Af Jesper Munch Nielsen

Anmeldelse: Et helvedes hus

HF Byg 353825 1723481  logo 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

“Hereditary” er et djævelsk godt filmgys, der langsomt kommer krybende og sætter sig i hele kroppen.

ANMELDELSE: Tag bare overskriften helt seriøst. Familie Graham bor i et hus, som rummer alverdens ondskab – og underverdenens med for den slags skyld.

Huset indtager en helt central rolle i den premiereaktuelle gyser “Hereditary”, som alle med hang og trang til en uhyggelig tur i biografen bør se. Det er ikke fordi, huset er besat. Men dets beboere er det. Eller bliver det.

Jeg skal naturligvis ikke røbe for meget, for “Hereditary” er sådan en film, som langsomt forklarer sig selv og skal have chancen for at gøre det – uden utidige anmelderafsløringer.

Rigtig dårlig stemning

Men jeg kan godt fortælle, at mor Annie Graham bor i huset langt ude i skoven sammen med sin mand og parrets to teenagebørn. Hendes følelseskolde mor er lige død, men styrer faktisk stadig begivenhederne fra graven, og nu begynder skeletterne at rasle i skabene, samtidig med at sind går i stykker, og grufulde ulykker sker.

“Hereditary” går ikke efter billige gysertricks.

Der står ikke folk, spøgelser eller monstre bag enhver dør klar til at hoppe frem. I stedet for disse såkaldte jump scares arbejder “Hereditary” med stemning. Dejlig dårlig stemning. Utryg, trykkende, truende stemning. Vi er hele tiden opmærksomme på, at det her kommer ikke til at gå godt. At mere ondskab er på vej.

Vi ved måske ikke helt hvorfor, men vi kan bare fornemme det – på det, der foregår inde i mørket. På de små detaljer, på de mystiske tegn, på alt det, der bliver sagt og ikke sagt.

På den dysfunktionelle familie. På fluernes summen, og på pigen med det mærkelige ansigt, der klipper hovedet af en død fugl og propper det i lommen… til senere brug forstår man.

Et mareridt

Der er flere løse hoveder i “Hereditary”. Og myrer. Og en ung mand, der ligger i sin seng og venter på, at hans verden kommer til at stå i flammer.

Man risikerer selv at ligge søvnløs efter at have set filmen. Instruktør Ari Aster, som også selv har skrevet manuskriptet, debuterer med denne spillefilm, og det med maner. “Hereditary” er et klaustrofobisk mareridt og virkelig uhyggelig, hvis man lukker op for historien og ned for fornuften.

Filmen er i direkte familie med Roman Polanskis “Rosemary’s Baby”. Og det omtalte hus – fyldt med mor Annies mere og mere uhyggelige miniaturer – bliver så fysisk for os, at “Hereditary” også har et slægtskab med Kubricks “Ondskabens Hotel”.

Godt år for gysere

Toni Collette er fremragende som Annie, Gabriel Byrne fin som den plagede far. Men det er børnene – pigen Charlie spillet af Milly Shapiro og drengen Peter spillet af Alex Wolff – der er allerbedst i en meget anbefalelsesværdig film.

2018 har været et godt år for gysere – først kom den i bogstavelig forstand lydefri “A Quiet Place”, og nu kan folk med stærke nerver uhygge sig med “Hereditary” – to gyserfilm, som vil blive husket i lang tid, hvilket de færreste år, faktisk de færreste årtier, kan bryste sig af.

Artiklen sidst ændret: 29. juni 2018 14:12

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Holmen, 1723975, 12.000 visninger top

Job i Nordsjælland

https://www.kunstnershoppen.dk/
Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger logo
Nsnet.dk – læs online
Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger logo
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu