Kari Jørgensen på Roskilde Festival for første gang.

Af Jacob Henriques

Helsingør-skoleleder er Roskilde-frivillig

Jobo bilcenter, 374274, 1724821, 20000 visninger logo/side

53-årige Kari Jørgensen er taget på festival for første gang i sit liv. Det er en god oplevelse med et godt formål, mener hun.

FESTIVAL: Til daglig er Kari Jørgensen skoleleder i Helsingør - for Helsingør Skole med knap 2.000 elever samt 340 lærere og andet personale på Kongevejen Skole, Helsingør Byskole, Skolen ved Gurrevej, Nordvestskolen og Nygård Skole. Men i disse dage fungerer den dygtige og anerkendte skoleleder slet ikke som chef, men derimod som helt almindelig ansat på gulvet så at sige. Og hun er taget på arbejde for selv at lære noget om en ny verden.

Jørgensen er dog ikke taget på ekspedition til verdens ende eller omegn. Hun er taget på Roskilde Festival.

Den første Roskilde Festival fandt sted på Dyrskuepladsen i Roskilde i 1971. Samme år fyldte i dag 53-årige Jørgensen syv år, men festival har hun ikke været på før nu.

- Nej, aldrig. Men jeg må sige, at det er et meget fascinerende koncept. Og min oplevelse er, at det her på Roskilde fungerer meget ordentligt. Folk er glade. Og jo, nogle er også lidt fulde, og nogle steder er her beskidt. Men her er virkelig hyggeligt. Man fornemmer, at fællesskabet er vigtigt. Fællesskab er oppe i tiden generelt og i udvidet forstand her på festivalen, siger Kari Jørgensen.

Befriende

Lederen i hende kan ikke lade være med at begejstres over hele den enorme operation, som det er for en uge at skabe og drive Danmarks fjerdestørste by med 130.000 indbyggere - på en flad mark i Roskilde. Hun begejstres også over deltagerne.

- Det er virkelig skægt at komme i snak med så mange mennesker. Jeg kan godt blive lidt høj af, at her er hele spektret af mennesker, socialt og aldersmæssigt og alle mulige typer af folk. Der er også mange, der er klædt ud eller har noget vildt tøj på. Hvis de gjorde sådan uden for festivalen, ville man tænke ‘psykiatrisk afdeling. Man fornemmer, at festivalen er et frirum, et åndehul. Og det er da befriende, fortæller hun.

Der er solgt 80.000 billetter til hele festival-ugen og 20.000 endages-billetter. Desuden er der 30.000 frivillige - en af dem er Kari Jørgensen.

De unge knokler

Torsdag klokken 16 møder Kari Jørgensen ind på sit arbejde. Frem til midnat skal hun hjælpe med at få langet madretter over disken til sultne festivalgæster på Roskilde i madboden New Arctic.

- Jeg laver alt muligt hernede. Jeg har gjort rent, stået ved kassen, snittet salat, tilberedt maden. Man kommer hele vejen rundt. Det er faktisk sjovt at lave noget, hvor jeg kan sige, at ‘det ved jeg ikke, for jeg har ikke prøvet det før’.

Jørgensen har meldt sig som frivillig i New Arctic, som er et af de over 80 madsteder på Roskilde Festivalen, men det eneste, der som navnet antyder, sælger mad fra de koldere egne højt mod nord. På menuen står der fish and chips og en burger. Sidste år blev der solgt rundt regnet 6.000 portioner af begge dele.

Helsingør-skolelederen er alderspræsidenten på New Arctic-holdet af frivillige. Og hun har kun ros til overs for de unge kolleger.

- Hold nu op, hvor de kan arbejde. Folk, der påstår, at de unge er dovne, kan bare kigge forbi. De er virkelig gode til at tage fat.

Pengene bliver givet væk

24 timer skal hun arbejde i alt i løbet af 2018-festivalen fra onsdag og til tidligt søndag morgen. Der bliver brugt ferie-dage på det, men Kari Jørgensen føler, at hun får rigeligt retur.

- Jeg har længe gerne villet lave noget frivilligt arbejde, men der er jo ikke nok timer i døgnet til hverdag. Vi er venner med folkene bag New Arctic, og en dag stak min mand mig lidt og fortalte, at jeg gerne ville tænke mig en frivillig tjans, og nu er jeg så her, forklarer hun.

Kari Jørgensen fortæller grinende, at hun har øvet sig lidt ved at servere et par gange ved FC Helsingørs hjemmekampe. De timer, som Kari Jørgensen leverer, betyder, at børn og unge i Grønland får bedre muligheder end i dag.

- Jeg er glad for at lave noget, hvor pengene går til et godt formål. Og jeg elsker, at alle pengene er givet væk, når næste Roskilde Festival går i gang, konstaterer hun.

New Arctic er en non-profit-organisation og får fra festivalboden et plus på cirka 100.000 kroner, som bliver givet til tiltag i Grønland. Og det gebyr, som New Arctic ved siden af betaler til Roskilde Festivalen, indgår i det overskud, som festivalen giver til alskens velgørende formål.

De nye områder

New Arctic-boden står ud mod en plads sådan cirka lige midt imellem de to hovedscener på Roskilde Festivalen - vartegnet Orange Scene og Arena-teltet med plads til 18.000 mennesker plus det løse. Og Kari Jørgensens arbejdsdage mellem burgere og fish and chips er udtryk for, at hun ikke har tænkt sig at gå glip af megether i livet.

- Jeg har sat mig i hovedet, at jeg skal udforske nye områder og prøve ting af. Jeg gider ikke at være sådan en 80-årig, der sidder og jamrer over, at hun aldrig prøvede det ene og det andet. Jeg skal ikke fortryde ikke at have gjort ting, som jeg gerne ville gøre, konstaterer hun.

Kari Jørgensen har dog ikke kastet sig ud i at sove i telt på Roskilde. Skolelederen er, som hun siger, færdig med camping og kører frem og tilbage fra hjemmet i Ålsgårde.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 6. juli 2018 17:30

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Rasmus Ebbe 388428 1723690 logo  25.000 win win 19/4 18-april 19
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. side/logo
Silverline 24/7-24/7 19. 20.000 win win 1731324 logo
Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 side/logo
Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu