Håndværker bestak embedsmand i Helsingør Kommune
Retten har fældet dom over en 33-årig håndværker for bestikkelse og bedrageri mod Helsingør Kommune.
HELSINGØR: En kommunal embedsmand i center for håndværk og byggeri ved Helsingør Kommune har fået sin dom for korruption, men nu er den sidste af de håndværkere, som er indblandet i sagen, blevet dømt.
Han fik en tillægsdom på fem måneders betinget fængsel oven i den dom, han stadig afsoner for grov vold. Desuden skal han udføre 100 timers samfundstjeneste. Han har modtaget dommen i tilståelsessagen.
Det viser domsbogen fra Retten i Helsingør.
For store regninger
Ifølge den så er den 33-årige ejer af en lokal håndværksvirksomhed dømt for at bestikke embedsmanden i forvaltningen og for at have begået bedrageri mod Helsingør Kommune.
Han begyndte i 2014 at udføre håndværkeropgaver for kommunen blandt andet på Tikøb skole og Kongevejens skole i Helsingør. Flere af de opgaver han udførte for kommunen bestak han embedsmanden for at få, mente retten.
Men på et tidspunkt, kan man læse af domsbogen, indvilgede embedsmanden, som var byggesagsbehandler, og som skyldte den dømte penge, også at acceptere at håndværkeren skrev større beløb på fakturaerne til kommunen, end han havde krav på.
Fiktive regninger
Ekstrabeløbene fungerede som afdrag på embedsmandens gæld til håndværkeren.
Denne skrev også flere fiktive fakturaer ud til kommunen. De blev betalt og pengene delte embedsmanden med den 33-årige håndværker.
Korruptionssagen, som også omfattede to andre byggesagsbehandlere, blev opdaget i forbindelse med en intern revision i 2016.
Artiklen sidst ændret: 20. juni 2018 12:07
Den gode tone
- Respekter fællesskabet
- Overskrid ikke grænsen
- Vær med og hav det sjovt