Helle Hammerich og Jens Mortensen har fået hjælp i landsforeningen Spor til at lære at leve med følgerne af det seksuelle misbrug, de blev udsat for som børn. Nu starter de en lokalafdeling af Spor i Helsingør. (Foto: Lars Johannessen)

Af Asger Lind Krebs

Vi lever med følgerne hele livet

Multiflyt 24.5 18-24.5 19 25.000 win win 1726605  side artikel

Helle Hammerich og Jens Mortensen blev begge misbrugt som børn. Følgerne har fulgt dem hele livet. I aften åbner de en lokalafdeling i Helsingør af landsforeningen Spor, der arbejder for at hjælpe voksne, der er blevet seksuelt misbrugte som børn og unge.

MISBRUGT: En helt almindelig torsdag eftermiddag for tre og et halvt år siden stod Helle Hammerich og kiggede ind ad butiksvinduet til undertøjsbutikken Change i Stengade. Et minde ramte hende så pludseligt og voldsomt, at det ændrede hendes liv for altid.

- Jeg så mig selv som lille pige, der stod sammen med min mor og hendes kæreste foran selv samme butiksvindue. Butikken hed den gang Trunte. Jeg tiggede om en hvid cowboyjakke, der hang i vinduet. Lige dér foran butikken for tre og et halvt år siden kunne jeg pludselig høre ordene og mærke følelsen, da min mors kæreste lagde armen om mig og sagde: "Hvis du er en sød pige, så får du den".

Helle holdt fast i et af stativerne foran butikken med fint undertøj og kastede op. Hun satte sig med ryggen mod en mur og græd og kastede op. Hun husker, at et par gik forbi og manden kiggede på Helle og sagde noget om, at hun havde drukket for meget.

- Jeg anede ikke, hvad der skete med mig. Hvorfor jeg pludselig fik det sådan. I første omgang forbandt jeg ikke mindet med seksuelt misbrug, blot med ekstremt ubehag.

Jens

Modsat Helle har Jens Mortensen gennem hele livet levet med erindringerne om en barndom præget af fysisk og psykisk vold og seksuelt misbrug. Bag lukkede døre i en dysfunktionel familie. En ulykkelig barndom afskærmet fra omverdenen, der har præget hele hans liv.

- Helt basalt har jeg aldrig fået den tryghed, de fleste er vokset op med. Det har været altafgørende for mit liv. De ting, som traumer udløser, er så omfattende, at det påvirker os langt ind i fremtiden. Volden og de sexuelle overgreb har formet hele den måde, jeg er gået ud i verden på.

Allerede fra Jens var seks år gammel, lærte han sig forskellige overlevelsesteknikker for at komme gennem livet.

Han lærte sig selv at trække sig væk fra verden. Det man i fagsprog kalder dissociation, der udløses af traumatiske begivenheder og betragtes som den sidste overlevelsesstrategi, når man skal leve med følgerne af stærkt traumatiserende begivenheder.

Selv beskriver Jens det som, at han lærte sig at adskille krop og hjerne for at distancere sig selv fra minderne.

Helle

Efter oplevelsen på Stengade gik Helle hjem og kiggede på billeder fra hendes barndom for at se, om hun virkelig havde fået den hvide cowboy-jakke. Det havde hun.

Herefter fik hun flere flashbacks også om selve de seksuelle overgreb.

Alt, hvad hun havde fortrængt, siden hun var barn, kom op til overfladen.

- Det har været tre hårde år, hvor jeg har haft mange flashbacks, daglig hovedpine, momentvis angst, ekstremt dårlig søvn og stor sorg og vrede.

Helle kommer i øvrigt fra en åben og glad familie. Det krævede mere end et tilløb, før hun fik fortalt sin mor og sine to sønner om misbruget.

Jens

Følgerne af det misbrug, Jens blev udsat for som barn, har præget og plaget hele hans liv.

Han har haft apatiske perioder, hvor han kunne ligge tre dage på en sofa uden at flytte sig en centimeter. Kun tørst trak ham til sidst op og tilbage til livet. Han har drukket massivt, forsøgt at begå selvmord. Har haft svært ved at knytte følelsesmæssige bånd til andre.

Alt sammen symptomer skabt af barndommens lidelser.

Jens omtaler sig selv som en handlingens mand, der gerne tager fat på sine egne problemer og forsøger at gøre noget ved dem. Eksempelvis da han lod sig indlægge til alkoholafvænning efter at have fået målt en promille på 5,5 på et misbrugscenter.

- Jeg har fokuseret på mine symptomer og kunne ikke forstå, hvorfor jeg bare fik det dårligere og dårligere. Men jeg fjernede jo bare alle de overlevelsesstrategier, jeg havde opbygget siden min barndom og sad så kun tilbage med smerten uden noget til at dæmpe den.

Spor

Helle og Jens har fået professionel hjælp fra psykologer, psykiatere og læger.

Og så har de begge søgt ind i landsforeningen Spor, der guider voksne med senfølgerne af seksuelt misbrug i barndommen og ungdommen.

Helle var på sit første seminar med Spor i marts måned.

- Det var første gang, jeg var i båd med nogle med samme oplevelser som mig selv. Det var meget givende på en god og rolig måde. Spor har hjulpet mig meget. Det har givet mig mulighed for at have et fællesskab. Et meget tæt fællesskab. Vi har en fælles bagrund og behøver ikke at gemme vores oplevelser væk. Intet er tabu. Det giver større forståelse for hinanden og for, at man skal passe på hinanden.

Jens har været med i Spor i fem år.

- Jeg var sindssygt heldig at finde Spor. Jeg fandt vej til en samtalegruppe for mænd på Frederiksberg. Særligt for mænd er seksuelt misbrug meget tabubelagt. Men her mødte jeg dygtige behandlere, og jeg opdagede, at jeg ikke var alene. I Spor kan man sænke paraderne i en periode.

Helle og Jens

Helle og Jens er begge opvokset i Helsingør. Gennem arbejdet i Spor har de på få måneder opbygget et stærkt venskab.

Men de har faktisk også kendt hinanden som børn. Dengang de begge blev udsat for misbrug, men ikke viste noget udadtil, heller ikke til hinanden.

De har også gået i Ungdomsskolen sammen og arbejdet sammen på færgerne og på Burger Queen. Uden at de anede noget om hinandens historier.

Men Helsingør er på mange måder en lille by, og da Helle fortalte sin kæreste om det misbrug, hun har været udsat for, fortalte han, at han kendte en, der hedder Jens, der har oplevet det samme.

Det var dog først, da de mødtes gennem Spor, at Helle forstod, at det var den Jens hun kendte.

Næppe de eneste

På landsplan har Spor 450 medlemmer.

Helle og Jens er overbeviste om, at de ikke er de eneste voksne i Helsingør, der bærer rundt på senfølgerne af seksuelt misbrug. De har derfor besluttet sig for at starte en lokalafdeling op.

De er klar til at fortælle deres historier og hjælpe andre med lignende oplevelser i bagagen.

- Vi har tre hovedformål: synliggørelse, oplysning og at skabe rammer for, at medlemmer kan mødes i øjenhøjde. Der findes ikke noget mere helende end at møde nogen i samme båd som en selv, siger Jens.

Det hele begynder med en introaften i aften klokken 18.30 til ca. 21.

Der vil være oplæg af landsformanden Cleo Borrowman, der vil fortælle om selve foreningen og det arbejde, der foregår. Derefter yderligere to oplæg af Jens og Helle. Alle over 18 år er velkomne.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 30. maj 2018 04:30

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

mestergartneren side+logo 25.000 win win 1. april og 1 år frem
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger logo
Louise Klinikken, Ordre 1725086, kunde 397931, 25.000 visninger logo/side
Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger logo
KV-Revision, Kunde nr. 280954,  Ordre nr. 1725350, 40.000 visninger Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu