Victor Kuhlman

Af Helsingør Dagblad

Klumme: De er skøre, de kinesere!

Jumbo maj 19/20 2×50-60.00 win 1753436, alt bestilt 2x

Victor Kuhlman er 28 år gammel og tidligere journalistpraktikant på Helsingør Dagblad. Han er vokset op i Helsingør og bor nu i København med sin kæreste Line. 

Danmark og Helsingør er blevet et yndet rejsemål for kinesiske turister, som der stadigvæk kommer flere og flere af hvert år.

I dag kan man dårligt gå en tur rundt om Kronborg uden at støde på en gruppe af kinesere med deres karakteristiske solbeskyttende paraplyer, der sikrer at de bibeholder en hvid hud.

Det er det ultimative skønhedsideal i deres del af verden, hvilket kan være svært at forstå, når man selv griber alle lejligheder til at straffe kroppen med lidt solskin.

Tal fra rejsebloggen Trends And Travels viser, at der i år 2.000 kun var omkring 10,5 millioner kinesere på oversøiske rejser, hvorimod det tal i 2017 var på svimlende 145 millioner kinesere.

Det svarer til en fremgang på 1.370 procent, hvilket samtidig dækker over at kun syv procent af de 1,386 milliarder kinesere overhovedet har et pas.

Det er derfor svært at forestille sig, at der ikke skulle komme mange flere kinesiske turister til Danmark i fremtiden.

Specielt med tanke på, at middelklassen i Kina bliver større, og de rigeste bliver rigere.

Men hvad ved vi egentlig om den kæmpe gruppe af mennesker, som nok snart bliver en endnu større del af hverdagsbilledet i Danmark?

Der eksisterer naturligvis en masse gamle fordomme, som at de har dårligere bordmanerer, spytter alle vegne og spiser hundekød ved alle tænkelige lejligheder.

Som en lille service vil jeg derfor fortælle lidt om nogle af de mærkeligste episoder, som jeg oplevede på min egen tre-ugers tur til Kina i sommeren 2017.

Her blev det for alvor tydeligt, hvor store kulturforskelle, der stadig er, og hvor betagede de er af den vestlige verden.

Måske kan episoderne være med til at fjerne nogle af fordommene, så vi med åbne arme er klar til den nært forestående invasion fra ”Riget i Midten”.

Vi startede vores tur i Shanghai, der nok på mange måder er den by i Kina, der minder mest om en europæisk hovedstad.

Her var der ingen høns, der blev halshugget midt på den travleste gade, hvilket vi naturligvis oplevede senere, og folk var vant til at se europæere i bybilledet.

Specielt deres massageklinikker virkede til at være vant til at have besøg af europæiske mænd, og man kunne dårligt gå forbi, uden de ansatte anråbte en.

”Pretty boy, do you want good massage?” blev en fast del af lydbilledet i byen, men vi valgte dog at takke pænt nej tak.

Efter at have besøgt de meste kendte og nødvendige turistattraktioner, besluttede vi os for at udleve den indre drengedrøm om at tage til Disneyland, der havde rumsteret, siden vi som helt små havde set reklamerne om det magiske sted på diverse Disney-VHS-bånd.

Under normale omstændigheder, er det sikkert et fantastisk sted, hvor drømme bliver til virkelighed, men jeg må på det kraftigste fraråde en heldagstur midt i den kinesiske skoleferie.

I sådan en situation bliver det nemlig hurtigt klart, hvor mange kinesere, der egentlig er i Kina.

Vi var i parken i sammenlagt 12 timer og nåede en enkelt forlystelse.

Den havde Pirates of the Caribbean-tema, og med udsigt til en forlystelse i verdensklasse overlevede vi de to timer, som vi stod i kø.

Måske vi skulle have lagt mere i, at forlystelsen var tilladt for børn fra tre år og opefter, for det var i hvert fald en meget intetsigende oplevelse.

Dagen var derudover ualmindelig varm.

Sveden piblede frem, om så man opholdte sig i skyggen, og kineserne søgte tilflugt på toiletterne.

Her var der både stikkontakter og aircondition, hvorfor det åbenbart er et naturligt sted at ligge på gulvet og slappe af.

Vi opdagede dog allerede i køen til at købe entrébilletter til parken, at kineserne er lavet af noget ganske særligt.

Køkultur og kinesere er nemlig to ting, som ikke er forenelige, og det kan man lige så godt affinde sig med fra starten af.

Deres asen og masen kan man ende med at acceptere, men dog må man stille spørgsmålstegn ved, at der ikke var andre i køen, som fandt det besynderligt, at en fireårig dreng havde besluttet sig for at sætte sig til at lave lort midt i køen.

Han åbnede blot bukserne, der havde en smart stor baglomme til formålet, og gjorde så, hvad han måtte gøre.

Herefter lod han naturligvis sine efterladenskaber blive liggende, og folk trådte blot over den lange brune slange, som om intet var hændt.

Den var nok ikke gået i køen til Kronborg.

Som 26-årig i et fremmed land, skal man selvfølgelig også i byen og opleve det pulserende natteliv.

Det er i den forbindelse, at jeg for alvor forstod, hvad begrebet ” white privileges” dækker over i Kina.

Skal man ud, er der flere forskellige kontaktpersoner, som man kan skrive til, hvis man gerne vil ind på nogle af de mere eksklusive klubber gratis.

Det kræver bare, at man er europæer og helst så arisk i udseendet som overhovedet muligt.

Den kategori falder jeg ikke ligefrem ind under, men mindre kan selvfølgelig også gøre det.

Vi besluttede os for at tage på klubben M1NT, der ligger på toppen af et højhus, og hvor man skulle være fin i tøjet for at komme ind.

Eller i hvert fald, hvis man er kineser.

Her var halvløgne mandlige og kvindelige dansere klædt som romere i et klubkoncept, jeg stadig ikke helt forstår.

Grundet vores aner, kom vi gratis ind og fik tilmed et armbånd, der gjorde, at vi kunne drikke gratis i baren hele aftenen.

Vi havde vores egen tjener, der sørgede for, at vi ikke manglede noget.

Det krævede dog bare, at vi stod i midten af klubben det meste af aftenen sammen med de andre vesterlændinge, mens de indfødte købte dyre borde og flasker omkring os.

Aldrig i mit liv har jeg følt mig mere som et dyr i zoologisk have, men hvem kan sige nej til en gratis tur i byen med alt betalt.

Den efterfølgende morgen kunne jeg ikke lade være med at have lidt moralske tømmermænd, fordi forskelsbehandlingen var så åbenlys og accepteret.

Kinesernes fascination af europæere og ”de hvide” er ikke til at tage fejl af og hænger i høj grad sammen med en gammel idé om magt og status.

Udover utallige date-invitationer på åben gade fra både unge og gamle kvinder, hændte det også ofte, at yngre kinesere ville tage billeder sammen med os, som om vi var kendte.

Det er vi ikke, men de bruger billederne til at fingere, at de har venner fra andre steder end Kina.

For dem er det sejt at have en hvid ven.

Fascinationen er også grunden til, at flere af de unge tager navne, som ikke er typisk kinesiske.

Selvom man måske er blevet navngivet Wang Shu ved fødslen, kan man sagtens kalde sig for Jerry resten af livet.

Den lyse hudfarve, som jeg er født med, er i Kina et symbol på, at man er magtfuld og rig, hvorimod den mørke er et tegn på, at man er en fattig arbejder, som har været for meget ude i solen.

Hvis det er opfattelsen, er det heller ikke mærkeligt, at man som en del af eliten i Kina har sin paraply med, når man går på opdagelse en sommerdag ved Kronborg.

Artiklen sidst ændret: 12. august 2019 16:34

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Skydeselskabet 373553 april 19/20. 10-15.000 win win. 1751627

Job i Nordsjælland

Secomondo 500007, 1755712, 15.-20.000  win maj 19/20
Nsnet.dk – læs online
Murer Mads Jessen Jensen april 19/20 20-25.000 win 1752360
Strejf, 220955, 1753384, logo banner
Multiflyt maj 19/20, 15-20.000 win win 17xxxx

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu