Af Helsingør Dagblad

Klumme: Ikke for svage og bange mennesker

Handelsbanken april 19/20, 20-25.000 win win 1752365

Dagens klummeskribent er Allan Jørgensen. Han  blev i 2003 konsulent for bevægelse og sundhed på børne- og ungeområdet i Helsingør. I 2009 blev han leder af Idrætslinjen, og er i dag elitekoordinator og varetager kommunens aftale med Team Danmark. 

Så er der sommerferielæsning, og jeg har dykket ned i Illustreret Idrætsbog af Victor Hansen fra Thieles Bogtrykkeri i 1890. Nu fylder fodboldstoffet i Helsingør Dagblad i forvejen, men skidt – afsnittet om fodbolden i spillets begyndelse er faktisk så morsomt, enkelt og ukompliceret. Her et par citater, som indledning:

”Fodbold er ikke nogen Leg for svage og bange mennesker; Udøveren maa have sine Muskler i Orden og Hjertet på rette Sted, og Spillet bliver ham da snart en kjær Sysselsættelse og Øvelse.” Ja, der står ham, for den gang var det utænkeligt, at pigerne var en del af spillet!

”Den Paastand er ganske vist blevet fremsat, at Fodbold er en farlig, ja endog brutal Leg. Det kan nu ganske vist ikke negtes, at der med Fodboldspillet ligesom ved andre Legemsøvelser, som ere beregnede paa at udvikle Mod og Kraft og at hærde Legemet, er forbundet en vis Fare, og desværre kan det jo en Gang imellem hænde, at de ivrige Spillere komme til at sparke hverandre i Stedet for Bolden; men denne Leg er på ingen Maade farligere end Jagt, Skydning, Ridning osv.” Det farlige nye spil skulle reguleres, så i 1889 stiftede man Dansk Boldspil Union, for at få styr på tingene.

Hvor er spillet så i dag? Regler er der bare kommet flere af, for at klare alt det nye, som har sneget sig ind i det oprindeligt enkle holdboldspil – både på banen og omkring spillet. Der kommer VAR (Video Assistant Referee) i dansk fodbold næste år. Det går så stærkt, pengene er så store, at afgørende beslutninger ikke bare kan overlades til dommernes øjne.

Så er der stadionkrav, dopingregler, spillerkontrakter, transferbeløb, aktieemissioner, merchandises, producenter, spillerudstyr, spilleragenter, lægetjek, trænerlicenser, sportspsykologer, kunstgræsbaner, dommerlicenser, match-fixing, uendelige mængder af sorte og hvide penge, og et kommercielt TV-produkt, der fylder mediebilledet – og det er ikke kun, når der er Champions League, men også hver eneste lands nationale ligaer, der konstant sendes ud til milliarder af mennesker verden over.

Fra at være en kær sysselsættelse er fodbold blevet et job for mange kvinder og mænd. I Helsingør har vi også mange piger og drenge, der gerne vil leve af at spille fodbold. Det lykkes for nogle få – og dermed opretholdes drømmen for de mange. Det er muligt, at gå hele vejen.

Andre idrætsdiscipliners medlemsnedgang ser vi ikke i fodbold. I starten er man måske god blandt vennerne på sin egen årgang. På et lokalt hold tæt på, hvor man bor, i den lokale klub. Allerede her vælger nogen at skifte til en klub lidt længere væk, hvor holdet er en række højere eller lidt stærkere. Men en ting er, at være god lige på én årgang, til at fortsætte udviklingen, så man som senior er god blandt 16-17 årgange!

Vejen fra den lokale klub til absolut elite på nationalt eller internationalt niveau er fyldt med mange timers træning, valg og forhindringer. Når man kommer i 6. klasse kan man her i kommunen søge ind på Idrætslinjen, hvor man pludselig får morgentræning to gange om ugen. Skole og sport kommer til at passe sammen. Drømmene og udviklingen kan fortsætte. Og nogle er gået fra 7. klasse på Idrætslinjen til Superliga og kontrakt.

Svag og bange skal man ikke være, det kræver udover fodboldtekniske og taktiske egenskaber og så meget andet, som man også vidste i 1890: ”Aandsnærværelse, Handledygtighed, Selvfornegtelse og Koldblodighed ere Egenskaber, som ere nødvendige for, at man kan blive en god Fodboldspiller. Dertil kommer saadanne fysiske Egenskaber, som Styrke og Smidighed, et hurtigt Blik, Kvikhed og Bevægelighed i alle Retninger, i Særdeleshed hvad Fødderne angår”. Så fat mod og god træning!

Artiklen sidst ændret: 15. juli 2019 14:42

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Nybolig april 19/20 10-15.000 win 1753046

Job i Nordsjælland

Forsyning 375744, 1758728 15-20.000 win juli 19/20
Petersen ure-smykker, 373613, 1752899 10-15.000 win maj 19/20
Helsingør Handel 1741472 27/7-30/8
Nyrup hus center for job 1755113, 15.000-20.000 win maj 19/20
KV-Revision, 280954,  1752052, 15-20.000 visninger win maj 19/20

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu