diskutere dispensationsansøgningerne, som for tiden er ude i en såkaldt forhøring. Blandt andet har en ny, mere traditionel placering af vinduerne ud mod Havnegade og nye facader vakt vrede.
– Jeg kender kun det nye forslag fra din avis og fra henvendelser fra borgere. Og jeg er betænkelig ved at give dispensation. Vi har efter et grundigt arbejde og mange, lange diskussioner vedtaget en lokalplan for kort tid siden. Den skal vi holde fast i. Det er ikke vores problem, at der er kommet en ny ejer, siger Peter Poulsen, socialdemokratisk medlem af udvalget for by, plan og miljø.
Poulsen understreger, at Kulpladsen er en svær grund at bygge på. Den ligger på et vigtigt sted i Helsingør.
– Så placeringen alene gør, at vi skal tænke os enormt godt om. Det, som man søger dispensation om at få lov til ændre i forhold til vinduer og facader og så videre, er betænkeligt. Beboerne i området har fat i nogle pointer om det her, når de siger, at vi vel ikke for enhver pris tillade et byggeri, siger politikeren.
Skal ikke være bange
Den konservative Jens Bertram sidder også med i udvalget. Bertram vil vente på, at en kommende høringsrunde er afsluttet, før han kommer med sin endelig holdning til det nye byggeforslag.
– Hvis folk synes, at hele verden bryder sammen for eksempel på grund af de nye vinduer, så er det ikke dem, der skal være der. Jeg vil lade høringssvarene bestemme… Samtidig vil jeg gerne sige, at folk er meget hurtige til at gøre sig til smagsdommere over et byggeri som det her. Det gælder også det tidligere udvalg, som har lavet lokalplanen for Kulpladsen. Der sad mange smagsdommere i det udvalg, som var meget strikse med, hvad man måtte og ikke måtte. Jeg synes ikke, at vi skal være smagsdommere.
Artiklen sidst ændret: 19. april 2018 09:30
Den gode tone
- Respekter fællesskabet
- Overskrid ikke grænsen
- Vær med og hav det sjovt