Foto: Lars Johannessen

Af Josephine Vedel

Farvel til hele Helsingørs Kinagrillen: ”Spise her, med hjem?”

Låsesmeden, 279278,1724845, 25.000 visninger Logo

Her kan du læse portrættet af Kinagrillen, som Helsingør Dagblad bragte den 18. oktober 2014.

I 1973 åbnede Hup Seng Tau fra Singapore og Churairat Potayanukul fra Thailand ved skæbnens tilfælde den legendariske Helsingør Kinesiske Grill. Intet er siden blevet forandret i forretningen på Rosenkildevej, som mange helsingoranere har minder fra. 41 års vedvarende slid er ved at nærme sig afslutning. Det samme er en af byens tidslommer.

HELSINGØR: Ægte helsingoraner er man, hævdes det, når man er født på det for længst lukkede Antoniehus.

Et andet og nulevende kriterium for at være legitim borger i vores by er, at man har hentet take away på kinagrillen på Rosenkildevej. Og endnu bedre, at man tilhører den gruppe af befolkningen, der kan huske, hvordan man i 1970erne og 80erne stod i kø langt hen ad fortovet ved den lille forretningsarkade for at få del i de friturestegte forårsruller.

2014: Lugten af friture er helt den samme. De røde klinker sidder stadig på væggene. Den mørkebrune træhylde, hvor man kan sidde på en høj taburet og læse aviser, er den samme. Kun aviserne mangler på hylden. Dem brød Fødevarestyrelsen sig ikke om i tæt sammenhæng med tilberedelserne af pølser i svøb, grillkyllinger og pommesfrites.

De håndskrevne menu- og prisskilte er de samme. Kun priserne er opdateret undervejs. Det foregår ved, at små papirlapper, hvorpå de nye priser er skrevet, herefter limes på ud for hver enkelt ret.

De gamle håndtegnede skilte på træpanelerne over disken er de samme. Nu blot i en falmet udgave. Bøfsandwichen er blevet lysebrun, pølserne lyserøde. Men det betyder ikke noget, for dét, der ligger i trådkurvene i den evigt boblende fritureolie, har stadig den rigtige farve.

 41 år senere

Hup Seng Tan og Churairat Potayanukul er også de samme, blot 41 år ældre end den dag i 1973, hvor de med spænding åbnede Helsingørs første rigtige fastfood-sted. Byens første etniske madhus, der blev døbt noget så dansk som Helsingør Kinesiske Grill.

At de dengang ikke kunne et ord dansk, er kun en lille overdrivelse.

Fire-fem danske gloser kunne Churairat Potayanukul jonglere med hen over disken til kunderne. Og ordene er de samme nu, ”Spise her, med hjem?” Den legendariske sætning, der fortsat får helsingoranere til at trække på smilebåndet og dagens branding-branchefolk til at dirre.

Super-branding

”Spise her, med hjem?” er en branding så effektfuld, at den har holdt sig dugfrisk i fire årtier, og Churairat, lige høj nok til at række de pakkede varer op over disken til kunderne, siger det stadig: ”Spise her, med hjem?”

Det er hende, der altid har tegnet butikken udadtil. Uden noget særligt sprog har hun haft sin tætte kommunikation med kunderne og med sin utrolige klæbehjerne husket, hvad man bestilte, sidste gang man var forbi Kina-grillen. Det kan have været for to år siden, det betyder ikke noget. Churairat husker alt. En evne, der har hjulpet hende godt igennem i et land, hvis sprog hun aldrig har lært.

Manden, som han mest omtales blandt kunderne, holder sig som regel i baggrunden, helst helt ude af syne, ude i grovkøkkenet.

1970: Hup Seng Tan, 64, er oprindeligt fra Singapore og gammel sømand, der har sejlet på verdenshavene. I 1970 havde han som 14-årig hyre på et skib, der lagde til i København. Her hoppede han af i håb om at påmønstre et andet skib. Men den planlagte hyre glippede, og dermed blev Danmark hans skæbne.

Efter at have haft fabriksarbejde i nogen tid besluttede han at åbne en grill, og det blev helt ved et tilfælde til forretningen på Rosenkildevej i Helsingør.

Churairat Potayanukul, snart 65, er født i Thailand, men begge hendes forældre var kinesere. Hun havde fjerne slægtninge i København og valgte at rejse til Danmark. Hun fik job i Kina-grillen. Den blev hendes skæbne.

Passer hinanden

– Nej, nej, det var ikke kærlighed ved første blik. Vi er heller ikke gift. Vi arbejder sammen og bor sammen. Passer hinanden, så det er godt nok, smiler Churairat under sit sirligt bundne tørklæde, der omkranser hendes milde, runde, altid venlige ansigt.

Hendes hænder afslører historien om 41 år med hårdt, konstant slid. De fortæller historien om to menneskers vedholdende arbejde. Om at dumpe ned fra himlen på en plet på verdenskortet, som er total fremmed. Om at skabe et eksistensgrundlag, om at bo i Valby, tage toget hjem hver aften ved 23-tiden fra Helsingør og møde igen næste dag ved 10-11-tiden til rengøring, madlavning, forårsrulle-rulning, til arbejde i varme, kulde og træk.

Imod strømmen

De er ikke blevet millionærer, de har bare passet butikken. Hver dag, året rundt, undtagen et par uger i april, hvor de tager på ferie i Thailand.

De har ikke været omstillingsparate og smarte på facebook. De er gået imod strømmen ved at være og gøre, som de altid har gjort. At gøre det samme som man altid har gjort og kunne leve af det, dét er i dag en sjældenhed.

De udgør en tidslomme, der slutter, når de efter planerne til næste år lægger den sidste forårsrulle i trådkurven.

2014: – Finanskrisen var hård for os. Og det er aldrig blevet det samme igen. Men det er også, fordi det hele er blevet anderledes. De unge vil jo ikke selv hente maden. De vil bestille den, og så skal den bringes ud, men det kan vi slet ikke. Så skete der også det, at da Bycentret kom, så forsvandt der også nogle kunder. De gamle dage var hyggeligere. Jeg savner dem. Dengang kunne man også gå på gaden om aftenen, det kan man ikke nu, forklarer Churairat og slår ud i en armbevægelse mod Rosenkildevej.

– Men danskerne er meget søde. Der var også en dame, der inviterede mig til kaffe hjemme hos sig engang. Jeg nåede det dog aldrig, og nu er hun død. Det er der flere af vores faste kunder, der er. Vi har kunder, der er kommet her i flere generationer. Jeg har fulgt med i, hvordan det går alle. Der er også mange, der siger, at vi ikke må holde op.

En stamkunde, Per, 54, i blå overalls, parkerer sin knallert uden for forretningsruden. Siden han var 12-14 år, har han spist her.

Tømte skraldespande

– Da jeg var dreng, gik jeg ud og tømte skraldespandene, og så fik jeg en bakke pommesfrites for det, siger han og afslører, at hans livret er pølser i kimono. Og at han ikke ville drømme om at spise på McDonalds som alternativ til kinagrillen.

– Her er der god service. Og så kan man få en personlig snak. Det er meget rart, hun kender én.

2016: Selv om kunderne ikke vil af med deres tidslomme på Rosenkildevej, så tager sliddet på Churairat og Hup. Og mest sandsynligt slutter deres arbejdsliv om et års tid.

– Så vil jeg til Thailand på ferie. Men jeg vil ikke bo der. Jeg savnede mit land, da vi var unge. Men når man ikke har nogen mor og far, så savner man det ikke så meget. Det er her, jeg kender flest nu, siger Churairat.

Hup vil den dag, han har æltet sin sidste forårsrulle-dej ude bagved, til sit fødested Singapore. Nok også på en lidt længere ferie end sædvanligt. Men også han bliver i Danmark.

Artiklen sidst ændret: 29. juni 2018 14:12

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Trykkeriloftet topbanner

Job i Nordsjælland

Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. side/logo
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger logo
Jobo bilcenter, 374274, 1724821, 20000 visninger logo/side
Multiflyt 24.5 18-24.5 19 25.000 win win 1726605 logo
Betina Grønbæk 1730237 280920 40.000 win 5/7-18-5/4-19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu