"Som kommunalpolitiker kan du på godt og ondt se konsekvenserne af de beslutninger, du tager. Du er så tæt på. Det er et ansvarsfuldt job at sidde i byrådet, og det er ofte sindssygt spændende".

Af Jesper Munch Nielsen

“Jeg er nok bedre i den virkelige verden end på Facebook”

Petersen ure-smykker, 373613, 1724569, 25.000 visninger logo

PORTRÆT: Henrik Møller siger det selv, og man kan også både se og mærke det. Han er ovenpå. Socialdemokratiske Møller føler faktisk, at han er på toppen som politiker.

Den følelse vil nogle måske grine af. De har travlt med at skrive den 52-årige helsingoraner ind i en nederlagshistorie – efter tre omgange som socialdemokratisk borgmesterkandidat, hvor det ikke lykkedes ham at erobre borgmesterkæden og nøglen til det smukke borgmesterkontor på Helsingør Rådhus.

Alligevel er det netop på det kontor, at Henrik Møller sidder i disse måneder. Som 1. viceborgmester er han afløseren for konservative Benedikte Kiær, der netop er gået på barsel frem til december. Og Møller, som har erklæret, at der ikke bliver tale om en fjerde tur som spidskandidat, ser ud til at nyde borgmestertjansen.

– Jeg føler mig heller ikke som en taber. Blandt andet fordi Socialdemokratiet igen ved valget i november fik otte mandater, hvilket vi også havde, da jeg var borgmesterkandidat for første gang. Dengang tabte vi et mandat, fire år senere tabte vi et til. Men ved det seneste valg vandt vi to, så vi er tilbage på de otte. Det ville have gjort ondt, hvis jeg skulle forlade en synkende skude, men jeg ved, at partiet og vores politiske rolle er i en god forfatning.

Ikke så ringe endda

Det var tilbage i 2009, at Henrik Møller for første gang stod øverst på Socialdemokratiets del af stemmesedlen ved et kommunalvalg.

Et politisk flertal støttede et halvt døgn Møller som borgmester. Men aftalen gik i stykker, og Venstres Johannes Hecht-Nielsen endte i sidste ende med at blive politikeren, der sendte Per Tærsbøl ud af borgmesterkontoret.

Fire år senere var det Benedikte Kiær, der gjorde sit indtog på rådhuset. Og i 2017 var der påny et flertal, der bakkede op om at lægge borgmesterkæden om halsen på netop den konservative politiker.

Kritikken af Henrik Møller har været massiv af og til – både i forhold til valgnederlagene, til hans person og til diverse punkter i den socialdemokratiske politik, og både internt i partiet og ude i offentligheden.

– Jeg tænker nogle gange, at jeg er en tumling. Jeg kommer igen. Også på trods af en masse kritik internt. Så man kan vel sige, at det egentlig er utroligt, at jeg stadigvæk er her og har overlevet det hele. Det kan man ikke, hvis man ikke har noget at byde på… Det er rigtigt, at en del har været på nakken af mig og har sagt, at jeg var en uduelig slendrian. Men nu sidder jeg her. Det er ikke så ringe endda.

Ansvar og udvikling

Henrik Møller indrømmer dog gerne, at kritik og valgnederlag ikke preller af på ham. Det giver nogle ar på sjælen, men det må ikke blive for dybe.

– Virkeligheden er jo, at jeg gerne ville have været socialdemokratisk borgmester. Det blev jeg ikke. Det er naturligvis ikke vinder-agtigt. Og selvfølgelig sætter det spor. Men man er også nødt til at lægge det fra sig, ellers bliver man jo syg, for fanden. Hvis du tænker alt for meget over et valgnederlag og årsagerne til det, eller hvis det går dig for meget på, så kommer du aldrig igen og kommer aldrig videre.

Men hvorfor har du ønsket at komme igen, når du har tabt flere valg?

– Jamen, det handler om partiet og kærligheden til byen. Det ligger dybt forankret i mig at være med til at tage ansvar og være med til udvikling… Nogle vil sikkert mene, at tre gange som borgmesterkandidat var alt for meget. Og at jeg har siddet alt for mange år i byrådet. Men jeg synes, at man lærer med årene, at man ikke kan gøre alle tilfredse. Og at det bestemt ikke er alle, der kan eller skal kunne lide en. Se på bare beslutningen om at etablere Kulturværftet. Folk mente, at vi var sindssyge. I dag er der stor begejstring.

Retfærdigshedstrang

Henrik Møller traf tidligt en beslutning, som fik stor betydning for hans liv. Det skulle dreje sig om politik.

– Jeg kommer fra en engageret familie. Og jeg er opdraget med, at hvis der var noget, som jeg var utilfreds med, så kunne jeg selv prøve at lave om på det. Jeg kom med i elevrådet i folkeskolen og var med til at oprette en DSU-afdeling. Desuden var min søster handicappet. Jeg så, hvordan hun blev behandlet. Og det gav mig en slags retfærdighedstrang.

Både Henrik Møllers far og mor aktive fagforeningsfolk, og mor Lone Møller var i Folketinget i en årrække – for Socialdemokratiet naturligvis. Henrik Møller understreger dog, at der aldrig har været noget mærkbart familiepres for, at han også skulle gå den politiske vej.

Men det var den vej, som Møller valgte. Han kom ind i Helsingør Byråd i 1986 – dengang tænkte den unge mand, at hvis de gamle hoveder i byrådet kunne blive stemt ind, så kunne han også. I dag tænker gamle Møller på, at de unge nu må tænke det samme om ham.

De 25 klaphatte

I 1992 forlod Henrik Møller Helsingør Byråd igen – helt frivilligt. Seks år senere blev den lidt ældre Møller påny valgt ind i byrådet, og der har han siddet siden.

– Som kommunalpolitiker kan du på godt og ondt se konsekvenserne af de beslutninger, du tager. Du er så tæt på. Det er et ansvarsfuldt job at sidde i byrådet, og det er ofte sindssygt spændende. Det handler om mennesker af kød og blod. Og nogle gange giver vi dem dårligere vilkår eller fyrer dem. Derfor skal man som politiker have en stor ydmyghed og respekt for, at de beslutninger, man tager, har konsekvenser… Nogle synes naturligvis, at vi er nogle klaphatte alle 25 i byrådet. Det ville nok ikke være anderledes, selv om det var 25 andre. Måske forstår de bare ikke, hvad der ligger i en politikers rolle.

Politik er et livsvalg

Det er nok ingen tvivl om, at Møller hustru Laura Aare Nielsen i hjemmet i Munkegade ved, hvad der ligger i en politikers roller. Og givetvis også parrets to børn, Kasper på 15 og Emma på 11.

– Politik har været noget, som mit liv er blevet indrettet efter. Jeg vil ikke undskylde for det, for så skulle jeg jo have indrettet livet anderledes. Men familien bliver jo også en del af det. Især Laura. Hun har skulle trækkes med alt det politik. En gang imellem hænger det hende ud af halsen, at jeg er politiker. Det med, at jeg er en offentlig person og af og til ikke kan være i fred. Så faktisk er det sådan, at nogle gange tager vi til Hillerød eller Helsinge bare for at handle og gå på café i fred…Men samtidig vil jeg også gerne høre, hvad folk mener og lægge øre til, hvad de har af problemer og så videre. Desuden er politik heldigvis ikke kun at blive skældt ud. Der er også mange positive tilbagemeldinger.

Henrik Møller ser det som en politisk kvalitet at være tilgængelig som politiker – med blandt andre konservative Per Tærsbøl som forbillede.

– Jeg har forhåbentlig bevaret mig selv. Jeg synes stadig, at jeg er Henrik Møller. Bare ældre. Og jeg er stadig til at få fat i. Folk, der siger, at det er svært at få kontakt med politikerne, tager fejl. Og med Facebook og så videre har det aldrig været nemmere. Men jeg må indrømme, at jeg er nok bedre i den virkelige verden end på Facebook.

Begrænset holdbarhed

Den virkelige verden er primært det Helsingør, som Henrik Møller mener, at han efterhånden er blevet en organisk del af. Og som han måske nu er på vej fra lokalpolitisk set, selv om han som nævnt føler sig på toppen.

– Jeg har fået en indre ro som politiker. Jeg synes faktisk, at jeg er på toppen, ligesom en fodboldspiller kan være det. En efterrationalisering kunne være, at jeg kom på banen for tidligt som borgmesterkandidat. Og nu skifter jeg så liga.

Næste destination er Folketinget for den tidligere old boys-back. Henrik Møller er blevet valgt som socialdemokratisk folketingskandidat i Helsingør-kredsen, og der er valg inden næste sommer.

Med et blik på de nuværende meningsmålinger har Møller gode muligheder for at blive valgt – det kræver dog, at vælgerne giver Socialdemokratiet tre mandater i Nordsjællands Storkreds, for først i køen i Nordsjælland står partikoryfæer som Nick Hækkerup og Christine Antorini opstillet i henholdsvis Egedalskredsen og Hillerødkredsen.

– Vi skal have tre mandater heroppe. Der er der meget, der tyder på, at vi får. Og hvis jeg bliver valgt, så er konsekvensen, at jeg forlader byrådet… Hvis ikke, så fortsætter jeg i byrådet. Og så bliver min rolle at være en god støtte for den person, der skal tage over og være spidskandidat ved næste byrådsvalg. Nu har jeg været i spidsen for partiet ved tre valg. Der er behov for fornyelse, for man har en begrænset holdbarhed som politiker. Det er naturligt.

Fuld af fortrøstning

Naturligt er også spørgsmålet, hvem afløseren skal være. Møller svarer naturligvis ikke.

– Det ved jeg ikke. Men vi har nogle gode navne, så jeg er fuld af fortrøstning.

Et bud kunne være Claus Christoffersen, der kom i byrådet ved november-valget og blev placeret ved siden af Henrik Møller i byrådets førende udvalg, økonomiudvalget. Men svaret får vi først efter næste folketingsvalg, som senest rammer Danmark den 17. juni næste år.

Artiklen sidst ændret: 26. august 2018 08:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger top

Job i Nordsjælland

Betina Grønbæk 1730237 280920 40.000 win 5/7-18-5/4-19
Stengade apotek 68802 25.000 win win 22/5 18-22/5-19 1726512 logo
https://www.kunstnershoppen.dk/
Tagsjakket  side+logo  26/3 18-31/3 19 win win 1721578
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu