Af Helsingør Dagblad

Klumme: ”Vuf” sagde konen

Casper Andersson  24/5  18 – 24/5 19 25.000 1726606 side

Camilla Lysgaard er designer og indehaver af Lulu’s Love. Hun er medlem af bestyrelsen i Helsingør Handel. Camilla er gift med Jan og bor i Højstrup. De har sammen Valdemar på 18 år og Mathilde på 25 år.

Siden jeg kom til verden, har jeg stort set været omringet af dyr.

På nuværende tidspunkt tæller dyreparken ét styk meget bredrygget, brun labrador ved navnet Frede. En deltidshund (min datters), en tyk kat, en gammel kanin og fire næsten ”rumpe hårløse” høns. Ud over det har vi to heste, som godt nok ikke står i vores baghave, men dyr er der nok af, hvis du spørger min mand, som mener, vi kan tage entré ved havelågen for at se ind i mini zoo’en.

Vores første hund i mit ”voksenliv” var en stor, stærk labrador.

Vi fik ham efter et forsøg på indbrud. Politiet foreslog os at få en stor hund, der kunne gø. På den måde blev Sofus så en del af familien. Sofus var det, man kalder en ”rigtig” hund. Ingen turde gå ind ad havelågen, uden de kendte ham. Han blev kaldt Kongen af Højstrup. Han var vores ungers absolut trofaste følgesvend. Da alderen indhentede Sofus, blev han begravet i haven. Børnene lagde blomster og tegninger ned til ham, og inden vi skulle fylde jord på, sagde min mand pludselig: ”Vent”, hvorefter han kom med sine yndlingsgummisko. ”De skal følge Sofus, for vi har gået utallige kilometer sammen i netop disse sko”, alt imens tårerne løb ned ad kinderne på ham (det skal siges, at jeg faktisk kun har set min mand græde, da vores første barn blev født).

Det var hård kost, men egentlig ikke så underligt, for hjemme hos blev der altid sagt, at på fars yndlingsliste var Sofus øverst, dernæst børnene og så mig!

Familien blev hurtig enige om at anskaffe en ny hund, endnu en labrador, den førnævnte Frede! Se, her kan man tale om den diametrale modsætning af Sofus. Frede er født doven.

Hans yndlingsposi­tion er i sofaen på ryggen med alle fire stænger direkte i vejret. Når jeg løber med ham, er jeg nødt til at have snor på, for jeg skal slæbe ham efter mig. Et ømt syn. De få gange han er løs, bliver jeg overhalet af mountain­bikere, som er søde til at påpege, at der går en brun basse nede for enden af stien.

Jo tak, jeg venter.

Frede er på ingen vis ”Kongen af Højstrup”. Til gengæld er han flere gange afhentet i køkkenet hos diverse naboer, for han vil til enhver tid går efter lugten af frikadelle!

Nu er det jo ikke kun hunde, vi gør os i. Katte er ej at forglemme. Min mand siger, at hvis jeg var alene, ville jeg have 40 katte og blive kaldt ”kattedamen”.

Faktisk skal min mand slet ikke være så hellig. For år tilbage ville skæbnen, at en stor rød hankat på størrelse med en ræv, med et iturevet øre og nærmest åbent kraniebrud, kastede sin kærlighed på netop os. Min mand stod fast og sagde nej. Der var 2 katte i forvejen. Jeg måtte ringe til Kattens Værn. Den dag, vi skulle aflevere ham, træder jeg ind i køkkenet, hvor på min mand stolt vender sig om og peger: ”Se, de spiser på række”. Vores to katte og den tilløbende.

Vi afleverede ham som en sød, blid kat. Da vi skulle afhente ham igen, ringede den rare mand fra Kattens Værn, for lige at sige, at vi nok skulle tage et par grove havehandsker med, for ellers kunne det godt blive svært at få ham i buret!! Den kat, vi nu afhentede, havde vi jo allerede lavet en aftale om, at han skulle bo hos os, så nu viste han sit sande jeg.

Jeg har ikke tal på, hvor mange slåskampe specielt min mand og katten har haft, fulgt af: ”Er det dig eller mig, der bestemmer her”? Når vi tog på ferie, kvitterede netop denne kat konsekvent med at lægge en god ”kage”, altid på mandens hovedpude, for hvad lignede det, at vi rejste. Når det så er sagt, så var Oscar, som han blev døbt, skide skæg og kærlig på sin egen måde.

Jeg blev bare så glad, da jeg forleden læste, at et plejehjem havde anskaffet sig to katte, ”Tante Møghe” og “Gucci”. De bragte så meget glæde hos deres beboere, og det kan jeg godt forstå. For i min verden er det en gave at få lov at have dyr. Ja, bevares, der skal luftes, gives mad, og der kommer store sorger. Men glæden, grinene og ikke mindst minderne overskygger langt alt dette. Og som bonus er altid en, der er glad for at se dig, når du træder ind ad døren!

Artiklen sidst ændret: 23. juli 2018 11:12

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Job i Nordsjælland

BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger side/logo
Tagsjakket  side+logo  26/3 18-31/3 19 win win 1721578
Stengade apotek 68802 25.000 win win 22/5 18-22/5-19 1726512 logo
Rasmus Ebbe 388428 1723690 logo  25.000 win win 19/4 18-april 19
Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu