Foto: Mads Jensen/ Scanpix Ritzau

Af Helsingør Dagblad

Klumme: Mit tid som buddreng på en Longjohn gav mig en social kapital, jeg har gjort brug af igennem livet

Living Invest, Kundenr 280833, Ordrenr 1725103, 25.000 visninger side/logo

Casper Skovgaard er musiker, sangskriver og producer. Til daglig ansat på Kulturhuset Bølgen. Derudover er han formand i Musikhuset Elværket og en af udviklerne bag den nye Festival Nordsjæl.

Solen stod højt på himlen, der var høj heavy musik på min walkman og min Longjohn var pakket med 3 kasser Wiibroe, et GuldRapport og en bakke æg.

En ægte Longjohn, godt pakket, flyver afsted og er den fedeste cykeltur, så længe der er medvind, eller du kører ned ad bakke. Er det derimod regnvejr og modvind, føles livet op ad bakke på alle tænkelige måder.

Faktisk var det ikke min Longjohn, jeg var nemlig i start 90erne ansat som buddreng hos en lokal købmand. En ægte gammeldags købmand med den helt særlige duft du kan fornemme, når du lukker øjnene. Købmanden var en hjertevarm, men meget bestemt mand af den gamle skole. Altid en kam i brystlommen klar til at frisere den sprøde grå manke. Jeg arbejdede fra mandag til fredag hver evig eneste dag efter skole. Jeg husker soleklart, hvordan ordrerne tikkede ind. Jeg gik imellem at være ude på ærinder og trimmede butikken. Når telefonen ringede, gik der ikke længe før købmanden højlydt råbte ”Caaaaaaasper, du skal op til Bendtner”, eller hvem det nu var, der havde ringet en ordre ind. De fleste af kunderne var faste, og jeg vidste præcis, hvad der skulle pakkes, jeg vidste som regel også, hvilke historier og menneskelige skæbner jeg skulle ud til. Købmandsbutikken lå tæt på et socialt boligbyggeri, hvor mange af de ældre medborgere havde fundet trøst i flasken. Der var nok lige så mange årsager til deres tørst, som der er mennesker, og jeg husker mit allerførste møde med den virkelighed. Som ny buddreng tænkte jeg ikke videre over, at man jo rent faktisk vader direkte ind i fremmede menneskers liv, nemlig deres hjem. Først da jeg havde afleveret varer hos en ulykkelig kvinde, der beklagede sin nød og fortalte, at hun slet ikke ønskede at leve, gik det op for mig, at det ikke var et helt almindeligt fritidsjob, jeg havde fået mig. Sådan var der naturligvis mange forskellige menneskelige skæbner og historier at forholde sig til. På sigt vænnede jeg mig til den tillid, de viste ved at åbne hjertet, til trods for jeg ofte kun var der 5 min. Selvom det aldrig var nemt at bede om 67,50 for guldøl, leverpostej og dåseravioli efter en tungsindig livstræt lidelseshistorie, var der lige så mange sjove oplevelser med gladfulde tosser, der var gavmilde i drikkepenge, fordi det var først på måneden.

Jobbet udbetalte en god sjat penge på kontoen, men også en form for social kapital jeg har gjort brug af igennem livet. Forståelsen af at vi alle har en historie, og at vi ikke kun er det, folk ser. Hvis jeg så en af dem, jeg bragte varer til, sidde og sove på en bænk og måske have tisset lidt i buksebenene. Så vidste jeg, at han var nået dertil, fordi han havde mistet sin familie i en trafikulykke, hvor han ulykkeligvis også selv var chauffør. Jeg vidste, fordi jeg var blevet lukket ind i hans hjem og havde fået et indblik i hans verden, at han var så meget mere, end den mand der sad på bænken og sov brandert ud med pis rendende ned ad benene. Det vidste alle de andre, der kørte forbi, bare ikke. For de fleste var han bare en sølle stakkels bums.

I en tid hvor det lader til, at vi alle bliver mere og mere fordomsfulde og fokuseret på overflade. Hvor det er så let at hænge folk ud i de sociale mediers altoverskyggende gabestok, kunne det måske være smukt, hvis vi begyndte at se andre mennesker, som vi selv gerne vil ses. Måske det ville klæde hele samfundsdebatten, hvis vi så hinanden lidt mere nuanceret.

Du er ikke kun det, folk kan se, du er meget mere end det …

Artiklen sidst ændret: 14. februar 2019 13:19

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Fliserensning.dk april 19/20 15-20.000 win 1753334

Job i Nordsjælland

Louise Klinikken, Ordre 1725086, kunde 397931, 25.000 visninger logo/side
https://www.kunstnershoppen.dk/
Helsingør Svømmehal, Ordre 1725841 kunde 655501, 25.000 visninger side
Petersen ure-smykker, 373613, 1724569, 25.000 visninger logo
Skydeselskabet 373553 april 19/20. 10-15.000 win win. 1751627

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu