Nanna og Daniel Gal Osenfeldt begynder i næste uge med én legekammerat til Michael på ti måneder. Foto: Lars Johannessen

Af Pernille Hermann

Ægtepar har fået nok af nedskæringer: Åbner privat børnepasning

Nordkysten Dyrehospital – artikelbanner

Nanna og Daniel Gal Ostenfeld har fået nok af nedskæringer og starter privat børnepasning i Ålsgårde.

ÅLSGÅRDE: Fem-seks børn til to voksne. Hver dag, hele dagen vil de altid være to.

Sådan definerer Nanna og Daniel Gal Ostenfeld deres egen “normering”, når de 1. august åbner privat børnepasning på Freysvej 9 i Ålsgårde.

De er begge uddannede pædagoger og har besluttet at lave deres eget lille oprør imod normeringen i børneinstitutionerne – nu, hvor Nannas barselsorlov alligevel snart udløber. Michael på ti måneder kommer ikke i vuggestue. Han får nye legekammerater derhjemme, én ad gangen.

Pædagog ved en fejl

Nanna er 29 år og opvokset i Sjølundsparken i Hellebæk, så hun er kommet “hjem” efter nogle år i København. Her blev hun uddannet og ansat af Daniel, der var souschef i en børnehave på Islands Brygge, til at tage sig særligt af inklusionen af børn med sociale problemer. Hun har også arbejdet i særinstitutionen Kronborghus i Helsingør og senest i Hellebæk Børnehave.

Daniel er 46 år og fra Nymindegab ved Ringkøbing Fjord. Han har en kandidatgrad i statskundskab som taleskriver for Socialdemokratiet i Folketinget og søgte en gang en stilling som gymnasielærer i Espergærde.

– Men der var noget galt med linket, så min ansøgning havnede i en børneinstitution i Gladsaxe, fortæller han, og den fejl endte med en succes.

– Jeg blev så glad for at være der, at jeg besluttede at skifte fag og tog en pædagoguddannelse med speciale i udeliv, natur og kost. Lige nu har jeg også arbejde som handicaphjælper, men det stopper jeg med nu, så jeg kan bruge al tiden med børnene, siger han.

Sammen døgnet rundt

Efter et halvt år blev Nanna og Daniel kærester, ugen efter friede han, og efter endnu et halvt år blev de gift. Det er fire år siden nu.

– Vi har oplevet alle sider af hinanden ved at være sammen både i arbejdstiden og hjemme. Det betyder meget, når vi nu laver privat børnepasning sammen. Vi er helt trygge ved den andens reaktioner på børn og forældre, også i svære situationer. Og vi står sammen om at give børnene den tid, der skal til, siger de.

– I mange institutioner er der ikke aktiviteter om eftermiddagen, fordi medarbejderne har forskudt tid. Vi er der hele tiden og kan bare tilpasse os dagen lang.

Mad over bål

“Hånd i hånd” kalder Nanna og Daniel deres pasningstilbud, som er for børn op til tre år. Og hånd i hånd vil ungerne komme ud i det fri og studere biller og blomster og lære at plukke bær og finde ramsløg i skovbunden.

– Vi vil være rigtig meget ude med børnene – de er ligeglade med regnvejr, siger de. Og henviser til statistikker om, at børn i skovbørnehaver er fem dage mindre syge om året – de voksne hele ti dage mindre.

– Vi laver økologisk mad over bål sammen med børnene og lærer dem, hvor maden kommer fra. Det er utroligt, hvad børn på to-tre år evner, når tålmodigheden er til det, forklarer Daniel Gal Ostenfeldt.

– Mad er en kulturel ting og en løftestang for det sociale fællesskab. Derfor vil vi have meget fokus på måltiderne. Tryghed, nærvær og tætte relationer betyder alt.

For få voksne

Både Nanna og Daniel vil meget gerne tale om normeringer i børneinstitutionerne, for det er den, der har fået dem til at sige fra.

– Vi går bestemt ind for minimumsnormeringer, men det er lige så vigtigt, at det er uddannet personale og god ledelse – og behovet bliver endnu større, når der er strammet så hårdt op på normeringer, forklarer de.

– Da jeg begyndte som pædagog, var vi tre voksne på fuld tid til 12 børn. Da jeg sluttede, var vi tre voksne på hver 30 timer til 14 børn. Forskellen er altså 21 færre timer om ugen med to børn mere, siger Daniel.

– Og det er ikke bedre i Helsingør Kommune. I Hellebæk var vi to voksne til ti børn, og den anden var en nyudsprunget student, så jeg var alene om det pædagogiske ansvar for stuen, siger Nanna.

Dobbelt gardering

Der er mange grunde til, at det er vigtigt altid at være to fuldbefarne voksne tilføjer de.

Både af hensyn til børnenes udvikling, men også for at undgå anklager om overgreb på børnene. Begge har oplevet, at kolleger blev anklaget for overgreb og havde svært ved at forsvare sig, fordi de havde været alene med børnene for lukket dør.

– Det kommer ikke til at ske hos os, forsikrer de.

– Vi vil altid være her begge to, og vi er ved at ansætte en pædagoguddannet vikar, der til daglig hjælper sin mand i hans virksomhed.

Én ad gangen

Kommunens visitator har godkendt både Nanna og Daniel og deres hus og have, og den 1. august starter en lille dreng på et år.

– Vi tager kun ét nyt barn ad gangen, medmindre det er tvillinger. Også for Michaels skyld, så han kan nå at vænne sig til situationen. Alt legetøj står klar, men om dagen vil døren være lukket ind til lille Michaels værelse. Han skal også have sit eget, og Michaels fødselsdag vil altid være lukkedag hos os. Der skal han have os for sig selv. Bliver han syg, har vi mormor lige rundt om hjørnet på Bobakken.

Interesserede kan finde Nanna og Daniel Gl Ostenfeld og “Hånd i hånd” under private pasningstilbud på Helsingør Kommunes hjemmeside.

Åbningstiden er klokken 6.30-17, en halv time mindre om fredagen, og prisen er den samme som i de kommunale institutioner.

Men de har deres egen venteliste og kan kontaktes via hjemmesiden haandihaand.com.

Artiklen sidst ændret: 23. juli 2019 14:29

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Esp Dyreklinik 1723659+1734831 25.000 vis. 29/5 18-29/5 19 top

Job i Nordsjælland

Kaiser april 19/20 15-000 win banner. 4 forskellige ældre sky, flæsk logo, aften midt/bund, smørrebrød side  175163520.
BAAGØ,  maj 19/20 15-20.000  win 1753557
Jobo bilcenter, 374274, 1724821, 20000 visninger logo/side
Nybolig april 19/20 10-15.000 win 1753046
Skydeselskabet 373553 april 19/20. 10-15.000 win win. 1751627

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu