Et brag af en fest


Af Helsingør Dagblad

Thomas Kramp har været i Helsingør siden 2002. Foto: Torben Sørensen

Thomas Kramp har lejet hele Toldkammeret til sin 50 års fødselsdag.

TIL LYKKE: Man skal have en invitation i lommen for at få adgang til Toldkammeret denne lørdag eftermiddag og aften. Hele komplekset er nemlig lejet ud til en privat fødselsdagsfest.

Det er Thomas Kramp fra Helsingør Pava Center på Industrivej, der har planlagt den helt store fødselsdag fra klokken 16 til 03. Med Pigegarden, bankospil og Baagøs de bedste pølser – og både live band og dj.

– Jeg har 300 invitationer ude, og alle må tage en ledsager med. så mon ikke der kommer 200-300, er værtens bedste bud. Gæsterne skal nemlig selv betale for pølser og drikkevarer.

Et dobbelt projekt

Thomas Kramp fylder først 50 år på mandag den 2. september. Han er fra Farum og oprindelig uddannet som merkonom i markedsføring fra Niels Brock, men siden har han arbejdet i 25 år med rustbeskyttelse – det meste af tiden i Helsingør.

– I 2012 købte jeg Helsingør Rustbeskyttelse på Industrivej 8 sammen med Søren Engkilde, og siden købte vi også en tilsvarende forretning i Hillerød. Nu sidder vi hver sit sted og dækker hele Nordsjælland i Pava-organisationen – begge steder med tre ansatte.

Biler ruster året rundt

Thomas Kramp har i ti år været bestyrelsesmedlem i forhandler-organisationen og dens markedsføringsudvalg. Og det går rigtig godt for branchen, melder han.

– De fleste bilejere har en holdning til rustbeskyttelse, og det har taget mange år at overbevise folk om, at det er den høje luftfugtighed i vores nordlige klima, der tærer på bilerne. De ruster ikke kun om vinteren, forklarer han.

Halvdelen af omsætningen kommer da også fra bilforhandlerne, der sender bilerne til rustbeskyttelse, inden de går videre.

Kampsport og guitar

Thomas Kramp bor i Hørsholm, dør om dør med sin søn på 21, og har sin kæreste i Farum.

I fritiden dyrker han thaiboksning og spiller guitar både ude og hjemme – gammel rock’n’roll ligesom bandet, der er bestilt til fødselsdagen.

Artiklen sidst ændret: 30. august 2019 14:25

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018