Volley Danmark: Hornbæk Strand er et af Danmarks fedeste steder
Mens semifinaleturneringen i Beachvolley blev afviklet i weekenden, rullede et kæmpemæssigt, farverigt party hen over den populære strand.
HORNBÆK: Musikken strømmer ud over stranden. Barer lokker med alt fra salater og kiks til drinks med og uden alkohol.
Der er voksenbarer og børnebarer.
Hornbæk Strand er ét stort, rockende og rullende, farverigt beach-party.
Sådan har det været hele weekenden, hvor de tusinder af bade- og strandgæster har fået selskab af nogle af Danmarks dygtigste beachvolley-spillere i forbindelse med semifinaleturneringen i danmarksmesterskaberne i beachvolley.
85 hold har i weekenden dystet på den dejlige strand. For netop Hornbæk, og stranden og livet her er hovedårsagen til, at organisationen Volly Danmark har valgt at lægge en af sine turneringer her.
Blæser mindre i Hornbæk
– Det er et kæmpe event med en masse fede sponsorer, som man jo ser på stranden her. Det er en fest at være her i Hornbæk. Og det gode ved Hornbæk er, at vejret næsten altid er godt her. Det blæser ikke helt så meget, som det tit gør i Løkken og Vejers, hvor vi også har været, siger Peter Morsing, direktør i Volley Danmark.
– Vi kan lide at komme rundt i Danmark, men ingen tvivl om, at Hornbæk er et af vores favoritsteder. Fed strand, masser af mennesker og turister, også når det er smådårligt vejr.
Og så har vi et rigtigt fint samarbejde med Helsingør Kommune og Hornbæk Turistforening. Det betyder meget for afviklingen af en så stor event, siger Peter Morsing.
Omkring 16.000 spiller volleyball i Danmark, og en del af dem spiller beachvolley.
Resultaterne fra weekendens semifinale kan ses på www.beachvolley.dk
Artiklen sidst ændret: 23. juli 2018 16:18
Den gode tone
- Respekter fællesskabet
- Overskrid ikke grænsen
- Vær med og hav det sjovt