Af Helsingør Dagblad

Klumme: Vintertræer – det nøgne look

Henrik Lieberkind er født i 1946. Han blev uddannet som folkeskolelærer i 79 med biologi og geografi som linjefag. Det med naturen har fyldt meget. Så meget at han fra 1991- 2016 var leder af Naturcentret Nyruphus. 

Jeg er i mine klummeskriverier kommet lidt i et dilemma. Et er at overholde det, man lover – nemlig at skrive om dufte i naturen – og på den anden side at overholde de mål, jeg har sat mig selv ved at skrive disse klummer. Det vigtigste for mig er at inspirere til ture i naturen.

Det kræver imidlertid, at emnet er aktuelt på trykketidspunktet, så det kan ske/ses i morgen og ikke om et halvt år. Det emne jeg altid har taget op, er træerne om vinteren – det nøgne look.

Denne tankegang omfatter selvfølgelig kun den trægruppe, der taber bladene om efteråret. I sommertiden er træets krone og det meste af træet dækket af blade, så kronen og træets form/figur mere eller mindre er skjult. Når det nøgne look træder frem, kan man se – ved at iagttage træerne lidt tid – at der faktisk ikke er to træer, der er ens.

De kan ligne hinanden meget med stammetykkelse, højde og kronens form og udbredelse – alt sammen på grund af ensartet vækst i den samme tidsperiode. Sagt på en anden måde, så er træerne lige gamle, har vokset i den samme slags jord og derfor virker de – især med blade – som ret ens.

Men det er de ikke, for de fleste træer er frøtræer, hvilket betyder, at der har været en ”mor og far” og ligesom alt andet levende, der er opstået ved en befrugtning, vil der være tale om først en halvering af generne og derefter en sammensmeltning af de to sæt, så antallet af gener bliver på samme antal som hos henholdsvis ”moderen og faderen”. Afkommet kan ligne forældrene, men er hver for sig unikke. Enæggede tvillinger, kloninger, stiklinger osv. kan give ens afkom. Selv om vi ikke kan tale med træerne, så vil et øjebliks studie fortælle, at de levende træer er individuelle.

En anden visuel faldgrube er, at vi mennesker ofte ønsker et bestemt brugsprodukt, der kan opnås ved at bruge forskellige dyrkningsmetoder. F.eks. er høje og lige stammer det, man tilstræber til tømmer, og da træer skal bruge sollys i fotosyntesen, vil de derfor vokse opad, hvis de står tæt. Det modsatte – nemlig at brede sig til siden – sker bedst, hvis træet står frit – solitærtræ. Disse findes heldigvis stadig mange steder, især på marker og som skibsege, der blev plantet i starten af 1800-tallet, efter at englænderne havde taget den danske flåde. Det var vigtigt, at de bredte sig til siderne og fik mange ”krogede” grene. At stå foran et sådant mægtigt bladløst træ på lidt over 200 år er et fantastisk syn med hundredvis af detaljer.

Tag bådebyggerbrillerne på og leg med at finde grenstykker til konstruktionen af f.eks. en jolle – og gå så en tur i en af vores havne og find en båd, som har naturligt voksende træstykker i opbygningen eller tag en tur på Frilandsmuseet, hvor lignende træstykker indgår i huskonstruktionerne.

Hegn som skovbryn og skelhegn indeholder ofte mange forskellige slags træer, som er kommet over tid og af sig selv. Om vinteren er det ofte nemt at adskille de enkelte arter og træer fra hinanden på deres form og vækst, med kroner der vokser mod sollyset eller beskytter sig mod (vesten) vinden; om sommeren bliver det et dejligt grønt hegn, som giver læ for vind og skygge for sol. Særligt fascinerende finder jeg de mange alléer som ses ved større gårde og herregårde ude i landet. Klippet og stynet så de ligner træerne på en modeljernbane. Deres nøgne look giver et helt andet billede. De grønne alléer kan i min fantasi ligne en stor grøn larve med mange ben, hvorimod bladløse er træerne individuelle og ligner en række gardister i en magtens korridor, som man kører op langs. Uanset fantasien kommer man stateligt op til hovedhuset.

Artiklen sidst ændret: 2. april 2019 14:55

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Har du spillet padel-tennis?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu