Foto: Lars Johannessen

Af Helsingør Dagblad

Klumme: Farmors gave mister jeg aldrig

Petersen ure-smykker, 373613, 1724569, 25.000 visninger logo

Jesper Lyngsøe Christensen er 53 år, oprindelig fra Storkøbenhavn og flyttede til Helsingør for mere end 25 år siden. Jesper har arbejdet med idræt i kommunen i 15 år.

Min farmor var en ganske speciel kvinde og i familien lidt af et paradoks. Hun levede et langt liv som land-mandskone i Johannes V. Jensens elskede Himmerland med de store skove, højmoserne, de vidtstrakte heder og sandede jorde. I de unge år var det et hårdt og slidsomt liv, som gav næring til et naturligt kristent livssyn. Men i takt med at svigerdøtre, svigersønner og ikke mindst børnebørn med årene gjorde familien større, fulgte også en mere moderne og afslappet tilgang til livet.

Det appellerede til farmors kreative evner, og der var snart ikke den ferie, hvor hun iført en brun kittel fyldt med farverige malerklatter stod midt på gårdspladsen blandt kaglende høns og bød familien velkommen. Når hun ikke malede porcelæn, syede hun kunstfærdige lampeskærme af aflagte damestrømper i et design, der ville klæde selv storstuen på enhver nordjysk herregård. Men farmors kunstværker kom aldrig længere end til gårdens egne stuer, hvilket for dele af familien var en skuffelse, men for andre en lettelse.

Sådan var det i mange år lige indtil den jul, hvor farmor annoncerede, at lige præcis det år ville der ikke blive indkøbt julegaver, men alle ville blive beriget med gaver fra hendes eget kreative værksted. De voksne trak på smilebåndet og sagde, at det blot var endnu et af farmors påfund, og at der selvfølgelig nok skulle ligge en brugbar og børnevenlig gave under træet. Men vi børnebørn anede uråd, og selvom vi til tider elskede farmors spraglede fantasi, så blev julemåneden præget af en utaknemmelig ængstelse frem for forventningens glæde. Ingen af os havde fantasi nok til at gennemskue, hvilken gave farmor havde i sinde at berige os med. Hvad kunne det dog være?

Dagene i december sneglede sig afsted, og efterhånden antog tanken om den hjemmegjorte gave så store dimensioner, at man ikke kunne tænke på andet. Til den familiære gløgg- og klejne-komsammen var jeg alt andet end til stede, og adventsgaverne sagde mig ikke rigtigt noget den jul. Farmors påfund overskyggede alt, og inderst inde skammede jeg mig og følte mig som et skarn over den forudindtagede skuffelse, som havde hjemsøgt mit barnesind.

Juleaftensdag oprandt, men jeg var ikke fyldt med den spænding, som normalt indtager børn på denne tid af året.

Min far forsøgte at opmuntre mig og foreslog, at jeg hjalp med at pynte juletræet og lægge gaver under, mens Gustav Winckler croonede sig gennem ”Julen har bragt velsignet bud” på grammofonen. Men lige meget hjalp det. Juleglæden ville ikke indfinde sig, og det blev ikke meget bedre, da Gustav prikkede til min samvittighed med linjerne ”det barn som sig glæder fromt og kønt, vil aldrig den glæde miste”. Jeg forsvandt ind på værelset, og selv ikke Disneys klassiske juleshow kunne lokke mig ind i stuen, hvor der efterhånden duftede af julebag og andesteg.

Julemiddagen kunne jeg ikke undslå mig, men hvor det tidligere var forventningens glæde, der gjorde, at man ikke kunne få en bid ned, så var det dette år den manglende juleglæde, der gjorde, at jeg sad og stak til maden. Min mor forsøgte at snige mandlen over i min risalamande, men jeg fik aldrig mandlen, for jeg spiste ingenting. Dansen omkring træet og den efterfølgende gaveudpakning skulle bare overstås så hurtigt som muligt. Da vi pakkede gaver ud, genvandt jeg lidt af glæden, for jeg fik både en fodbold, en ishockeystav og et tryllesæt. Alle tre gaver havde stået på ønskesedlen, og sammenfaldet mellem sedlen og udbyttet tændte et lille håb i forhold til farmors gave. Måske havde de voksne alligevel ret? Måske var det blot et påfund med de hjemmegjorte gaver?

Med bankende hjerte pakkede jeg forsigtigt farmors gave ud. Den var på størrelse med et længe ønsket matadorspil, men det var det ingenlunde. Det var et spækbræt i træ! På den ene side havde farmor med en elektrisk brænder tegnet det der vist nok skulle forestille sig at være en ræv bag et par buske. Nederst på spækbrættet stod der brændt med sirlig håndskrift ”Parti fra Borremose”… I de efterfølgende måneder forsøgte jeg at fortrænge skuffelsen over farmors gave ved at lege intensivt med de øvrige gaver. Fodbolden blev hurtigt slidt op, ishockeystaven knækkede allerede efter et par uger, og tryllesættet forsvandt i en selvopfyldende profeti op i den blå luft.

Men den dag i dag ligger farmors spækbræt stadig i julekassen, og det kommer frem hvert år til jul – og selv om ræven fra Borremose er en anelse slidt, så egner det sig fortrinligt til at udskære en juleand på.

Artiklen sidst ændret: 12. december 2018 11:45

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Trykkeriloftet topbanner

Job i Nordsjælland

øresundsakvariet. Ordre 1724948. Kundenummer 373612. 25000 visninger Side/logo
https://www.kunstnershoppen.dk/
Madam Sprunck/Strejf 220955, 1725351, 25.000 visninger logo/side
Jobo vaskeklub logo april 17-april 18 40.000 win win 1723108,pause 8-24/3 polering i stedet
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu