Af Jacob Henriques

Klumme: Parallelle verdener

Backe vin 374334 1725521 7/5 og 1 år frem  Visninger pr. md. 25.000 delt i 2 mat. Vin logo og top. Gin sky og side

Mikael Fock er chef for Kulturværftet og Toldkammeret. Mikael bruger sin erfaring som teater- og filminstruktør hvad enten han kaster sig ud i det daglige program i kultuhusene, nye hologram teknologier, Click eller Knejpefestival.

Pludselig stoppede toget uventet på Nivå station. En togchauffør meddelte kort efter, at vi havde mistet vores kørestrøm. Ikke bare os, men hele Kystbanen ind til Nørreport station. Masser af tog strandet ned ad sporet, forestillede jeg mig. Hvor længe mon?

Ingen kunne sige noget, og da slet ikke Banedanmark. Ret hurtigt steg temperaturen i toget, og vi endte efterhånden alle sammen ude på perronen, der trods de 28 graders sol, stadig var bedre end de omkring de tæt på 40 grader, den langsomt sneg sig op på inde i toget.

På perronen begyndte mange af os at tale sammen og med personalet, som jo var i samme båd som os. Nogle gav råd, og andre skyndte sig at bestille en vogn til lufthavnen. Andre igen var rasende.

Snakken gik snart mellem mange på perronen, også en yngre kvinde, som stødte til på Nivå station og grinende deltog i snakken.

Pludselig blev vi kaldt ind i toget. Strømmen var tilbage, og vi kunne køre igen. Kvinden fra perronen satte sig lige over for mig, og jeg hilste hende med et nik. Vi havde jo tilbragt tid sammen på perronen. Nikket blev dog ikke besvaret, og jeg hengav mig til mine emails og almindelig refleksion, alt mens toget kørte igennem sommerskovene.

Mens jeg sidder sådan, ser jeg pludselig at kvinden lyser op i det største smil til mig. Jeg drejer hovedet og smiler igen og opdager, at hun slet ikke har smilet til mig men til sin smartphone. Hun er ved at lave en selfie.

Nå, kommer jeg til at sige halvhøjt, vel nok nærmest for at italesætte min egen misforståelsetil hende. Træt kigger hun nu på mig uden at sige et ord. Okay, vi sidder lige over for hinanden, og det er ret svært at undgå at se, hvad hun gør med sit ansigt. Nu følger der også en hurtig stime af selfies, og live opdateringer til Instagram. Små videoer, hvor hun spærrer øjnene op, kniber dem sammen, laver trutmund, kigger op og ned, og smiler, fniser og blinker på forskellige måder.

Hurtigt forstår jeg at jeg er havnet i et skuespil, der ikke tiltænkt mig eller de andre passagerer, der sidder lige omkring hende, men tiltænkt de sociale medier i et parallelt univers. Forvirret og skamfuld prøver jeg at kigge væk, men det er svært at undgå den store iscenesættelse, der kører foran mig. Det er som om, jeg er blevet placeret i et teater, hvor jeg ikke må kigge på skuespillerne. Jeg er ikke velkommen her. Sådan fortsætter det, og situationen bliver svære og svære at være i. Mere og mere desperat forsøger jeg at vise hende, at jeg IKKE kigger, for ikke at hun skal føle sig krænket. Men dels er det svært, for ikke at sige umuligt, at lade være med at følge med i det store skuespil, der foregår lige foran næsen på mig. Dels fornemmer jeg at hun holder øje med mig, og hver gang jeg kommer til at se neutralt i hendes retning, kigger hun krænket, og senere aggressivt på mig.

Da jeg endelig når til Nørreport, rejser jeg mig udmattet og går lettet ud.

Jeg hilser ikke på hende, ser demonstrativt væk, og hun er for øvrigt også ligeglad og langt væk i sine forskellige “poses” og selfies.

Jeg kunne have valgt at flytte mig før, men noget sagde mig at jeg, og de andre passagerer tæt på, blev udsat for en slags overgreb. Pigen kunne have sagt ”laver lige nogle sjove videoer til en ven”, i stedet viste hun os: “Jeg bestemmer, at du ikke eksisterer”

Jeg følte mig uretfærdigt behandlet, som tvangsindlagt til et skuespil, i det offentlige rum. Jeg kunne ikke undslippe, måtte ikke se på og ikke deltage i. Jeg havde slet ingen ret havde til at eksisterede i rummet. På en underlig måde følte jeg mig ekskluderet fra det fællesskab, vi lever i, når vi befinder os i et offentligt rum.

Bagefter tænkte jeg at næste gang nogle “laver poses”, tager videoer af sig selv eller selfies, lige foran mig et sted, hvor jeg ikke kan undgår at se på det - så må jeg godt kigge på dem.

For vi må ikke ekskluderer og gøre hinanden usynlige i det offentlige rum.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 19. juni 2018 16:34

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Madam Sprunck, Kunde nr. 220955, Ordre nr. 1725351, 25.000 visninger logo/side
rafn-woldsen, Ordre 1725631,  kunde 275797, 25.000 visninger side
Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 side/logo
Betina Grønbæk 1730237 280920 40.000 win 5/7-18-5/4-19
AH modegarn 39169 1723845  top 40.000 win win 1. maj 18-1. maj 19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu