Buksestrid på Retro
HELSINGØR: “Bennys bukser brændte – Børge råbte Åh! – Børge havde nemlig Bennys bukser på.”
Halfdan Rasmussens muntre børnerim vandt genklang ved 1-tiden fredag nat på Club Retro i Bjergegade, hvor to fulde ungersvende på 17-18 år var så uregerlige, at dørvagten måtte tilkalde politiet.
Patruljen tog de to med til overnatning i detentionen, men forinden måtte de også lige have ekspederet en 21-årig her fra byen, som gentagne gange blandede sig i anholdelsen og insisterede på at få udleveret en af de anholdtes bukser.
Alle tre får en sigtelse og en bøde på “ikke under 1000 kroner” for overtrædelse af ordensbestemmelserne.
Kvart i fem var den gal igen ved busterminalen på Jernbanevej. Her var to unge på 18-19 år og en mand på 33 kommet op at slås.
Derudover var fredag nat ellers ganske fredsommelig, ifølge vagtchefen hos Nordsjællands Politi.
Artiklen sidst ændret: 7. maj 2018 11:19
Den gode tone
- Respekter fællesskabet
- Overskrid ikke grænsen
- Vær med og hav det sjovt