Af Victor Kuhlman

Klumme: Hvad fejler han?

Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger side

Victor Kuhlman er 27 år gammel og journalistpraktikant på Helsingør Dagblad. Han bor i København, men er vokset op i Helsingør. 

Da jeg var 22 år, fik jeg arbejde på en skole, hvor jeg skulle hjælpe en dreng i niende klasse.

Han var 16 år, led af muskelsvind og hedder Mikkel.

Der findes mange forskellige former for muskelsvind, og i Mikkels tilfælde, så sidder han i kørestol og har svært ved at se og høre.

Han er blevet opereret flere gange i øjnene, end jeg har besøgt min egen læge, og går med høreapparat på begge ører.

Mit job bestod hovedsageligt i at tage noter for ham, fortælle ham de ting læreren sagde, som han ikke kunne høre på grund af sit hørehandicap, og køre ham rundt på skolen.

Jeg var hans arme og ben, som vi altid har sagt, og så var han hovedet.

I dag fem år senere er jeg stadig Mikkels hjælper en gang om måneden, men årene har gjort, at vi i dag også er rigtig gode venner.

Efter han gik ud af folkeskolen, blev jeg tilbudt at være fast hjælper hos ham en dag om ugen i 24 timer, hvilket jeg sagde ja til.

Pludselig havde jeg som 23-årig i et døgn ansvaret for et andet menneske, og det var mig, der skulle sørge for, at han havde det godt.

Arbejdsopgaverne ændrede sig, og selv om jeg stadig var med ham som skolehjælper på Rungsted Gymnasium, skulle jeg nu også sørge for de almindelige dagligdagsting, som ikke var lektier.

Han skulle have noget at spise flere gange om dagen, på toilettet når naturen kaldte, og have lagt sine strømper sammen.

Derudover har vi altid brugt meget tid på at gå og køre lange ture, spille PlayStation mod hinanden og snakke om livet som alle andre unge mænd.

Det er et specielt job, for man skal både være fluen på ­væggen hos en fremmed familie, men også vide, hvornår man skal snakke og slå til.

Det må være enormt hårdt som familie, at man altid har et fremmed menneske at forholde sig til i sit hjem.

Jeg har efterhånden været hjælper for Mikkel i så mange år, at jeg kender hans familie rigtig godt.

Jeg har både været med dem i sommerhus og til studenterfester.

Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået mulighed for at være en del af Mikkels liv, men fem års venskab med en fyr, som sidder i kørestol og har et multihandicap, får en til at tænke over tingene.

Først tænker man, hvor glad man er for mange af de små ting, som man tager for givet.

Bare det at lægge vasketøj sammen, som jeg synes er noget af det kedeligste i verden, ville Mikkel ønske, at han kunne.

Samtidig tænker man over, hvor hårdt det må være at have et handicap i en familie, fordi det i den grad kræver nogle ekstra ressourcer.

Når man så samtidig skal bruge nogle af de ressourcer på at tumle med det offentlige, bliver det kun endnu hårdere.

For Mikkel var det en længere kamp at blive berettiget til hjælpere 24 timer i døgnet, hvilket dog heldigvis lykkedes til sidst, men der må være mange familier, som ikke får den hjælp, de har brug for.

Man glemmer også, at alle andre ikke er vant til at omgås en med et handicap.

Derfor begynder man at lægge mærke til de små ting og interaktioner i hverdagen, og det er tydeligt, at rigtig mange mennesker ikke ved, hvordan de skal forholde sig til en med et slemt handicap.

Det kan være voksne mennesker, som skal spørge Mikkel om noget, men i stedet vælger at spørge mig, selv om han sidder lige foran dem.

De kan spørge mig om, hvad han fejler i stedet for at spørge ham.

Mikkel beskriver det som følelsen af at blive ignoreret og set ned til.

Det er noget af det værste, han ved.

Desværre har rigtig mange berøringsangst, og de ved ikke, om de skal give hånd, eller hvor meget han forstå, hvis de endelig snakker til ham.

Her snakkes der også oftest i børnesprog, så man er sikker på, at Mikkel forstår det, selvom han er en voksen mand på 21 år.

Tit bliver der også sendt lange blikke i hans retning, bare hvis man skulle være i tvivl om, at han ikke er som alle andre.

Mikkel trækker for det meste på skuldrene over opmærksomheden ved at skille sig ud, men man kan kun forestille sig, hvor hårdt det må være at føle sig anderledes.

Nogle ting er svære at ændre og ligger dybt forankret i os, og man bliver jo også stadig stille, når man kommer ind i en kirke.

Jeg synes dog, at det er vigtigt at huske på, at man ikke er handicappet, men at man har et handicap og ellers er som alle andre.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 22. august 2018 19:11

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Seneste Artikler

Er det en god ide at inddrage borgerne mere i de politiske beslutninger?

Job i Nordsjælland

Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. side/logo
Skydeselskabet  Kunde nr. 373553  Ordre nr. 1725347, 20.000 visninger logo
Holmen, 1723975, 12.000 visninger logo
mestergartneren side+logo 25.000 win win 1. april og 1 år frem
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu