Foto: Lars Johannessen

Af Helsingør Dagblad

Klumme: Under den hvide bro …

Helsingør Svømmehal, Ordre 1725841 kunde 655501, 25.000 visninger side

Jesper Lyngsøe Christensen er 53 år, oprindelig fra Storkøbenhavn og flyttede til Helsingør for mere end 25 år siden. Jesper har arbejdet med idræt i kommunen i 15 år.

Klumme: De gule boligblokke ligger der endnu, omgivet af tæt klippede græsplæner og buske beskåret med geometrisk præcision. Når man kører igennem gaden, genkender man lejlighederne. Man husker de folk, der boede i dem, for det var her man voksede op, og de blev en del af ens liv. I en af lejlighederne boede en brysk politimand, og når man gik forbi hans vinduer, sænkede man altid uvilkårligt stemmen. I en anden lejlighed boede en ældre mand, som kvarterets unger mente var den sovjetiske mesterspion, Rudolf Abel. Det lød lidt for usandsynligt i de voksnes ører, for de troede, at han levede i Sovjetunionen som højtdekoreret KGB-officer. Men vi unger lod dem blive i troen, for vi vidste bedre. Var det måske ikke os, der havde siddet på hug ved hans brevsprække og lyttet, når han talte med fremmedsprogede folk over kortbølgesenderen?

Det var mest børnefamilier, der fyldte de små lejligheder. Mange af dem var udflytterfamilier fra Københavns brokvarterer eller nygifte par fra provinsen, som var søgt til hovedstaden for at være en del af den spirende industrialisering. Nå ja, så var der lige Ruth. Hun var hverken fra brokvartererne eller provinsen, men hvor hun kom fra, vidste vi ikke. Hun gik i lange hvide læderstøvler, hotpants og en flagrende, gennemsigtig skjortebluse. Hendes lange negle var knaldrøde og over øjnene var der lagt en blålig skygge, der gjorde hendes blik både intenst og gådefuldt på samme tid. Hun var kvarterets femme fatale – og det mest fatale var, at hun ingen mand havde. Kvarterets gifte madammer kommenterede højlydt og sendte hende hvasse blikke, når hun slentrede ned gennem gaden med en duft af parfume hængende efter sig. Mændene forholdt sig tavse og nøjedes bare med at sende lange blikke.

Og så var der ”Vor-Mors-Datter”. Hun havde også røde negle og blå øjenskygge, men hun var fra naturens hånd alt for frodig til at gå i både hotpants, hvide læderstøvler og gennemsigtig skjortebluse. Hun havde ikke Ruths skønhed og mystik, men til gengæld havde hun et hjerte af guld. Hun boede også alene, men gav af og til ensomme mænd husly. Nogle af dem i en time eller to, andre i flere dage. Én af dem var Lennart. Han tjente til livets ophold med gerninger, der ikke var helt i overenstemmelse med lovgivningen. Men vi var ligeglade – for vi kunne lide ham, og han kunne lide os. Lennart stod ofte på altanen kun iført et håndklæde omkring lænden og kom med opmuntrende tilråb, når vi spillede fodbold på plænen.

Når vi drenge ikke spillede fodbold, drev vi rundt i mindre grupper. Vi samlede gamle aviser, byggede huler og gik med lommekniv og følte os betydningsfulde. Kvarterets piger interesserede os ikke. De sjippede og gyngede, mens de højlydt skrålede ”under den hvide bro”… en sang, som vi drenge fandt tåbelig – for hvem gad at bekymre sig om, hvor ”man sku’ bygge, og hvor man sku’ bo”, når man boede verdens bedste sted? Vi var venner for livet, og intet kunne skille os ad og slet ikke kvarterets tøser – troede vi! For der var jo lige Susan. Susan med det kastanjefarvede hår, som faldt i lange lokker ned over hendes skuldre. Susan med det lyse ansigt, hvor sommersolen havde lagt et drys af små gyldne fregner og de safirblå øjne, som altid kiggede undersøgende og udfordrende på os drenge.

Når Susan var i vores nærhed, fik man disse sødlige jag af forelskelse. Hun var den første, man jagtede, når vi legede tag-fat, og hun hvinede hengivent, når man slog armene om hende. Vi kæmpede om hendes gunst, men den var nærmest uopnåelig. Ingen af os opnåede den lykke at holde hende i hånden eller kysse hende på kinden i kælderskaktens mørke, for Susan boede der kun kort tid. Men Susan forandrede alting. Ingen gad længere at bygge huler eller samle gamle aviser, og lommeknivene lå blot i skuffen og rustede væk. Til gengæld var kvarterets piger ikke længere så irriterende, tværtimod! Hvem der fik det første kys, erindrer jeg desværre ikke, men Susan glemte vi aldrig. Vi kendte ikke hendes videre skæbne og heller ikke, hvor hun kom til at bo – måske ”på Strandvejen nummer 2”.

Artiklen sidst ændret: 21. august 2018 14:15

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Rusmiddel 1727211, 25.000 vis 29/5 18-29/5 19 top

Job i Nordsjælland

prøvestenen logobanner
Euronics log  win win 30.000 16/4 18 – april 19 1723144
Bruuns rengøring logo  25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013
Sport direct, Kundenr: 378087, Ordrenr 1725531, 25.000 visninger logo
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu