Af Kirsten Moth

Kronborg har det bedst i baggrunden

https://www.kunstnershoppen.dk/

PORTRÆT: I forreste række, med store armbevægelser og gyldne ord, finder man ham sjældent. Man spejder også forgæves efter ham, når der fra officiel side skal uddeles hæder.

Rød løber, sladreblade og hyldest-seancer fra balkoner har aldrig rigtig været helsingoraneren Henrik Kronborg, assistenttræner for verdensmestrene i herrehåndbold, det danske landshold.

Manden, der har været med til at vinde alt, hvad der er værd at vinde i håndbold, er bedst i baggrunden. I træningslokalet, i omklædningsrummet, til en fortrolig snak og til at forstå, hvem en Landin og en Mikkel Hansen er, på banen – og ikke mindst udenfor.

Alligevel har han sammen med det øvrige herrehåndbold-landshold de sidste uger været saftigt eksponeret under verdensmesterskaberne, hvor de danske bold-herrer løb med guldet og næsten hele det danske kongerige som fanklub.

– Det er ikke det sjoveste, alt det med pressemøder og den slags. Det er Nikolaj (landstræner for håndboldherrelandsholdet, red.) rigtig god til. Jeg var heller ikke med ude på balkonen på Københavns Rådhus i mandags.

– Men det skyldes nu også, at jeg lider af højdeskræk, så jeg skulle ikke derud, smiler Henrik Kronborg, 48.

– Jeg har ikke behov for at stille mig frem i debatprogrammer og i de kulørte blade. Jeg er ikke nogen særlig offentlig person og stiller ikke op til hvad som helst.

Barndommen i Helsingør

– Til gengæld synes jeg, det er rigtig rart, når kolleger, holdkammerater, medspillere og andre med forstand på håndbold giver et skulderklap. Den form for anerkendelse betyder rigtig meget.

Det er i Helsingørhallen, Kronborgs boldblik blev vækket, leget og trænet ind og raffineret til det ypperste. Som dreng var det her, han løb banerne tynde. For ham var det nemlig underordnet, om det var fodbold, håndbold eller volleyball, han spillede. Han var god til det hele og elskede det. Så snart drengene havde pakket skoletaskerne på Nordvestskolen, cyklede de i højt tempo til Helsingørhallen og tilbragte resten af dagen og weekenderne der.

– Vi var en gruppe af Helsingør-drenge, der spillede både fodbold og håndbold. Man kan godt sige, at jeg er vokset op i Helsingørhallen, fortæller Kronborg, der er født og opvokset i Helsingør.

Håndbolden førte dem sammen

Valget faldt på håndbold og det var også gennem denne sport, at Henrik traf sin kone, Jette. Begges familier var involveret i håndbold i Helsingør. Og begge valgte de en uddannelse som folkeskolelærer.

Nu er næste generation også på vej. Jette og Henrik Kronborgs søn Magnus går i 2. g. på Tarm Gymnasium tæt på Skjern, hvor Kronborg er træner for Skjern og hvor familien derfor bor i øjeblikket. Magnus spiller på Skjerns U-18 hold.

– Det har altid fyldt meget i hele familien. Får vi lov, er det også håndbold, vi taler om til julefrokosten og familiefesterne.

Det var i 33-års-alderen, at de første skader begyndte at vise sig i kroppen på Kronborg, der på det tidspunkt havde spillet i topklubber i ind- og udland, i Helsingør, i Team Helsinge og tre år i Tyskland og Sverige.

Det hele menneske

Han overtog jobbet som hjælpetræner for Torben Winther og fik på den måde en glidende overgang til den trænerkarriere, der nu har ført til verdensmester-trofæet.

– Der er så mange elementer i trænerjobbet, som jeg nyder. Planlægning, taktik, lederskab, målrettethed og især arbejdet med mennesker. Det er dét, jeg er bedst til: relationen mellem mennesker. Og i dette tilfælde mellem spillerne. Jeg interesserer mig meget for det hele menneske. Og som træner er der mange paralleller til ledelse i erhvervslivet.

Tæt på spillerne

– Hverdagen for den enkelte skal fungere. Både på og uden for banen. Spillerne er meget forskellige. Den 36-årige far til to børn har nogle andre interesser end den 19-årige, der spiller playstation hele dagen. At få alle de interesser til at gå op i en højere enhed, det er en spændende udfordring. At få forskellighederne, som er nødvendige på et hold, til at fungere sammen, det kan jeg lide. At være tæt på spillerne og lære at forstå, hvad der rører sig i hver enkelt. Når man har brændt tre forsøg, hvad tumler man så med i hovedet? Det handler om at have en åben dialog og om tillid. Og i vores verden er det bestemt ikke en selvfølge, siger Henrik Kronborg.

Kæft, trit og retning

Det gælder i håndbold, fodbold og mange andre steder, at forholdene er præget af kæft, trit og retning. Det er normen mere end undtagelsen.

– Det er management by fear. Man skal ikke være bleg for at skære igennem, men det skal gøres på et kvalificeret grundlag. Hvis vi for eksempel havde sagt til Mikkel Hansen under slutrunden, at han ikke måtte forlade hotellet og ikke hver aften tage hjem til sin kæreste og deres nyfødte søn, så var det langt fra sikkert, at vi havde fået det bedste ud af ham i slutrunden.

Ærlighed og dét at være tro mod sig selv er værdier, som Henrik Kronborg arbejder og lever efter.

Man skal lære både af det, der går godt og af det, der ender skidt. Noget lykkes, andet gør ikke. Det skal man lære at leve med, mener assistenttræneren.

Denne weekend tilbringer Henrik Kronborg hjemme i privaten i Skjern. Det er den første friweekend siden juli sidste år.

I EHF Champions League spilles der fra onsdag til lørdag næsten hele året.

Kager og chokolade glider ned

– Jeg skal hygge med min kone og søn og slappe af herhjemme. Det er ren luksus. Jeg drikker en masse te, går en tur, løber måske også en tur og ser en ufattelig masse håndbold. Efter alle festlighederne i forbindelse med verdensmesterskabet er det dejligt med et par afslappede dage. Fest eller ej, alkohol rører jeg ikke. Jeg har ikke drukket en dråbe alkohol i 15 år. Det smager mig simpelt hen ikke.

– Jeg får min mor i Helsingør til at gå ned i “Det lille Tehus” og købe te, som hun sender over til mig her i Skjern. Det generer mig ikke, at andre fester og drikker om ørerne på mig. Jeg tager bare en Cola Zero eller hvad der nu er af den slags. Jeg lever ret sundt og er virkelig glad for at træne, men har stor trang til chokolade og kager. Det glider stille og roligt – og konstant – ned.

Klar til OL i Tokyo

Familien Kronborg bliver foreløbig boende i Skjern, hvor Henrik efter eget valg slutter som træner efter denne sæson.

Jette Kronborg, der selv er tidligere håndboldspiller og spillede for Helsingør og otte år i Tyskland, har udover sin læreruddannelse uddannet sig inden for fitness og har etableret sit eget firma inden for denne branche i Skjern.

– Vores søn skal have lov til at gøre gymnasiet færdigt her, så vi bliver foreløbigt boende her. Jeg tager et år, hvor jeg udelukkende arbejder med landsholdet, og i sommeren 2020 skal vi til OL i Tokyo, så der bliver run på.

Artiklen sidst ændret: 4. februar 2019 12:54

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Frøsø april 19/20, 15-20.000 win win 1752468

Job i Nordsjælland

Nature by hand april 19/20 15-20.000 win win, indtil 11/5 derefter nyt mat
Kaiser april 19/20 15-000 win banner. 4 forskellige ældre sky, flæsk logo, aften midt/bund, smørrebrød side  175163520.
Casper Andersson  24/5  18 – 24/5 19 25.000 1726606 logo
Silverline 24/7-24/7 19. 20.000 win win 1731324 logo
Nature by hand april 19/20 15-20.000 win win, indtil 11/5 derefter nyt mat

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu