Foto: Lars Johannessen

Af Helsingør Dagblad

Klumme: Kan forandring ske i spring?

Nsnet.dk – læs online

Mikael Fock er chef for Kulturværftet og Toldkammeret. Mikael bruger sin erfaring som teater- og filminstruktør hvad enten han kaster sig ud i det daglige program i kultuhusene, nye hologram teknologier, Click eller Knejpefestival.

Jeg tror, mange af os sad med den samme oplevelse forrige onsdag aften og nat – hvis man altså fulgte valget. Ikke alene skiftede den politiske magt i landet. Der var noget helt særligt på spil. Noget der rakte ud over almindelige politiske uenigheder og ud over økonomi-tænkning. Der var sket noget, der var så vigtigt, at danskerne havde flyttet sig. Vi havde i et ryk forandret holdning til noget, der var så væsentligt, at det markant forandrede vores opfattelse af virkeligheden og dermed også flyttede det politiske billede.

Jeg oplever forandringer som noget, der sker umærkeligt. Verden forandrer sig langsomt, uden vi egentlig lægger mærke til det. Til gengæld oplever jeg, at vores erkendelse af forandringerne i verden, altså vores verdensopfattelser, rykker sig i spring.

Mennesket er et konservativt dyr. Det forandrer først adfærd og opfattelse, når det forstår, at virkeligheden for alvor er ændret.

Jeg tænker på det netop overståede valg, hvor mere end hver tredje dansker stemte grønt, og hvor man så, at partier der ved valgets annoncering var lidt ligeglade med den grønne dagsorden, undervejs i valgkampen ændrede holdning eller … måske taktisk hoppede med på klimadagsordenen.

Pludselig kunne man se hele bagsider af bybusser inde i KBH prydet med Lars Løkke og med erklæring om, at Venstre nu var det grønneste parti. Det havde man ikke lige set komme! Men godt hvis det er sandt.

Stærke nye bevægelser flytter dagsordener og fejer hele partier væk, som vi har set det under dette valg. De er som tsunamier: Når først de er i gang, kan du ikke kæmpe imod dem.

Det er ret vildt at tænke på, at klimadagsordenen på så relativt kort tid er blevet definerende for al den politik, der laves på Christiansborg. Så definerende, at vi formentlig vil se, at selv de mest hardcore DJØF’ere i finansministeriet vil blive tvunget til at lave deres hæderkronede og urørlige økonomiske vækst- regnemodeller om og ta’ bæredygtighed og det grønne aftryk med i fremtiden. Det helligste af det helligste er ikke længere helligt.

På grund af denne nye grønne virkelighedserkendelse kommer vi til at se mange forandringer i fremtiden.

Jeg har det som om, fremtiden pludselig har overhalet nutiden.

Klima-tsunamien venter ikke på nogen.

De, der ikke forstår dette, vil ligesom Pia Kjærsgaard, der kom til at kalde dem, der stemte for en klimadagsorden for Klimatosser, blive kørt over.

Jeg bliver også kørt over, hvis ikke jeg holder tungen lige i munden og følger godt med. Ja, vi kan stadig nå at blive kørt over allesammen, hvis ikke vi også handler på de nye erkendelser som de store forandringer skaber i os.

Vi bliver, ligesom finansministeriets regnedrenge, nødt til at måle det, vi gør i andet end kroner og ører. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvor stort vores eget klimaaftryk er! Hver gang vi skal regne på omkostningerne, og hvordan vi kan gøre det anderledes? At opfinde nye måder at handle og leve på, der svarer til vores nye erkendelse, er alfa og omega for vores overlevelse. Verdens tilstand har sådan set ikke forandret sig siden i går. Den har været truet meget længe, vi har bare ikke villet se det. En onsdag valg-morgen vågnede vi og kunne se det klart. Det er spændende tider, vi går i møde, for kan vores nye virkelighedsopfattelse også få de nødvendige forandringer til at ske hurtigere? Kan forandring også ske i spring? Det er spørgsmålet.

Artiklen sidst ændret: 19. juni 2019 14:07

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Sørensen Byg. 501385 ordre 1757541 15.000 win juni 19/20

Job i Nordsjælland

Nybolig april 19/20 10-15.000 win 1753046
Snedker Martin Olsen 375317, 1753662, win 1 aug 19/20
Jumbo maj 19/20 2×50-60.00 win 1753436, alt bestilt 2x
Petersen ure-smykker, 373613, 1752899 10-15.000 win maj 19/20
Meny april 19/20 25.000 IKKE win  random 1753673

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu