Mange af Kystbanens pendler-medlemmer bor i Sverige og kommer sjældent eller aldrg op ad Kystbanen. Foto: Lsars Johannessen

Af Pernille Hermann

Utilfredse pendlere vil ikke smides ud

Nystiftet pendlerforening er kørt ud på et sidespor på Facebook.

TRANSPORT: På to år er mindst fjorten navngivne personer blevet udelukket fra debatten på Facebook-siden Kystbanen Live. Nogle midlertidigt, andre permanent.

Alle er personer, som i større eller mindre grad har været i opposition til pendlertalsmand Michael Randropp, og kritikken har været forstærket, efter at Randropp for et år siden meldte ud, at han vil kæmpe for at få S-tog på Kystbanen, fordi han anser det som den eneste mulige løsning på de mange forsinkelser og aflysninger.

De fleste af kritikerne er voldsomt utilfredse med den beslutning, fordi S-tog har langt mindre komfort end de nuværende Øresundstog.

Personlige møder

Utilfredsheden gælder i høj grad også Ture Ertmann, der er administrator af de to Facebook-grupper Kystbanen Live og Broen. Han renser ud i kritiske indlæg og smider de kritiske medlemmer ud af grupperne – angiveligt fordi man ønsker at holde “en god tone”, og fordi den frivillige redaktionsgruppe ikke orker at blive ved med at svare.

Michael Randropp svarer på vegne af Ture Ertmann, at udelukkelsen af enkelte vedholdende kritikere er en gruppe-beslutning.

– For hver af de to Facebook-grupper har vi syv administratorer, som overvåger indlæggene og tager beslutninger. Der har været utallige skriverier og individuelle møder med flere af de utilfredse, siger han.

Mindretal kom selv

Kulminationen kom, da indkaldelsen til et stiftende møde i en ny pendlerklub i sidste uge blev slettet af Kystbanen Live. De, der havde delt indkaldelsen, blev samtidig udelukket fra gruppen indtil dagen efter mødet.

Steen Hellmuth blev som en af de første hægtet af allerede i 2016. Han bor i Ålsgårde og arbejder som lokomotivfører for DSB og er derfor også pendler på Kystbanen. Og han er bestyrelsesmedlem i den nystartede Kystbanens Pendlerforening af 2019.

– Jeg har flere gange fået at vide, at jeg er uønsket som ansat i DSB, men jeg har samme behov for at bruge Kystbanen som alle andre – i modsætning til Ture Ertmann, der bor i Malmø og personligt har tilføjet cirka 2000 af de 7000 følgere til de to Facebook-grupper. Andre i redaktionsgruppen har tilsammen tilføjet 3000 andre navne. Det er et mindretal, der selv har meldt sig til, fortæller Steen Hellmuth.

Langt fra Kystbanen

Steen Hellmuth har sendt Helsingør Dagblad flere udskrifter fra Facebook som dokumentation for sine oplysninger, herunder flere diskussioner mellem Ture Ertmann og folk, der er blevet smidt ud af gruppen.

– I april skaffede jeg mig adgang til grupperne gennem andres profiler og fik lavet et udtræk af, hvor mange der var medlem af de to grupper, og hvordan de var kommet ind i gruppen. Jeg har også lavet rigtig mange opslag for at finde ud af, hvem de er, fortæller Steen Hellmuth.

– Derfor ved jeg med sikkerhed, at det kun er omkring 2000 af 7000, der selv har meldt sig ind. Mange studerer på Lunds universitet, og nogle bor meget langt væk – en enkelt i Kualalumpur.

Har selv inviteret

Vi har forsøgt at få kontakt til Ture Ertmann, men bliver i stedet ringet op af en “rigtig” Kystbanependler fra redaktionsgruppen bag de to Facebooksider, Peter Langford. Han bor i Helsingør og arbejder i København.

– Jeg står selv som anmelder af en god del af medlemmerne, for vi har alle sammen kontaktet folk, vi kender og gerne vil have ind i gruppen. Det gælder for eksempel mange politikere, forklarer han.

Peter Langford bekræfter, at enkelte medlemmer har fået advarsler og er blevet udelukket i kortere eller længere tid, “hvis de ikke kan finde ud af at begå sig på de sociale medier”.

– Nogle gange skal de bare lige køle af et par dage, men i andre tilfælde har vi skåret igennem og lukket helt af. Men så kommer de bare igen med nye profiler og stærkt personlige angreb, som vi bare ikke vil tolerere på siden. Jeg har også været udet for at få en meget lang sms klokken 3 om natten, fortæller Peter Langford.

Også for svenskere

Michael Randropp forklarede i onsdagsavisen, at han helt fra starten for over ti år siden har været talsmand for hele strækningen fra Malmø til Helsingør. Det var et ønske fra det daværende driftsselskab DSBFirst, og derfor er der heller ikke noget galt i, at mange svenskere er med i gruppen.

I samme artikel i onsdagsavisen henviste DSB’s informationschef Tony Bispeskov til hjemmesiden Kystbanenlive.dk, som alle har adgang til. Her kan man blandt andet se indkaldelsen til valg af pendlerrepræsentant for de næste to år på et møde på Hovedbanegården den 9. september klokken 17-18.

Kun for venner

Indkaldelsen er også på Facebook. Der er foreløbig 10 deltagere, og 16 har vist interesse for “begivenheden”, men man kan ikke se, hvem de er, medmindre man er venner med Ture Ertmann, siger Steen Hellmuth.

Men kan ikke melde sig til mødet via hjemmesiden Kystbanenlive.dk, kun via Facebook – eller ved at skrive til Michael Randropp. Det er også ham eller Ture Ertmann, man skal skrive til, hvis man ønsker at stille op til talsmandsrollen. Det skal ske senest den 26. august klokken 12, skriver Ture Ertmann på Facebook.

Den nye pendlerforening har sin egen Facebook-side, Kystbanen Forum.

Kystbanen Live på Facebook

855 medlemmer inviteret af Ture Ertmann

1.084 medlemmer inviteret af øvrige administratorer

291 medlemmer inviteret af andre medlemmer

1.209 har selv meldt sig ind

3.259 medlemmer i alt i april 2019

Den anden Facebook-gruppe, Broen Live, havde i alt 3.629 medlemmer.

Knap 300 var medlem af begge grupper.

Kilde: Steen Hellmuth via Facebook-opslag

Artiklen sidst ændret: 23. august 2019 15:16

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu