Foto: Lars Johannessen

Af Helsingør Dagblad

Klumme: Sommerregn

Silverline 24/7-24/7 19. 20.000 win win 1731324 side artikel

Jesper Lyngsøe Christensen er 53 år, oprindelig fra Storkøbenhavn og flyttede til Helsingør for mere end 25 år siden. Jesper har arbejdet med idræt i kommunen i 15 år.

Den danske sommer er utilregnelig!

I hvert fald har sommeren i år ikke været til at regne med, for der er stort set ikke faldet en dråbe siden begyndelsen af maj. Og hvor har vi dog nydt denne sommer af sydlandske dimensioner. Solen har fra daggryets første røde spån af lys over skånekysten rejst sig til en hvidglødende kugle, der har bagt og branket på hundredevis af både hav- og solbadende gæster på de nordsjællandske strande.

Den har kastet sine gyldne stråler over det blanke sund med sejlernes tusindtal, den har iklædt de grønne lunde deres sommerdragt hurtigere end nogensinde og kornmarkerne har knap nok fået lov til at bølge, før bønderne med avner om ørerne og brede smil om munden har både mejet og tærsket hvert et strå og hvert et aks.

For kornet skal jo i hus, så vi kan sikre en flydende leverance af iskolde fadøl og burgerboller, når en del af os under dække af Kræftens Bekæmpelses solråd, søger ind på caféerne for at se Tour de France.

Her sidder vi så sammen med andre lyssky personer og lytter til Jørgen Leths cykelpoesi om uindtagelige borge og normanniske køer, der leverer mælk til verdens bedste smør, mens rytterne kæmper sig over sneklædte bjergpas, der på disse varme sommerdage kan få det til at løbe behagelig koldt ned af ryggen. Og når den sidste rytter har krydset målstregen og den sidste anekdote om Fausti Coppi er fortalt, vover vi os ud i den knap så solstikkende sommeraften og slentrer hjemad under insektjagende mursejleres gnitrende skrig.

På terrassen tændes den mastodont store og farmandsbetjente gasgrill, hvor fingrefede pølser (med ramsløg) ligger lit de parade på risten og venter på at blive betragtet og fortæret sammen med kartoffelsalat og et par flasker kølig rosévin, alt imens solen sænker sig stor og rød og dagen synger sin aftensang. Det er sommer, det er Danmark, det er dejligt!

Men midt i disse sommerherligheder har jeg det lidt som de afsvedne græsplæner og de knasttørre køkkenhaver, hvor jorden er så hård, at regnormene nærmest knaser i næbbet på de utrættelige og evigt jagende solsorte. Jeg tørster efter væde og jeg længes efter silende sommerregn.

Lidt ligesom den sommerdag, hvor jeg på en cykeltur blev overrasket af et pludseligt, men mere end velkomment skybrud.

Himlen åbnede sine sluser og sammen med andre folk hastede jeg i læ under et nærliggende halvtag. Og her stod vi så alle i tavshed og betragtede, hvordan regntunge skomagerdrenge dansede på den varme asfalt, der duftede, som var den nylagt. Vi mærkede duften af græsrabatternes regnvåde muld og vi mærkede, hvordan luften blev sval og alting blev født på ny.

Opmuntret af det opfriskende og livgivende skybrud, gav jeg pokker i det allerede pletvise våde sommertøj, kastede mig op på cyklen og i en barnlig rus, susede jeg nærmest syngende gennem vandpytter og den nu silende sommerregn.

Da jeg gennemblødt svingede ind på vejen foran mit hjem, var jeg nær stødt ind i hel del af kvarterets rollinger. Pigerne var iført badedragter og drengene knælange badeshorts. Alle løb hvinende rundt på tæerne i den stadig lune sommerregn. Bortset fra et par af drenge, som rendte koncentreret frem og tilbage langs vejens rendesten med et hav af pinde i deres hænder.

Det er i grunden fantastisk som nogle børn evner at samle sig om en opgave og de her to drenge, ja de var helt bestemt kaptajner på den største flåde verden endnu havde set og de sendte skib efter skib ned af rendestenens brusende flod.

Jeg forsøgte ikke at forstyrre dem, men én af drengene fik øje på mig. Han drejede hovedet og kiggede op på mig de gladeste øjne, jeg længe har set og sagde med et stort smil:

”Du aner ikke, hvor fedt det er med sådant et regnvejr”… Jo, det aner jeg pludseligt, da jeg mærker mit tøj klæbe sig til kroppen gennemblødt af sommerregn.

Artiklen sidst ændret: 25. juli 2018 12:38

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger top

Job i Nordsjælland

prøvestenen logobanner
Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 side/logo
Bruuns rengøring logo  25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013
Betina Grønbæk 1730237 280920 40.000 win 5/7-18-5/4-19
AH modegarn 39169 1723845  top 40.000 win win 1. maj 18-1. maj 19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu