Af Helsingør Dagblad

Min mening: Det ser slemt ud for Brexit

Nsnet.dk – læs online

Af Julian Isherwood

I mange år har journalist Julian Isherwood formidlet danske nyheder på engelsk, men han følger også udviklingen tæt i sit fødeland. Vi bringer her hans manuskript fra et arrangement i Helsingør Seniorhøjskole i sidste uge.

HELSINGØR: Jeg er født i England i 1953 – otte år efter krigens afslutning. Min far kæmpede i flåden i 2. Verdenskrig, min farfar kæmpede i kavalleriet i 1. Verdenskrig, og jeg har bestemt ikke lyst til, at jeg, eller mine børn eller børnebørn, skal kæmpe i en tredje.

Det, der foregår lige nu i det land, jeg for øjeblikket nægter at kalde Det Forenede Kongerige, opfatter jeg som det vigtigste i mit liv for England, Wales, Skotland og Nordirland. Der er ikke så meget “forenet” eller “stort” med det, der ellers plejer at hedde Storbrittanien. Det hedder også De britiske Øer – og det vælger jeg at bruge for øjeblikket.

Historiens spejl

Om cirka tyve dage, hvis ikke fornuften sejrer, udtræder kongeriget fra det fællesskab, der sammen med Nato har sikret fred i Europa i mange årtier. I over to år nu har den britiske regering under Theresa May forhandlet for at få en aftale med EU om udtrædelsen. Da hun var færdig med forhandlingerne for et par måneder siden, udtalte hun, at det var den bedste aftale for landet – og at det leverede, hvad befolkningen havde stemt for.

Da hun sagde dét, kunne jeg ikke lade være med at mindes en anden konservativ britisk statsminister, der nægtede at se sandheden i øjnene og lovede noget, der var mange, der tvivlede om. Det var Neville Chamberlain, der i september 1938 forsikrede den britiske befolkning og resten af Europa, at han havde sikret “fred for vores tid”. Sådan blev det jo ikke. Europa øst og vest, verden og også Danmark styrtdykkede i en af de værste og modbydeligste krige, verden har set.

Præcis 50 år tidligere kom en anden konservativ britisk statsminister, Benjamin Disraeli, tilbage med præcis samme løfte om “Fred i vores tid” fra Berlinerkongressen i 1878 – efter den russisk-tyrkiske krig. 36 år senere fik vi 1. Verdenskrig.

Så jeg har ikke så meget til overs for konservative britiske statsministre, der fortæller befolkningen og parlamentet, at de har sikret noget rigtigt godt.

Flertallet har fortrudt

Fra den 17. september 2017 til nu har der været en klar ændring i den britiske befolkings syn på det at forlade EU. Der har været 109 opinionsundersøgelser siden august 2016, senest den 23. februar i år, og nu mener et flertal, at i bagklogskabens klart lys var det forkert at stemme sig ud af EU.

Lige nu står det 48 procent mod 40 procent, der mener, det var en fejl. Og så er der 13 procent, der ikke helt ved, hvad de mener. Tallet for dem, der mener, det var en fejl, har været nogenlunde stabil nu siden august 2017.

Det har selvfølgelig en grund. Fra slutningen af 2017 blev det mere og mere klart, at de, der gerne vil ud af EU, havde lovet for meget under valgkampen. Det holdt ikke.

Både på den korte, og for så vidt også den lange bane, vil den britiske økonomi lide alvorlig skade, forretningslivet vil kigge andre steder i EU for at lægge deres produktion og hovedkvarterer, og – måske vigtigst af alt – vil mange EU-borgere på De britiske Øer søge tilbage til deres egne eller andre EU-lande.

Andres varme hænder

Det er ikke særlig længe siden, at jeg havde ansvaret for min gamle mor, der boede alene i London med en hurtig udviklende demens og brug for hjælp og varme kommunale hænder. Hendes læge var syrisk. Hendes tandlæge var iransk. Og ingen – jeg gentager ingen – af de varme hænder, der kom hos hende tre gange om dagen, var etnisk britiske. De fleste var fra Polen eller Rusland, og jeg skal hilse at sige, at de var fanstastiske til jobbet.

Min mors historie var ikke usædvanlig, og det blev mere og mere klart, hvor meget det vil betyde for velfærdsstaten, hvis briterne forlader EU uden et ganske tæt forhold og en aftale om samarbejde med resten af Europa.

Ufærdige forhandlinger

Det, der er kommet ud af forhandlingerne med EU, er næppe den bedste aftale i verden, og det ligger helt klart til EU’s fordel. Der tales så meget om Nordirland og den berømte bagstopper, men uanset politisk ståsted er aftalen, som den nu er skrevet (og som EU forståeligt nok nægter at genåbne) ikke acceptabel for mange briter.

Vigtige emner er fiskeriområdet, Gibraltar, EU-standarder, 39 milliarder pund i skilsmisse-erstatning – det er altså omkring 330 milliarder kroner – og den europæiske domstols rolle. Der er også fordele i aftalen, men i betragtning af, at halvdelen af befolkningen slet ikke vil ud af EU, har ulemperne spillet en stor rolle i befolkningens ændrede synspunkt.

Måske vigtigst af alt ved man endnu ikke, hvordan det fremtidige forhold mellem De britiske Øer og EU bliver. Man har nemlig ikke startet de forhandlinger endnu, og man kan godt forestille sig et endeligt resultat, der heller ikke vil kunne passere det britiske parlament.

Mays nedtur

EU er ikke villig til, at unionen skal være et tag-selv-bord, hvis man finder på, at man vil ud. Det er jo ikke EU, der har smidt briterne ud af unionen, tværtimod.

For at sige det som det er, er Brexit-situationen på De britiske Øer totalt kaos – uanset hvor man ligger på det politiske spektrum. Det konservativ parti, hvis uenigheder udløste hele misèren, er splittet.

Der er en flok elitære privatskoledrømmere, der (lige som præsident Trump) mener, at man kan tale sig tilbage til et historisk britisk imperie. Nogle mener, at man bare skal ud, uanset hvad det koster – for det går vel nok. Andre mener, man skal blive, og igen andre mener, at man skal have en EEA-aftale lige som Norge.

Og stort set alle mener, at man skal af med Mrs. May. Det mener hun også selv, i øvrigt. Hun har meddelt, at hun ikke vil genvælges ved næste valg. Det kan man godt forstå.

Uanset hvordan denne misère ender, går hun ned i historiebøgerne som den, der har spillet hasard med den parlamentarisme, der er grundpillen i vores demokratier.

En broget flok

Labour-partiet har de samme problemer, bortset måske fra det elitære. Omsat til danske forhold spænder partiet fra Enhedslisten til de Radikale og har en leder, der kun har stærk støtte fra partiets venstrefløj.

Hvorfor er han så leder, kunne man spørge, og her er svaret det samme som ovre hos Theresa May på den anden side af parlamentet: Der var ikke rigtig andre, der ville have jobbet. Partiet var for splittet.

Det førnævne kaos står klart for enhver, der har fulgt de sidste mange måneders debatter i Underhuset. Det er børnehaveunderholdning på højt niveau.

Medlemmer, der råber og skriger ad hinanden som til en mål-løs fodboldkamp Indpiskere, der prøver at holde styr på partiernes afstemninger – hvad Brexit angår uden held – og en kedelig forudsigelighed, der for længe siden burde have resulteret i et valg.

Stædigheden koster

Tænk, at den aftale, som Theresa May sagde var den allerbedste, blev nedstemt med 432 mod 202 – den største nedsmelting nogensinde for en premierminister og det første af flere nederlag.

Med næsten støjbergsk stædighed har hun nægtet at gå af – eller ændre sin plan, der er gået på at sige det samme om og om igen og kun bevæge sig lidt, når det ser ud som om, at hun kommer til at miste kontrol.

Foreløbig har hun mistet mindst otte ministre, der har sagt op – og to af sine Brexit-ministre. Det er altså dem, der har forhandlet sagen, der har ment, at aftalen ikke duede.

Labour-partiet har mistet en tilsvarende del af sine underhusmedlemmer. De er lige så trætte af Jeremy Corbyn. Det er politisk teater af højeste karat, og var det ikke en så vigtig sag, vil det være underholdning i stedet for bare grinagtigt og flovt.

Nordirland spøger

Hvad sker der så nu, med mindre end en måned til en mulig skilsmisse uden aftale?

Det ligger vist ret fast, at EU ikke vil genåbne den allerede indgåede aftale. Måske vil man være villig til at skrive nogle pæne ord i den politiske udtalelse, der skal danne basis for post-Brexit forholdet, men det er ikke nok.

Hvis ikke der bliver en ganske konkret ændring i selve aftalen omkring backstop i Nordirland – jamen så er det dét, der er det lovligt bindende dokument, og det kan ikke gå igennem i Underhuset. Det har Theresa May nu vidst i flere måneder, men hun er lige glad. Hun har lovet Underhuset, at hun senest den 12. marts vil komme tilbage til parlamentet med, hvad hun har opnået i Bruxelles, og foreløbig tegner det ikke godt for hende.

Skulle det blive stemt ned, vil hun dagen efter spørge Huset, om hun skal tage NO DEAL af bordet – og bagefter en afstemning om, om hun skal forlænge udtrædelsesperioden, så hun har mulighed for at forhandle videre – og, tør man håbe, ende med en ny folkeafstemning.

Yes, Minister

Men hvad der egentlig sker, hvis hun får nej til alle tre afstemninger, er bare ikke til at gisne om. Godt bliver det ikke – hverken for De britiske Øer eller for EU.

Skylden for dette miserable forløb ligger ét sted – hos Theresa May, der arrogant og stædigt har forlænget processen til sidste minut for at prøve at tvinge sine tanker igennem,

Det er og bliver en “Yes Prime Minister”-forestilling af de store – hvis man kan huske det fjernsynsprogram. Det var nemlig Premierministerens ikke-valgte direktør, der har planlagt hele sceancen – og har holdt May fast i den.

En ny begyndelse

Når alt dette er sagt, hvad mener jeg så egentlig om det hele – som brite, der har boet og arbejdet i Danmark, EF og EU i rigtig mange år og er rigtig glad for Danmark og danskerne.

Med den historie, vi har haft i Europa, mener jeg, at det europæiske projekt har været godt tænkt, men dårligt ledet de senere år. Det var tænkt som en organisation af selvstændige stater med et økonomisk projekt, der kunne binde de europæiske lande sammen til deres fordel. Men det har ændret sig til et for invasivt politisk wannabe-magtcentrum i kulturel og økonomisk ubalance. Et magtcentrum, der står overfor – i stedet for sammen med – de nationale parlamenter.

Alligevel mener jeg ikke, at det er hverken klogt eller ønskeligt at trække sig ud. Det vil være meget bedre for alle fire nationer i De britiske Øer at blive i EU og sørge for – sammen med andre ligesindede medlemsstater – at ændre unionen til noget, der er acceptabelt for langt hovedparten af befolkningerne. Og det er altså ikke en føderal stat.

Især den britiske ungdom vil samvær på tværs af landegrænser. Så personligt håber jeg, at briterne får en ny folkeafstemning og mulighed for at tage stilling til spørgsmålet igen – denne gang på en mere informeret baggrund.

Artiklen sidst ændret: 11. marts 2019 12:37

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Tikøb bager  april19/20 10-15.000 win win 1751624

Job i Nordsjælland

AH modegarn  maj 19/20, 25-30000 win 1753379, skift maj
Brødsnedkeren april 19/20 10-15000 win win 1751633
Rusmiddel 1727211, 25.000 vis 29/5 18-29/5 19 side artikel logo
Berner Pedersen, maj 19/20,  15-20.000  win ordre 1752756
Malerfirmaet Nordkysten  top 26/3-18-31/3-19 win win 1721580+81+82

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu