Af Pernille Hermann

Hvem bøvser i Kobberdammen?

Mestergartner april og 1 år frem. 19/20 15-20.000. win win 1751634

Bøvsende fiskesymfoni og fugle, der løber på vandet – naturen er fuld af overraskelser.

HELLEBÆK: Det har nu taget mig en hel uge ikke at finde en helt overbevisende forklaring på, hvad der foregik i Kobberdammens flitrende vandoverflade sidste søndag eftermiddag. Men måske læserne kan hjælpe?

Vi gik en af vores lange ture, kæresten og jeg, næsten uforstyrrede i den nyudsprungne bøgeskov, hvor solen netop den dag holdt luften lun under trækronerne.

Svært at forstå, at vi møder så få, når der nu er så dejligt, men vi nød freden og slog os ned på bænken ved Kobberdammen, tæt på vejen ind fra kirkegården.

Det kan være svært at finde en bænk med sol på, for der er ikke mange bænke overhovedet. Men vi var heldige her – andre steder står de, hvor der engang må have været udsigt, men nu vokser træerne ind over fra alle sider.

Speedy-fuglen

Mageligt strakte vi benene ud, lagde nakken tilbage og nød solen. Men så – PLASK!

Et godt stykke ude i søen nåede vi lige at se et sprøjt, inden ringene bredte sig i vandoverfladen. Og straks efter dukkede en lille fugl op og begyndte at løbe ind i sivene ved bredden.

Jo, den løb på vandet. Ikke pilende, men ujævnt baskende, som en speedbåd, der hugger på tværs af bølgerne. Hele vejen ind i sivene løb den. Hvad var mon det for en? Havde den ikke en orange plet på brystet? Svært at se på afstand.

Leg eller alvor

Nu rettede vi ryggen og holdt os parate, og belønningen kom hurtigt. Det samme plask, den samme lille fugl i målrettet løb ind i sivene. Men hvor kom den fra? Ikke fra oven, det var sikkert, så havde vi set den. Kan den have svømmet ud?

Det samme skete flere gange med et par minutters mellemrum, nok fem-seks gange i alt. Og var det ikke også, som om der kom noget andet levende op af vandet. Flygtede fuglen fra en grum skæbne? Men hvorfor blev den så ved med at svømme ud? Det lignede snarere en leg.

Bøvsende fontæne

Vi gik langs bredden for at prøve at finde en bedre udkigsposition, men vi måtte et godt stykke forbi sivene, før det lykkedes at komme ud til vandkanten, hvor der var frit udsyn. I nogle minutter skete der absolut intet, men så kom det – et ordentligt plask, nej to plask – og kort efter tre – helt synkront, som når dyserne åbner på skift i en fontæne.

Det må være store fisk, sagde vi til hinanden, for det, der plaskede, kom helt klart nedefra og op. Men hvor var fuglen? Den så vi ikke mere til.

BØVS! lød det ude fra plaskene. Og så igen BØVS og et ekstra langt ræb.

Henrik ved alt

Siden har vi fundet ud af, at et akvarium i Silkeborg har fået indleveret en malle på 33 kilo. Den har de døbt Bøvs, fordi den har det med at gylpe fiskeben og fjerrester op, når den har spist – og altædende er den. Er der mon kæmpemaller i Kobberdammen?

Jeg ringer til Henrik Lieberkind på Naturcenter Nyruphus, for han ved alt, hvad der er værd at vide om livet i skovene – næsten. For bøvsende fisk har han godt nok aldrig stødt på.

– Umiddelbart ville jeg jo sige, at det nok er en gedde eller ja, måske en stor karpe. Jeg ved ikke, om der også er maller i Kobberdammen. Det har jeg ikke hørt om, siger han.

Store fødder

Henrik Lieberkind har til gengæld straks et svar på, hvad det er for en fugl, der løber på vandet. Det må være en grønbenet rørhøne, der har orangerødt næb, eller måske en vandirisk.

– Den grønbenede rørhøne har så store fødder, at den kan nå at sætte af på vandoverfladen, og selv om det er en trækfugl, letter den ikke, når den basker med vingerne. Den er ikke meget større end en ælling, så det kan være svært at se den rigtigt ude på vandet, forklarer Henrik Lieberkind.

Det kunne måske også være en vandirisk, tilføjer han. Dens unger kan ikke flyve, så det kan godt se ud, som om de løber på vandet, men de er meget små. Ikke større end gråspurve.

Hvor blev fuglen af?

Det sælsomme adfærdsmønster med gentagne plask og løbeture får vi dog ikke opklaret. Lieberkind hælder mest til gedder, selv om han aldrig har hørt om, at gedder bøvser. Eller måske en mink, for den kan godt svømme. Oddere har vi ikke på disse kanter, fastslår han. De hører til i Jylland.

Men hvad fik den løbende fugl til hele tiden at fare ud og ind mellem sivene og og fiskene? Eller det en hel redefugl unger, der var på selvmords-ekspedition, og hvordan kom de så ud midt i søen, uden at vi kunne se det? Højst mærkværdigt.

Vi ærgrer os selvfølgelig over, at vi var alt for længe om at få telefonen op af lommen og fotografere. Til gengæld har vi googlet os frem til, at også karper bøvser mellem måltiderne – og laks, ål og sild gør.

Kan du hjælpe med at opklare mysteriet, så skriv til ditdagblad@hdnet.dk. Vi venter spændt!

Artiklen sidst ændret: 28. maj 2019 16:30

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Højbjerg vvs maj 19/20 10-15.000 win 1752050

Job i Nordsjælland

Bruuns rengøring logo  25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013
Esp Dyreklinik 1723659+1734831 25.000 vis. 29/5 18-29/5 19
Cafe Hammermøllen 383039, 1728365, 15-20.000 win win juni 19/20
Trykkeriloftet/Kasper Adrian 500319, 1753689, 15-20.000 win maj 19/20
Helsingør Svømmehal, 1752881, kunde 655501, 25.000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu