Af Asger Lind Krebs

Stadion var urealistisk fra starten

Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger side

Politikerne i Helsingør byråd har over en bred kam lagt skylden for det voldsomt overskredne stadionbudget over på rådgivningsfirmaet Nova5. Men graver man ned i sagens detaljer, er sagen knap så entydig.

NYT STADION: Aarstiderne Arkitekter er et af Danmarks største arkitektfirmaer. og det er også et af dem, der har størst erfaring med at bygge fodboldstadioner. De nye stadioner i Vejle, Silkeborg og Herning er alle tegnet af Aarstiderne.

Det erfarne firma deltog også i konkurrencen om stadion i Helsingør. Men Helsingør Kommune valgte i stedet forslaget fra Nova5. Et forslag – skulle det vise sig – der blev væsentligt dyrere end de 57 millioner kroner, kommunen havde afsat til projektet.

Ifølge Torben Klausen, direktør i Aarstiderne Arkitekter, valgte Helsingør kommune et vinderprojekt, der var urealistisk fra starten. Samme konklusion kommer en ekstern rådgiver, hyret af Helsingør Kommune, frem til.

Men for rigtigt at forstå, hvorfor Helsingør skal have et nyt stadion, og hvorfor det undervejs er blevet forsinket og væsentligt dyrere end forventet, begynder vi historien mere end 3,5 år tilbage i tiden.

15. november 2014

FC Helsingørs førstehold er taget en tur til Amager. Det er en af efterårets mest grå og kolde dage, og på en pløjemark af en fodboldbane spiller FC Helsingør 0-0 mod B1908 i en ualmindelig trist fodboldkamp.

Kampen er imidlertid langt fra repræsentativ for FC Helsingørs efterårssæson. I efterårets 15 kampe har Kronborgs drenge været flyvende, vundet de 11, spillet 3 uafgjort og blot tabt en enkelt. Og med det uafgjorte resultat på pløjemarken på Amager kan holdet gå til vinterpause på en sikker førsteplads i 2. Division Øst og med næsen solidt plantet i sporet mod oprykning og 1. division.

De flotte resultater får smilene til at brede sig i FC Helsingør. Og på gangene i Helsingør Kommunes administration giver det anledning til at få sat skub i planerne for, hvad der skal ske med Helsingørs bedagede stadion på Nordre Strandvej.

Stadion blev bygget i 1923. Det er nedslidt og med faciliteter til spillere, dommere og tilskuere, som langt fra lever op til DBU og senere Divisionsforeningens krav til stadioner i 1. division. Allerede i budgettet 2014-2017 blev der afsat 1 millioner kroner til en forundersøgelse af ”Idrætsfaciliteter – Nordre Strandvej”. Og nu skal der handles.

9. juni 2015

Sæsonen i 2. Division Øst nærmer sig enden. FC Helsingør er på en suveræn førsteplads og har allerede sikret sig oprykning til 1. Division. Oprykningen toner det politiske arbejde. Nu er fokus især på at sikre, at Helsingør får et stadion, hvor der kan spilles 1. Divisionskampe og i mindre grad på de øvrige idrætsfaciliteter.

Helsingør Kommune har i mellemtiden fået Aarstiderne Arkitekter til at vurdere forskellige mulige scenarier. Aarstiderne er kommet frem til, at det ikke er muligt at udvide det nuværende stadion til at kunne rumme 10.000 tilskuere, hvilket er DBU’s krav til stadioner i Superligaen. Derfor fravælger politikerne i sundheds-, idræts- og fritidsudvalget hurtigt muligheden for at opgradere det eksisterende stadion. I stedet beslutter man at arbejde videre med at flytte alle idrætsfaciliteter fra Nordre Strandvej og til Gl. Hellebækvej.

Aarstiderne Arkitekter har beregnet, at det vil koste rundt regnet 134 millioner kroner at flytte både stadion, tennis, badminton og salonskytteforening til Gl. Hellebækvej.

14. december 2015

En styre- og en følgegruppe har gennem efteråret 2015 har arbejdet videre med forslagene til et nyt stadion.

På baggrund af deres arbejde og anbefalinger beslutter et stort flertal i byrådet følgende:

  • At Helsingør Stadion flyttes til Gl. Hellebækvej.

  • At det nye stadion forsynes med kunstgræs således, at det kan benyttes til både elite- og til breddesport alle ugens dagtimer.

  • At Helsingør Salonskytte Forenings faciliteter flyttes til nyt anlæg på Gl. Hellebækvej.

  • Badmintonfaciliteter flyttes som udgangspunkt til Gl. Hellebækvej.

  • De nuværende tennishaller bevares, og der etableres 8 stk. udendørs baner i nærhed af halfaciliteterne på samme side af Nordre Strandvej.

Som følge af flytningen fra Nordre Strandvej kan grundarealer, som tidligere har været anvendt til idrætsanlæg, sælges og byudvikles til boligbebyggelser.

Kun Enhedslisten og SF stemmer imod.

15. September 2016

Budgetforhandlingerne i Helsingør byråd er slut for i år.

FC Helsingør har klaret klubbens første sæson i 1. division fint og endte midt i rækken. Samtidig har DBU varslet skærpede krav til lysanlæg på stadioner i 1. Division.

Det har præget budgetforhandlingerne. Egentlig var det politikernes plan, at man først på budgettet for 2019 skulle finde penge til at bygge de nye idrætsfaciliteter på Gl. Hellebækvej. Men for at undgå først at skulle bruge millioner på et nyt lysanlæg på det gamle stadion og derefter bygge nyt på Gl. Hellebækvej, beslutter budgetpartierne, at man straks sætter gang i byggeplanerne. Til gengæld deler man projektet op, så man først bygger det nye stadion, og så i anden etape bygger badmintonbaner og skydehal.

Alle byrådets partier på nær Enhedslisten og Lokaldemokraterne står bag budgettet, hvor der afsættes knap 57 millioner kroner til det nye stadion. Det beløb er man kommet frem til skulle være tilstrækkeligt ved at fratrække udgifterne til badmintonhal og skydebaner fra Aarstiderne Arkitekters beregninger i forbindelse med forundersøgelsen.

7. februar 2017

Dette er en festdag. Fem firmaer har budt ind på, hvordan Helsingørs nye stadion skal se ud. Arkitektfirmaet Nova 5 har vundet arkitektkonkurrencen med et stadion, der karakteriseres som et nytænkende fodboldstadion,

– Vi bygger et stadion til fremtiden. Det er ikke bare en klods, der ligger på en grund, men et byggeri som passer organisk ind i landskabet, siger borgmester Benedikte Kiær. Hun har stået i spidsen for den dommerkomite, der har bestået af både eksperter, embedsmænd og byrådspolitikere.

Stadionet skal graves delvist ned og omkranses af et hegn af lysende pæle. Desuden går et aktivitetsbånd hele vejen rundt.

Udgangspunktet er, at stadion kan bygges for de budgetterede 57 millioner kroner. Men ved præsentationen fylder økonomien ikke meget.

Som svar på et spørgsmål fra Helsingør Dagblad svarer direktør i Helsingør Kommune, Lars Rich:

– Prisen skal holde. Nu skal vi sammen med rådgiverteamet regne tæt på det her. Men forudsætningen for at bygge stadion er det budget, der er lagt.

Urealistisk

Det har efterfølgende vist sig, at budgettet på 57 millioner kroner langt fra var tilstrækkeligt. Da byggeriet et år senere blev budt ud, var laveste bud på over 80 millioner kroner – en budgetoverskridelse på næsten 40 procent.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt den store projektoverskridelse kan forklares med hændelser i løbet af processen, eller om det allerede den 7. februar 2017 var et urealistisk projekt, der blev kåret til vinder?

Helsingør Dagblad har fået aktindsigt i et notat fra konsulentfirmaet Hoeck Management, som blev hyret af Helsingør Kommune til at vurdere det spørgsmål. Konsulenten vurderer, at det indkomne vinderbud fra B. Nygaard Sørensen (BNS) er nogenlunde retvisende.

“Da det er fastslået, at BNS’s pris er retvisende inden for ca. 5 mio. kr., kan det konkluderes, at budgettet på 57 mio. kr. ikke er/har været realistisk,” lyder den klokkeklare konklusion.

Ikke unormalt

Aarstiderne Arkitekter bød også på at tegne Helsingørs nye stadion, men vandt ikke arkitektkonkurrencen. Her mener direktør Torben Klausen, at Helsingør Kommune bør kigge indad, når man skal finde ud af, hvorfor stadion bliver så meget dyrere end budgetteret.

– Projektet har været urealistisk fra dag 1. Det kan man jo se, når der er så stor forskel på budget og de indkomne bud. Man har ikke været grundig nok i sin vurdering af vinderforslaget. Det er en generel ting, vi ser, at man udåber et vinderforslag, som ikke kan bygges for pengene. Derfor er man i den her klassiske situation, hvor man har et vinderforslag, der vinder på øjet, men ikke kan stå distancen på økonomien, siger Torben Klausen.

Når urealistiske projekter vinder konkurrencerne, stiller det arkitektfirmaerne i et dilemma.

– Helsingør Kommune er langt fra enestående. Og det er noget, som vi rådgivere går og jamrer over. Vi ser gang på gang, at det der vinder konkurrencerne, ikke kan laves. Hvad ville du så selv gøre. Bruge 5-700.000 kroner på at lave et økonomisk realistisk projekt, som ikke vinder eller lave et mindre realistisk projekt? I det hele taget er det en af udfordringerne ved arkitektkonkurrencer, at de rådgivere, der investerer betydelige beløb i at udarbejde materiale, ikke kan være trygge ved, at der lægges ensartede og objektive kriterier til grund for udvælgelse af vinderforslag. Det afholder mange kompetente rådgivere fra overhovedet at deltage i konkurrencerne, siger Torben Klausen.

Selvfølgelig har jeg også et ansvar

Jens Bertram, formand for idræts- og fritidsudvalget har været dybt involveret i hele processen og påtager sig gerne en del af ansvaret.

– Vi valgte Nova5’s projekt, fordi det var mere breddevenligt. Alle på nær én havde det projekt som førstevalg. Og prismæssigt lå det på niveau med de øvrige. Selvfølgelig er der ansvar på alle sider. I dag er jeg med på, at jeg kunne have råbt stop. Men hvornår var det lige, jeg skulle have gjort det? Jeg er uddannet reservedelsekspedient. Jeg er nødt til at stole på vores rådgivere. Og der var ikke nogen, som på noget tidspunkt sagde, at det her var helt ude i skoven. Så hvornår var det helt nøjagtigt, jeg skulle have stoppet op? Nogle siger, man skal stoppe op, hvis man er i tvivl. Men jeg var ikke i tvivl.

Ny metode

Helsingør Kommune har de seneste år set byggerierne af Espergærde Idrætspark, nyt plejehjem i Hornbæk og nu også det nye stadion, gå væsentligt over budget. Og ifølge Jens Bertram tager kommunen ved lære af erfaringerne

– Vi har talt om, at når vi skal til at lave noget på den gamle stadiongrund, skal vi ikke have en arkitektkonkurrence, hvor det gælder om at tegne det mest spektakulære byggeri. I stedet vil vi fokusere på, at det er noget, der rent faktisk kan bygges. Måske skulle vi – i bagklogsabens lys – have gjort det samme med stadion. Men vi har set på, hvad der sker og forsøger at tage ved lære.

Artiklen sidst ændret: 19. juli 2018 20:32

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger top

Job i Nordsjælland

Apperupvej e-mægler 397432 – logo side artikel 40.000 win
Silverline 24/7-24/7 19. 20.000 win win 1731324 logo
Skydeselskabet  Kunde nr. 373553  Ordre nr. 1725347, 20.000 visninger logo
Forsyning 375774 25.000 win til og med juni ´19. 1729995
Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu