Knud Axelsen nyder livet, hvad enten han er i Spanien eller på gården i Vester Kippinge. Her tog hans kone Anita billedet til Helsingør Dagblad. (Privatfoto)

Af Pernille Hermann

Knud og Anita har evig sommer

Helsingør Svømmehal, Ordre 1725841 kunde 655501, 25.000 visninger side

80 ÅR: Det blev skelsættende for det politiske liv i Helsingør, da Per Tærsbøl slog Knud Axelsen af pinden som borgmester i 1993. 75 års socialdemokratisk styre var brudt, og lige siden har de konservative haft borgmesterkæden på.

For Knud Axelsen selv blev det et endegyldigt farvel til politik – og snart også til Helsingør. Han giftede sig med Anita B. Rasmussen, der var dansk vicekonsul i New York, og de næste mange år boede parret i USA. Nu bor de om sommeren i Vester Kippinge på Falster og resten af året i Spanien, i en lejlighed i Torre del Mar øst for Malaga.

På søndag fylder Knud Axelsen 80 år, og inden året er omme, har der også været både sølvbryllup og endnu en 80 års fødselsdag. Så der skal være stor fest, når de flytter ned til vennerne i Spanien. Her var Knud Axelsen i nogle år formand for den danske forening i byen, og han og Anita står også stadig for den fælles juleaften. Her bliver der ikke gået på kompromis. Der bliver importeret danske råvarer, hvor det er nødvendigt.

– Jeg har altid haft det sådan, at uanset hvor jeg var, blev jeg valgt til et eller andet, fortæller Knud Axelsen i telefonen fra sit danske sommerparadis, en lille firelænget gård lige ved vandet på Falsters nordvestkyst.

Politi og politik

Knud Axelsen voksede op i Odder og Århus og var både sømand og Falck-redder, inden han kom til Københavns Politi og videre til Helsingør. Her blev han lokal leder af Fremmedpolitiet og PET.

Allerede som 19-årig havde Knud Axelsen meldt sig ind i Socialdemokratiet, og i Helsingør blev han formand for partiforeningen i 1969-75 og valgt til Byrådet fra 1974 og tyve år frem.

I den første periode var han formand for Idrætsudvalget og stod for byggeriet af Svømmehallen – lige som han vr selvskrevet medlem af den muntre herreklub Morgensvømmerne, som han stadig har kontakt med.

I 1978 blev Knud Axelsen formand for Teknisk Udvalg og desuden for Værkudvalget i 1982.

Derigennem blev han også formand for De kommunale Værker i Danmark og bestyrelsesmedlem i Nesa og flere andre tværkommunale netværk.

Det var med til at give ham mod på borgmesterposten, da muligheden bød sig.

Knud Axelsen fik to perioder som borgmester, 1986-93, og huskes i folkemunde mest for sit muntre gemyt og sin glæde ved mad og drikke. I nogle år var han også værtshusholder i Snekken Bodega i Borupgårdcentret.

Det var noget af et kulturskift fra det formelle ordensmenneske Ove Thelin, som han afløste. De kom begge fra kriminalpolitiet og fra samme parti, men ledelsesstilen var som dag og nat.

Knud Axelsen støttede sig til sit netværk og sine embedsmænd, der kvitterede ved at bære ham igennem – “et rundt og rart menneske, der er fremkommelig, og også ganske dygtig,” som den karismatiske stadsingeniør Christian Steen Petersen en gang bemærkede om sin udvalgsformand.

– Alt det har jeg kvittet forlængst. Vi flyttede jo til USA og kom aldrig tilbage til Helsingør, og jeg sagde farvel til det politiske liv, da jeg ikke blev genvalgt som borgmester, siger han i dag.

– Men nede i vores spanske klub er vi tre tidligere borgmestre. Eva Nejsgaard fra Allerød og Kurt K. Jensen fra Skagen, og der er også et tidligere byrådsmedlem fra Birkerød og en fra Helsinge. Men vi går ikke så meget op i det. Vi er jo alle mulige mennesker, der mødes til foredrag, musik og udflugter og dansk smørrebrød en gang om ugen. Og vi har haft både Stig Rossen og Johnny Reimar til at synge for os.

Petanque med stok

Gården på Falster købte Anita og Knud Axelsen allerede i 1995 for at have en base i Danmark, selv om de boede i USA.

– Vi købte en campingvogn og kørte rundt i Danmark, og så fandt vi både gården og lejligheden i Spanien. Den hørte vi om på en campingplads på Tåsinge, fortæller han.

Vester Kippinge er en lille landsby tæt på Nørre Alslev – men stor nok til at have et socialt fællesskab. Knud Axelsen hygger sig med at spille petanque med folk i landsbyen – det kan han klare, selv om bentøjet efterhånden driller så meget, at han er nødt til at gå med stok.

– Jeg fylder jo 80, så jeg slår begge mine forældre med flere længder. Min far blev kun 38 og min mor 50, så jeg klager ikke, siger han.

Styr på familieskabet

– Og så har jeg opdaget, at min familie er meget større, end jeg vidste, fortæller Knud Axelsen.

– Min datter har fundet min lillebror, der også hedder Knud Axelsen. Jeg så ham kun, da han blev født i 1945, og min mor måtte bortadoptere ham. Han voksede op på Djursland og bor nu i Sorø, hvor han har haft et firma, der laver flagstænger. Det har også vist sig, at jeg har to halvsøskende, fordi min far åbenbart havde været gift, før han mødte min mor. Det fortalte de aldrig os, og dem har jeg ingen kontakt med.

Selv har Knud Axelsen sønnen Stefan, der er lokomotivfører og en gang var i opposition til sin far som byrådskandidat for Venstre.

Datteren Pia blev til gengæld valgt for Socialdemokratiet, men bor nu i Hørsholm, mens den yngste datter, Jannie, bor i Helsingør. Og så er der de seks børnebørn og tre oldebørn.

– På søndag kommer den nærmeste familie til middag hernede – og mon de ikke også skal en tur på stranden. Her er jo lige så varmt som i Torre del Mar, konstaterer fødselaren.

Artiklen sidst ændret: 31. juli 2018 10:45

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Holmen, 1723975, 12.000 visninger top

Job i Nordsjælland

Casper Andersson  24/5  18 – 24/5 19 25.000 1726606 logo
prøvestenen logobanner
Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger logo
HF Byg 353825 1723481  logo 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19
Jobo bilcenter, 374274, 1724821, 20000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu