Tre gange ja. Jan Ryberg fra Lokaldemokraterne, Christian Holm Donatzky fra De Radikale og Mette Lene Jensen fra SF i byrådssalen mandag aften, hvor de stemte ja til stadion-byggeriet. (Foto: Lars Johannessen).

Af Jesper Munch Nielsen

Byråd kalder rådgivning elendig efter ja til dyrt stadion-byggeri

Cahetu 395194 1723549 logo 25.000 win win 18/4 18-april 19

BYGGERI: Nu kan byggeriet af Helsingørs kommende stadion gå i gang. Et bredt byrådsflertal godkendte mandag aften ved 20-tiden, at kommunen bruger over 81 millioner kroner på byggeriet af et stort stadion på Gl. Hellebækvej ved Helsingør Hallen, men undervejs på byrådsmødet blev der uddelt verbale øretæver til de eksterne rådgivere, som prissatte stadion-byggeriet for kommunen.

57 millioner kroner havde Helsingør Byråd afsat til det nye stadion – en pris for det besluttede stadion-projekt, som de hyrede rådgivere havde regnet sig frem til.

81 millioner kroner er det beløb, som politikerne mandag aften måtte godkende som den endelig pris for at bygge Gl. Hellebækvej-stadionet.

Kommunen må derfor nu finde penge i kassebeholdningen og hive 23 millioner kroner op af kommunekassen for at dække ekstraregningen. Rådgivernes bud på en pris lå altså langt under den pris, som stadion nu skal bygges til efter det seneste udbud.

– Det er jo ikke sådan, at kommunen sidder med eksperter på stadionbyggeri, institutionsbyggeri og så videre, for så skulle vi have en meget større administration end i dag. Derfor hyrer vi rådgivere ind. Og det er så der, at vi bliver meget gråhårede, for det viser sig, at de ikke rammer skiven. Det har de ikke gjort i det her tilfælde. Vi er efter dem, for den måde, vi er blevet rådgivet på, er stærkt kritisabel, og vi er mega-hamrende arrige over det, sagde borgmester Benedikte Kiær fra De Konservative på mødet.

Også Socialdemokratiets Henrik Møller var inde på samme spor. Han erklærede, at det ikke var et stolt øjeblik for byrådet at godkende et projekt, der bliver så meget dyrere end budgetteret.

– Vi kan godt snakke om, at rådgiverne ikke har levet op til ansvaret. Men det ændrer ikke ved, at vi kommer til at stå og se rigtigt fjollede ud… Men vi er nået til point of no return, lad os nu komme videre, erklærede Henrik Møller.

SF’s Bente Borg Donkin havde svært ved at sætte ord på irritationen over den store budgetoverskridelse på stadion-byggeriet. Og hun var i tvivl til det sidste, men endte med at stemme ja.

– ÅÅÅÅÅRRRHHHHH har jeg bare lyst til sige. Det ærgrer mig, at vi var så skråsikre, at vi gik med ind i en aftale og stod foran borgerne og sagde, at det ville koste 57 millioner kroner. Og det med den elendige rådgivning har man også lyst til at udstøde en lyd til. Vi må tale om, hvordan vi fremadrettet lærer af det.

Den radikale Christian Holm Donatzky kaldte det for en svær beslutning at nå frem til et ja til stadion-byggeriet – blandt andet på grund af rådgivningen.

– Det er en fuldstændig elendig rådgivning, som vi har været vidne til her. Vi er blevet forsikret igen og igen på, at det kunne lade sig gøre inden for denne økonomiske ramme… Men hvad er alternativet? Helsingør har brug for et bedre stadion end det nuværende. Og hvis vi lader processen gå om igen, så bliver det hele dyrere eller ringere eller begge dele, sagde han.

Det var De Konservative, størstedelen af Socialdemokratiet, SF, Venstre og Lokaldemokraterne, der stemte ja til stadion-byggeriet.

Venstres Mette Lene Jensen oplyste, at sagen havde skabt stor splittelse i partiets bagland. Og også i hendes politiske hjerne.

– Jeg har været ekstremt meget i tvivl, fordi overskridelsen er så stor som en tredjedel. Men har forudsætningerne ændret sig? Nej, det har de ikke. Vi bygger stadion et stadion for bredden, ikke kun for FC Helsingørs førstehold. Der er kummerlige forhold på Nordre Strandvej, som vi simpelthen ikke kan være bekendt, sagde Mette Lene Jensen.

Den konservative Per Tærsbøl mindede om, at når Helsingør Kommune bygger et stadion ved Gl. Hellebækvej, så bliver den nuværende stadiongrund på Nordre Strandvej frigivet og kan sælges til boligbyggeri. Det vil give 80-100 millioner kroner i kommunekassen, vurderede Tærsbøl.

Artiklen sidst ændret: 29. maj 2018 12:40

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger top

Job i Nordsjælland

AH modegarn 39169 1723845 logo 40.000 win win 1. maj 18-1. maj 19
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger logo
Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger logo
https://www.kunstnershoppen.dk/
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu