Af Mads Birch

Klumme: Jeg er begyndt at væmmes ved store biler

Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger side

Mikael Fock er chef for Kulturværftet og Toldkammeret. Mikael bruger sin erfaring som teater- og filminstruktør hvad enten han kaster sig ud i det daglige program i kultuhusene, nye hologram teknologier, Click eller Knejpefestival.

Jeg står og kigger på min gamle Citroën Picasso, den holder ikke længe. Det plejer at fylde mig med en blanding af spænding og vemod at skulle skifte bil, men for første gang ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Da jeg fyldte 18, fik jeg mit kørekort. På dagen. Vi boede på landet på en gård og for at nå til Fuglebjerg ind til skolen og Brugsen eller brugsuddeleren, som han hed dengang, skulle man først gennem en skov og så fire kilometer op ad en bakke med marker. Det er bondeland, og skulle man frem, var det med traktor eller bil, medmindre man var under atten år og måtte stride sig frem på cykel, før man ramte civilisationen. Derfor så man også med misundelige øjne på de kammerater, der fik kørekort, og derfor kunne jeg rulle ind på vores gårdsplads på min attenårs fødselsdag med et “bestået”. Ikke ét sekund for tidligt!

Jeg gik til køreprøve inde i Næstved – den store by – hvor der var to lyskryds – dengang. Det kunne godt give en sved på panden, men på den anden side havde man jo allerede kørt bil i flere år – off road – på naboens marker, som blev fræset op i en gammel smadret Ford eller nogle gange, når jeg fik lov på vejen gennem skoven, i min mors Morris Minor.

Køre, det kunne man naturligvis fra man blev født, og lugten af benzin ved tanken duftede godt og lovede eventyr.

Der gik ikke lang tid, før jeg købte min første bil, – en DAF med remtræk – billig og driftsikker som naboens grå Ferguson, så jeg kunne besøge kammerater og kærester. Radiussen blev større, reviret voksede. Jeg begyndte at studere og flyttede hjemmefra, og min bil fulgte med. Den var min følgesvend – kærester kunne komme og gå, men min bil? – ville altid bestå!

Siden dengang har jeg altid haft bil – den ene afløste den anden – gamle biler, hippiebiler, fede biler, hurtige biler, smarte biler – og da jeg stiftede familie store kedelige, rummelige biler med børnesæder.

Men nu er der sket noget, som gør mig urolig. Når jeg kigger på min bil, er jeg kommet i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Normalt ville jeg med ildhu kaste mig over denne lystfyldte researchperiode, hvor den nye bil skal findes, søge på nettet, snakke med gutterne, lige gå forbi en autoforhandler og se på den nye fede model – kort sagt drømme, men ikke denne gang.

Uroen kommer ikke af, hvilket mærke jeg skal vælge, eller hvad den må koste. Det er meget værre – der er simpelthen sket et paradigmeskift. Jeg er simpelthen kommet i tvivl om, jeg overhovedet skal ha’ en bil! Og endnu værre. Når jeg ser på de fede øser, der overhaler mig i min gamle Picasso, som ved Gud trænger til at skiftes ud, så rammes jeg ikke længere af den gode gammelkendte jalousi.

Tværtimod er jeg begyndt at få væmmelse ved de store biler, der sejler rundt i landskabet. Disse statussymboler fremstår som uddøende fortidsøgler, hendøende, CO2 udspyende dinosaurer, der tilhører en svunden tid, som vi har så svært ved at slippe. Og i stedet for at se på bilens attributter søger mit blik ned mod udstødningsrøret, og er der dobbelt udstødning, gør det ondt helt ind i sjælen. Jeg får lyst til at passe ejeren af uhyret op og fortælle ham, at han skal lade den stå. At han skal skifte den ud med en elbil. At han skal passe på kloden, på vores børn. At han og jeg skal leje en el-­dele-køre-sammen-med-bil… eller hvad det nu hedder.

Sådan har jeg aldrig haft det før, og sådan har jeg aldrig troet, jeg skulle få det. Det gamle uskyldige og lystfyldte savn efter en fed øse dukker stadig op i mig, ligesom hvis man en gang har været ryger og har lyst til en smøg. Men jeg ved det godt, – det er nu, jeg skal gøre noget andet end det, jeg plejer. Jeg ved bare ikke hvad. Derfor ser jeg med vemod på min gamle Citroën – for måske bli’r den min sidste dinosaur.

Artiklen sidst ændret: 4. december 2018 16:15

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Hornbæk Dyreklinik, Kunde nr. 397804, Ordre nr. 1724863, 30.000 visninger

Job i Nordsjælland

Sport direct, Kundenr: 378087, Ordrenr 1725531, 25.000 visninger logo
Bruuns rengøring logo  25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013
Viridis 25.000 visninger fra 1/5. Kunde 369687 ordre 1724844 logo/side
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. side/logo
Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu