Af Jesper Munch Nielsen

Kursen for Helsingørs nye vision skal sættes på lokalt folkemøde

Smoke n Steam  logo  384849 1723552 25.000 win win 18/4 18- april 19

Den 23. februar vil kommunen gerne høre gode idéer, om hvor vi skal hen til år 2030.

VISION: Hvor skal Helsingør hen i de kommende år? Er det kommunale skib på rette kurs? De spørgsmål og mange andre håber kommunen og Helsingør-politikerne at få svar på på om halvanden måned på en lokal mini-udgave af Folkemødet på Bornholm.

Det er den lørdag 23. februar, at Helsingørs borgere – og lokale virksomheder, foreninger og alle mulige andre med en mening eller en idé – er inviteret til folkemøde. Det foregår i Helsingør Hallen fra klokken 10 til 16. Og dagens idéer og erfaringer skal være den bølge, som skibet med Helsingørs nye vision bliver søsat på.

Pejlemærket er sat

Vision 2030 er den kommende vision allerede døbt.

Navnet afslører, hvor sigtemærket er sat. Det er ikke en femårs-plan, som kommunen leder efter, men en retning for de kommende 12 år.

Politikerne og kommunens medarbejdere er i øvrigt tyvstartet en smule. De har nemlig allerede samlet de syv temaer, som visionen skal bygges op omkring.

Temaerne kan – for at blive i det maritime sprog – kaldes de sejl, som der skal luft i. De er:

Uddannelse. Erhvervsudvikling, iværksætteri og innovation. Børne- og ungeliv. Livskvalitet og fællesskaber. Natur, miljø og bæredygtig byudvikling. Kultur. Og ny teknologi.

Med i alle sager

Planen er, at Vision 2030 skal formes og formuleres frem mod sommeferien.

Overordnet set skal den rumme mål og ambitioner, som gør Helsingør kommune til et bedre sted at leve og arbejde og at besøge.

– Vores nuværende vision løber ud om et års tid. For at være på forkant skal vi i gang med at udarbejde en ny, som rækker ud i tiden. Det er godt at have et pejlemærke, man arbejder efter, siger Benedikte Kiær.

Er visionen ikke bare et stykke fint papir, I har liggende i skuffen og tager frem til højtiderne?

– Nej, slet ikke. Både politikerne og alle kommunens medarbejdere arbejder efter visionen. Alle de sager og forslag, vi arbejder med, bliver altid vurderet ud fra, hvad der står i visionen. Derfor er det virkelig vigtigt, at borgerne er med til at udforme den nye vision, siger Helsingør-borgmester Benedikte Kiær fra De Konservative, det største parti i Helsingør Byråd.

Frem og tilbage

Folkemødet finder sted i Helsingør Hallen – lige ved siden af byggepladsen, hvor det nye stadion skyder op.

“På folkemødet kan du gå frem og tilbage mellem paneldebatter, hvor du blandt andet kan opleve fagfolk fra landets kultur-, erhvervs- og uddannelsesinstitutioner, foreninger, virksomheder og flere andre. Lyt, stil spørgsmål eller bland dig i debatten, hvor du kan blive klogere på de udfordringer og muligheder, vi som kommune kan forvente at møde inden for de kommende år”, hedder det i kommunens invitation til mødet.

Blandt debatdeltagerne vil man blandt andet finde iværksætteren Lennart Lajboschitz, grundlægger af Tiger-butikkerne og investor i hotellerne Hornbækhus og Villa Strand i Hornbæk, Esben Danielsen fra Roskilde Festival og kunstner Carsten Dahl. De vil diskutere, hvordan nye fællesskaber kan opstå og løfte kommunen.

Der er også debatter om for eksempel klima, værksætteri, oplevelsesøkonomi, tryghed, grøn kommune og meget andet på programmet. “Ud over debatterne er der masser af småstande, der bemandes af foreninger, interessegrupper og virksomheder, hvor du også kan få nye perspektiver på temaerne eller komme i dybden med dine spørgsmål. Derudover kan man få et konkret indblik i, hvad vi kan forvente, at ny teknologi som f.eks. robotter og kunstig intelligens kan i 2030”, forklarer kommunen.

Tæt på mållinjen

Henrik Møller, leder af byrådets næststørste parti, Socialdemokraterne, glæder sig til at komme i gang med det nye visionsarbejde. Kommunens eksisterende vision er nemlig ved at løbe ud.

– Den går til 2020. Men verden forandrer sig. Det gør kommunerne også. Og der er god grund til, at når vi så nærmer os mållinjen for vores gældende visioner, at vi ser på, hvor vi gerne vil hen. Skal vi fortsætte ad samme vej eller gøre noget andet, forklarer Henrik Møller.

Vision 2020 har en håndfuld år på bagen og går overordnet på, at kommunen skal give størst livskvalitet til borgerne. Og at Helsingør skal være kendt som Nordsjællands mest attraktive bosætningskommune for familier og en kommune med gode vilkår for at drive virksomhed. Desuden skal Helsingør være en kommune, hvor borgere og virksomheder indgår i fællesskabet og bidrager til det, som det formuleres i visionen.

De syv temaer for Vision 2030

Uddannelse: hvad skal være til stede for at være en attraktiv uddannelsesby?

Erhvervsudvikling, iværksætteri og innovation: Hvad skal erhvervslivet i kommunen leve af i 2030?

Børne- og ungeliv: Hvad karakteriserer et godt børne- og ungeliv i 2030?

Livskvalitet og fællesskaber: Hvad skaber en fremtid, hvor alle har høj livskvalitet og bidrager til fællesskabet?

Natur, miljø og bæredygtig byudvikling: hvordan sikres en grøn og bæredygtig udvikling i kommunen

Kultur: Hvilke potentialer for kommunen har en fortsat satsning på kulturområdet?

Ny teknologi: Hvordan kan digitalisering, robotter og andet teknologi støtte kommunen i 2030?

Artiklen sidst ændret: 10. januar 2019 14:37

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Trykkeriloftet topbanner

Job i Nordsjælland

Living Invest, Kundenr 280833, Ordrenr 1725103, 25.000 visninger side/logo
Malerfirmaet Nordkysten side+logo 26/3-18-31/3-19 win win 1721580+81+82
øresundsakvariet. Ordre 1724948. Kundenummer 373612. 25000 visninger Side/logo
Multiflyt 24.5 18-24.5 19 25.000 win win 1726605 logo
Betina Grønbæk 1730237 280920 40.000 win 5/7-18-5/4-19 nyt top 20/12

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu