Halvvejs rundt om Danmark: Lasse har roet i 26 dage


Af Helsingør Dagblad

Lasse Bøgh vil være den yngste, der ror Danmark rundt i havkajak. Tirsdag middag runder han Kronborg.

Lasse Bøgh er efterhånden godt træt af at pakke sit telt og udstyr ud og sammen hver dag, men søndag nåede han en vigtig milepæl. Det skete midt ude på Kattegat.

HELSINGØR: Hvis man tirsdag middag får øje på en kajakroer på vej mod syd, der er ved at runde Kronborg, så er det måske ikke en almindelig motionist.

Det kan nemlig meget vel være 25-årige Lasse Bøgh, man får øje på.

Lasse Bøgh er i gang med at sætte en helt særlig rekord. Den 13. februar stævnede han ud med sin kajak fra Højer i det sønderjyske. Herfra er turen gået nord om Skagen, rundt om Fyn, og senest har han krydset Kattegat.

Det var her, at Lasse nåede sin første milepæl: at være kommet halvvejs.

Lasse har nu roet hver dag i 26 dage, og i slutningen af marts regner han med at nå Grænsesten nr. 1, der ligger hvor Kruså løber ud i Flensborg fjord.

Når han kommer så langt, har Lasse Bøgh klaret udfordringen “det Rød Hvide Bånd”. Båndet får man, hvis man ror Danmark rundt i en havkajak i en sammenhængende tur.

Når han har gennemført turen, vil han være den hidtil yngste, der klarer strækningen, og kun den anden, der gør det om vinteren.

Lasse Bøgh regner selv med, at han omkring klokken 18 vil være nået til Gilleleje.

Efter overnatningen i sit telt vil han igen være på vandet fra morgenstunden tirsdag, og han håber at kunne komme helt til Skovshoved, hvis vejret og kræfterne tillader det.

Lasse Bøgh fortæller, at han med vilje ikke har planlagt alt for detaljeret, netop af hensyn til vejret.

– I nat har jeg for første gange oplevet nattefrost, fortæller han mandag morgen. Han har dog været heldig med, at vinteren har været mild.

Den største oplevelse undervejs har Lasse Bøgh måske fået på land.

– Det er nok de mange positive mennesker, jeg har mødt undervejs, siger han.

Den sværeste modstander er til gengæld trætheden og rutinen.

– Det er mest mentalt. Jeg er meget træt af at pakke det hele ud og sammen hver dag, og jeg glæder mig da også til jeg når frem, fortæller han på vejen fra Sjællands Odde til Gilleleje.

Humøret fik dog et ordentligt pift, da han efter at have krydset Kattegat kunne konstatere, at han nu er halvvejs mod målet.

Lasse Bøgh er godt klar over, at det er et mål, der kræver meget såvel fysisk som mentalt og han har også haft lidt kriser undervejs.

Man kan følge Lasses tur i hans blog kajak-lasse.dk/blog/.

I går skrev han under overskriften “Nu skal I ikke være nervøse længere” om etapen frem til Sjællands Odde, hvor store bølger gjorde turen ekstra hård og blandt andet tvang ham til en pause på øen Hjelm, til bølgerne faldt.

“Jeg har kørt på depoterne, fordi det ikke var muligt at spise tilstrækkeligt undervejs”, fortæller Lasse i sin blog.

Nu er han efter to hviledage igen fit for fight, og i telefonen virker han ret afslappet.

At ro Danmark rundt om vinteren regnes som den største kajakpræstation man kan gennemføre i Danmark.

Lasse Bøgh har forberedt sig grundigt på turen. Han er ved at uddanne sig som sygeplejerske og fortæller, at han har valgt udfordringen, fordi der skulle ske noget mellem uddannelsen og hans arbejdsliv.

Når Lasse når frem, er der to ting, der prioriteres højt:

– Vennerne og familien står der, så der skal krammes. Og så skal jeg nok have noget at spise, siger han.

Rettelse: Lasse Bøgh nåede ikke helt så langt, som han gerne ville mandag, så etapen sluttede i Tisvildeleje. Derfor vil Lasse Bøgh i dag formentlig slutte tirsdagens etape med at ankomme til Nordhavnen i Helsingør.

Artiklen sidst ændret: 12. marts 2019 09:31

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018