FC Helsingør tabte 1-2 i Brønshøj. Foto: Claus Birch

Af Andreas Mayerhofer

FC Helsingør i sæsonens første nederlag

Nordkysten Dyrehospital – artikelbanner

En dårlig indsats blev dyr for FC Helsingør lørdag eftermiddag, hvor nedrykkerne tabte 1-2 i Brønshøj. Tidligere FCH’er blev dobbelt målscorer.

Brønshøj – FC Helsingør 2-1 (1-0)

1-0 Alexander Lazarevic (2.)

1-1 Jeppe Kjær (57.)

2-1 Alexander Lazarevic (80.)

Tilskuere: 806

FODBOLD, 2. DIVISION: Det var et godt stykke under niveau, da FC Helsingør for første gang i sæsonen måtte gå fra en divisionskamp som taber. Brønshøj og den tidligere FC Helsingør-spiller Alexander Lazarevic fik nedrykkerne ned med nakken.

Lynscoring

FC Helsingør fik en frygtelig start på kampen. 92 helt usammenhængende sekunder blev afsluttet med, at den tidligere FCH’er Alexander Lazarevic helt fri i feltet kunne sparke bolden i nettet. To minutter senere kom der tilsyneladende balance i regnskabet efter et hjørnespark, men linjedommeren mente, at der var offside på Nicolas Mortensen, da han dirigerede Thomas Kristensens hovedstød i mål.

Jeppe Kjær fik en god mulighed, hvor angriberen ikke fik kontrol over et ellers fint indlæg, inden Lazarevic fik en gigantisk chance for at fordoble føringen efter et kvarters spil. FCH’s højrekant blev spillet tynd og en perfekt tværpasning drejede uden om placeringssvage FCH’ere og lige i skoene på Brønshøj-angriberen, der dog mistimede bolden fælt og lagde den lige op i handskerne på Christoffer Petersen.

Midt i første halvleg burde det være blevet 1-1. Igen var det Jeppe Kjær, der fik muligheden, da en lidt tilfældig bold kom igennem til den hurtige angriber. Han stoppede op, da han kom ind i feltet for at føle bolden ind i modsatte side af målet, men bolden gik et pænt stykke forbi.

Og det blev mere Jeppe Kjær efter en halv time. Lucas Haren spillede ham fri og der blev afsluttet hurtigt nede i hjørnet, men en refleksredning holdt målet rent i Brønshøj-enden.

Oliver Korch blev ved med at imponere på målstregen for Brønshøj. Et par minutter før pausen var bolden endnu engang på vej i rusen fra Jeppe Kjærs – og en forsvarsspillers – fod, men oppe under overliggeren blev det afrettede skud vippet til hjørnespark.

Kjær på tavlen

FC Helsingør havde haft bolden mest de første 45 minutter, og det blev endnu mere markant fra begyndelsen af anden halvleg, men der kom sjældent farlige chancer ud af den meget tid med bolden. Det var egentlig heller ikke en chance, da Jeppe Kjær modtog bolden på kanten af feltet. Der var flere modstandere omkring ham, men et kort træk og et kort aftræk senere, baskede han bolden i nettet.

Meget fortjent i en ikke ret velspillet kamp, men hvor FC Helsingør tydeligt var mest interesseret i at have bolden.

Mens der i kampens første halvdel havde været en del fine chancer, så var der langt mellem de pulsøgende sekvenser i anden halvleg. Jonas Henriksen var tæt på med et hovedstød efter hjørnespark, men mere var der ikke i dem. Boldene nede fra var generelt af meget lav kvalitet, og det var sådan en fejlbold, der blev dyr 10 minutter før tid, Nikolaj Hansen spillede en nem bold lige op i fødderne på en modstander, der slog kontra. Det endte med et hjørnespark og på det, steg Alexander Lazarevic op og headede bolden i mål.

En sjaskvåd klud i hovedet på helsingoranerne, der nu måtte jagte et enkelt point.

Det var lige ved fem minutter før tid, da Jeppe Kjær spillede Elijah Just i dybden, men den dårlige aflevering bagud fik Nicolas Mortensen ikke ram på.

Det var kampens sidste chance, og FC Helsingør gik dermed fra banen med nul point for første gang i sæsonen.

Det udnyttede Aarhus Fremad i vestkredsen til at indhente FCH – begge er på 19 point. I østkredsen er Vanløse nu nummer to med 16 point.

FC Helsingør (4-4-2): Christoffer Petersen – Ricki Olsen, Jonas Henriksen, Nikolaj Hansen, Frederik Bay – Lucas Haren (89. Andreas Holm), Daniel Norouzi, Thomas Kristensen (83. Frederik Christensen), Dalton Wilkins (67. Elijah Just) – Nicolas Mortensen, Jeppe Kjær.

Advarsler: Brønshøj: Lucas Petersen (59.), Simon Richter (65.). FCH: Dalton Wilkins (17.), Daniel Norouzi (59.)

Artiklen sidst ændret: 14. oktober 2019 17:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Tikøb bager  april19/20 10-15.000 win win 1751624

Job i Nordsjælland

Meny april 19/20 25.000 IKKE win  random 1753673
Rasmus Ebbe 388428, 25.000 win win 19/4 18-april 19. 15-20.000 1/4 ’19 1 år frem 1752372
Frøsø april 19/20 , 15-20.000 win win 1752468
Restaurant Helsingør Golf, maj 19/20, 10-15000 win 1752529
Multiflyt maj 19/20, 15-20.000 win win 17xxxx

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu