Stor begejstring for den moderne Hamlet


Af Helsingør Dagblad

Afsløringen af Bente Polanos nye skulptur ved Nordhavnen blev et tilløbsstykke.

HELSINGØR: Begejstringen boblede i den store forsamling, da sløret tirsdag eftrmiddag faldt for Snekkersten-kunstneren Bente Polanos nye Hamlet-skulptur.

“Hvor er den dog fin. Den er virkelig flot. Et rigtig godt valg. Bare den nu kan holde sig blank. Hvor er hun dygtig. Hvor er det godt tænkt. Se, man kan kigge lige igennem. Du skal også huske at gå rundt om den. Og tænk, når der kommer lys på om aftenen!”

Flere års indsats

Et halvt hundrede mennesker var stimlet sammen på græsplænen foran indgangen til det tidligere Hotel Hamlet ved Kronborgvej, og de fik både en oplevelse og et glas at gå på.

Bente Polano har selv skaffet to tredjedele af pengene fra William Demants Fond, og Helsingør Kommune har givet resten til den 3 meter høje, 6 tons tunge og en halv million kroner dyre skulptur i blankpoleret stålplade på en sokkel af bornholmsk granit.

Kulturudvalgets sekretariatschef Christian Papsøe bød velkommen og gav ordet til borgmester Benedikte Kiær, der er glad for at se et flot resultat af flere års målrettet indsats for at give den verdensberømte Hamlet-figur et fuldt moderne udtryk i hjembyen Helsingør.

Et nyt vartegn

Skulpturen er omhyggeligt placeret, så den spejler både Kronborg, Kulturværftet, Nordhavnen og Hamlet-bygningen, der i dag rummer et levende aktivitetscenter for ældre. Og nåja, der er også udsigt til de slidste værftshallers bagside, og til parkeringspladserne og turistbusserne, som netop Hamlet og Kronborg suger til sig.

– Den nye bydel omkring Kulturhavnen og Nordhavnen har fået sit eget vartegn, der samtidig bliver et vartegn for hele byen. Vi er meget glade for, at Bente Polano har doneret dette værk til sin by, sagde Benedikte Kiær.

– Hamlet er verdens mest berømte dannelses-ikon. Et moderne menneske, der træffer sine egne valg i stedet for at acceptere overmagt og uret, og skulpturen er endnu en af mange spændende fortolkninger.

En ung, gammel drøm

Bente Polano fortalte selv, at hun har arbejdet med ideen til en ny Hamlet-skulptur i Helsingør, siden Hamlet-spillene på Kronborg blev genoplivet med Derek Jacoby i titelrollen i 1979. Da var hun selv lige flyttet til Helsingør med atelier i Sct. Olai Gade.

– Det er altid en spændende proces at bygge en skulptur op, men det er helt vildt for mig at tænke på det lange forløb – og så stå her i dag, hvor vejrt oven i købet er med os.

– I forløbet med selve placeringne har jeg også arbejdet sammen med belysningsarkitekten Gunvor Hansen. Jeg er meget glad for resultatet og håber, at rigtig mange vil fotografere skulpturen og omgivelserne i alle mulige vinkler, sagde Bente Polano.

Artiklen sidst ændret: 4. september 2019 11:09

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Er der for meget skygge på Axeltorv?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018