Af Claus Kjærsgaard

”De kunne lige så godt have revet en arm af mig”

Bruuns rengøring side 25.000 april 17 og 1 år frem win win 1722013

Estrid Dyekjær har skrevet en ungdomsroman baseret på sine egne oplevelser af, hvordan det var pludseligt at miste sin far som 15 årig.

ÅLSGÅRDE: Der er gået nogle måneder siden Estrid Dyekjærs mor døde. Nu er der mindedag på plejehjemmet for hendes mor og nogle af de andre beboere, der er gået bort.

En af dem, der har mistet en pårørende er en teenager, hvis far er død. Estrid griber sig selv i at ønske, at hun kunne have hjulpet hende i sorgens stund. Fortælle, at selv om det stadig gør meget ondt om et år bliver det lettere. Om ti år vil det stadig mærke hende og efter 25 år vil hun stadig huske ham. For det ved Estrid af egen smertelig erfaring.

Kære dagbog

– Kære Dagbog, jeg hedder Estrid og jeg er 15 år. Min far døde for nogle måneder siden, men det skriver jeg en bog om en dag.

Med de ord tog Estrid Dyekjær hul på en helt ny dagbog. Det var i 1994. Den gang det var hende, der oplevede, hvordan det var pludseligt at miste sin far.

Hun husker stadig klart, hvordan hvordan verden dengang på samme tid styrtede i grus og fortsatte som den plejede.

Hvordan hun med et slag blev totalt anderledes end sin kammerater, og hvordan omgivelserne havde meget svært ved at tackle situatuionen.

– De kunne lige så godt have revet en arm af mig, fortæller hun om den hjælpeløshed og isolation, som det pludselige tab gav hende. Fra det ene sekund til det andet var hendes status forandret.

Samtidig kunne hun konstatere, at verden gik videre. Hendes mor kunne sidde i uskiftet bo, så der skete ikke nogen ændringer i hverdagen. Bortset fra altså, at Estrid hver dag kunne opleve, at hendes far ikke længere var der i hendes liv, hvor han plejede at være.

Løb på årsdagen

Der skulle gå 25 år før Estrid Dyekjær, der bor med sin familie i Ålsgårde, fik skrevet bogen. Og det var et andet dødsfald, hendes mors, der inddirekte satte gang i den.

– Jeg løb en tur på årsdagen for hendes død for lige præcis ikke at være nogen steder på slaget 14.13, som var det øjeblik hun døde, fortæller hun.

Og det var under den løbetur hun blev ramt af en inspiration til en bog, der skulle skrives.

– Netop dér, i en kold, våd og ensom januar-skov blev jeg ramt af lynet, fortæller hun.

Det lyn, som hun sigter til er “Det røde lyn”, der er titlen på den ungdomsroman hun om kort tid udgiver på Byens Forlag.

I bogen oplever man pigen Vera gennemgå et forløb, der kan minde om Estrids. Titlen er er også en henvisning til den røde Buick Skylark årgang 1980, der var hendes fars drømmebil.

Tåre for tåre

Estrid Dyekjærs far døde en fredfyldt, men pludselig død ved sit skrivebord med en pen i hånden.

I mange år bar hun rundt på minderne, og blev nærmest panisk, når det gik op for hende, at hun havde glemt noget.

– Dengang – og i mange år derefter – havde jeg en forestilling om, at beretningen om min fars død skulle fortælles ord for ord – minut for minut – tåre for tåre, fortæller hun.

Nu er hun nået til den erkendelse, at den bedste måde at fortælle historien om tabet på et at få essensen af tabet med. For alle andre end hende selv er det vigtigste ikke det kronologiske forløb, men hvad der skete, og hvordan det så gik.

Det er den beretning, som hun håber at andre kan bruge til at bearbejde deres egen situation. Både dem, der har mistet en forælder, men måske ikke mindst også alle dem i omgivelserne, der ikke ved, hvordan man skal reagere. For den bog kunne Estrid godt selv have brugt som sorgramt 15-årig.

På overfladen håndterede Estrid sit tab fint. Hun fortæller selv, at det egentlig først var som småfuld gymnasieelev, at hun begyndte at tale om sine følelser i fibindelse med sin fars død. Og på mange måder er det egentlig først nu, at hun for alvor synes at hun har fået sat ord på hvordan hun havde det og har haft det med at miste sin far alt for tidligt.

– Veras historie er ikke min egen. Langt fra, men så alligevel lidt. Følelserne er de samme. Den lammende angst, da alvoren gik op for mig og ambulancen kørte væk med min far. Fremmedgørelsen, da jeg stod ved ambulancen og så mine klassekammerater vente ved bussen på den modsatte side af gaden, eller da de kom på akavede iscenesatte besøg hos mig. Værst af alt, det øjeblik, da jeg trådte ind i klassen igen ugen efter og hverken jeg eller mine kammerater vidste, hvad vi skulle gøre af os selv.

– Alt det gennemlever Vera og alt det har jeg selv levet i min egen tid og på min egen måde, fortæller Estrid Dyekjær.

I hjemmet har Estrid Dyekjær stadig sin fars gamle skrivebord og på væggen et malet portræt af ham. Han døde mens han var i gang med det han holdt mest af, at skrive. Men det er først nu, at Edith for alvor fået bearbejdet tabet.

“Det røde lyn” udkommer på Byens Forlag.

Artiklen sidst ændret: 22. juli 2019 12:48

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Mestergartner april og 1 år frem. 19/20 15-20.000. win win 1751634

Job i Nordsjælland

Kim Stege VVS 501235, 1753333, Winwin aftale 1 aug19/20
Malerfirmaet Nordkysten april 19/20 15-20.000 win win 1752452
Kaiser april 19/20 15-000 win banner. 4 forskellige ældre sky, flæsk logo, aften midt/bund, smørrebrød side  175163520.
Tikøb dæk 19/20, 20-25.000 win win 1752517, ferie 31+32
Snedker Martin Olsen 375317, 1753662, win 1 aug 19/20

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu