Flere indbrud i weekenden: Tyv stjal madras


Af Niels Berg

En indbrudstyv luskede i weekenden rundt her mellem lejlighederne i Meulenborg Park og var inde i to af dem. Der har også været indbrud flere andre steder i kommunen. Foto: Lars Johannessen

Flere boliger i Helsingør og omegn har haft besøg af ubudne gæster i weekenden.

HELSINGØR OG OMEGN: Selv om indbrudsraten i Helsingør kommune lige som andre steder i Nordsjælland glædeligt nok er langt lavere end for blot et par år eller tre siden, så bliver der stadig begået indbrud i kommunen.

I weekenddagene har politiet indtil mandag formiddag modtaget syv anmeldelser om indbrud i kommunen.

De fleste har ramt Espergærde, men to af dem stammer fra det tætbebyggede område Meulenborg Park i Snekkersten.

I den ene lejlighed brød tyven et vindue i en havedør op og stjal smykker fra hjemmet. Samme indbrudsmetode blev benyttet i den anden bolig, men her ved politiet ikke, hvad der er blevet stjålet.

Stjal en madras

Tyven, der brød ind i en bolig på Hovedvagtsstræde i Helsingør, havde åbenbart brug for et blødt sted at lægge sig, for her blev udbyttet en madras.

En bolig på Olgavej i Espergærde har også haft besøg af uindbudte gæster i weekenden. Her trængte tyven ind gennem et opbrudt stuevindue, og udbyttet blev en computer.

Køkkenvinduet blev brækket op og tyven stak af med to computere under et indbrud i et hjem på Hovgårdsvej i Espergærde. På Lucernemarken i Espergærde er der også begået indbrud. Et stuevindue blev brudt op, men det er ikke oplyst, hvad der blev stjålet.

Endelig er der begået indbrud i en bolig på Hovvej i Espergærde. Her blev udbyttet kontanter og et ur, men politiet ved ikke, hvordan gerningsmanden er kommet ind i hjemmet.

Artiklen sidst ændret: 7. oktober 2019 16:28

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Vil du gerne sortere dit affald?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018